Fra redaktionen:

Også i dette nummer sætter krigen på Balkan sit præg på bladets indhold. I to måneder har NATO-bomberne regnet ned over Jugoslavien uden udsigt til en løsning på Kosovas fremtid. Når freden kommer, vil Kosovas Befrielseshær (UCK) uden nogen tvivl være med ved forhandlingsbordet. Men hvad står UCK for, og hvad er dens baggrund? Det er temaet i denne måneds INDBLIK på side 3.

Hvornår freden kommer – og på hvilke betingelser – afhænger bl.a. af den styrke, anti-krigsbevægelsen kan få, og det afhænger igen af det grundlag, den opbygges på. I artiklen på side 16 argumenterer vi for, bevægelsen nødvendigvis også må lægge afstand til Milosevic-regimet og dets etniske udrensninger.

Krigen på Balkan afspejler samtidig magtspillet mellem Europa og USA. EU-topmødet i Köln vil bane vejen for opbygningen af en EU-hær. Perspektiverne i dette analyserer vi på side 12, og på side 9 bliver der sat FOKUS på EU-parlamentsvalget, som finder sted få dage efter.

I dette nummer tager vi også udviklingen i Sydøstasien op. Her har den kapitalistiske krise har slået igennem med fuld styrke det sidste års tid, hvilket bl.a. førte til, at Indonesiens mangeårige diktator måtte gå af. Parlamenstvalget den 7. juni, som er det første i årtier, kommenteres på side 14. Også i Filippinerne er de politiske bølger gået højt. Medlemmer af et nyt parti på venstrefløjen, som sidste besluttede at slutte sig til Fjerde Internatinale, forklarer på side 29 om deres arbejde og baggrunden for deres beslutning.

I HISTORIE på side 24 ser vi tilbage på den eksplosive situation, der udviklede sig i Portugal for 25 år siden, og med dette afsæt bliver nogle af nøglebegreberne i en revolutionær strategi taget op og diskuteret i forhold til blandt påskestrejkerne i 1985.

Overenskomst-strejkerne i år nåede derimod ikke at udvikle sig, før regeringen greb ind og dikterede arbejdsgivernes model: FOKUS side 8. Og endelig kommenterer vi på side 10 udviklingen i Grafisk Forbund, hvor medlemmerne – inklusive venstrefløjen – står delt op til urafstemningen om forbundets fremtid.