Forud for – og under – næste uges EU-topmøde valfarter titusinder europæere til Køln for at protestere mod EU-toppen i internationale demonstrationer og modtopmøde arrangeret af Euromarch-initiativet. Protesterne kulminerer med den store demonstration for et andet Europa, der ventes at samle over 50.000 i Køln.

I samtlige 15 EU-lande oplever vi i stadig stigende grad, at flere og flere beslutninger med direkte konsekvenser for ens hverdag træffes i EU-sammenhæng. Vi har i alle EU-lande set privatiseringer af offentlige ydelser og sociale nedskæringer, som direkte følger af de hellige Maastricht-kriterier og stabilitetspagten, der gør det europæiske økonomiske samarbejde til et 100% monetaristisk foretagende. Derfor er der nu en øget bevidsthed om nødvendigheden af en internationalt organiseret modstand mod EU’s neoliberale politik.

Euromarcherne er et første tegn på en organiseret europæisk social bevægelse. Euromarcherne havde

premiere med massive mobiliseringer til Amsterdam, da Amsterdam-traktaten blev forhandlet i juni 1997. Siden da har der været internationale demonstrationer og alternative topmøder i forbindelse med hvert eneste EU-topmøde. I løbet af de seneste år har der også været en række andre internationale bevægelser under opsejling; vi har bl.a. set Renault-arbejdernes internationale strejker, vi har set tyske og franske arbejdsløse lave fælles grænseoverskridende aktioner og vi har set komitéer til forsvar af illegale indvandrere organisere internationale demonstrationer.

Det er sådanne initiativer, der fortjener støtte, også når europæerne få dage efter EU-topmødet går til valgurnerne for at sammensætte det eneste EU-organ der vælges demokratisk: Europa-parlamentet. Dette parlament har dog ingen reel magt og EU’s institutioner har ingen demokratisk legitimitet. De lovgivende og udøvende instanser er hverken folkeligt valgte eller kan stilles til ansvar overfor befolkningerne.

Hvad end udfaldet af parlamentsvalget bliver, vil det næppe være afgørende for Europas fremtid. Men valget er et signal om styrkeforholdene mellem de folkelige, sociale kræfter og de neoliberale kræfter. En styrkelse af de internationalistiske EU-modstandere ved parlamentsvalget vil kunne være med til at sætte en ny dagsorden. Stadig flere bevægelser vender sig imod EU’s kapitalistiske politik, selv om mange dog ikke vil kræve et brud med EU og dens institutioner.

Fordi dette brud er nødvendigt, stemmer vi på en EU-modstanderliste. Men begge de to modstanderlister opstiller kandidater med vidt forskellige holdninger til, hvad alternativet til EU er, og hvordan modstanden mod EU’s politik kan bekæmpes. En afgørende forudsætning for, at rejse og styrke denne kamp er, at venstrefløjen i Europa opbygger et samarbejde om et fælles alternativ. En markant fælles-europæisk venstrefløj vil i samarbejde med de sociale bevægelser kunne rejse det grundlæggende spørgsmål om, hvilket Europa vi ønsker. Den vil kunne være med til at give fornyet håb og kampgejst til alle de, der i Europa er involverede i faglige, sociale eller anti-racistiske kampe. Derfor stemmer vi på en socialistisk EU-modstander.