Socialistisk Information nr. 130, maj 1999

Systemkritikere i Jugoslavien dukker nakken. Ikke på grund af NATO’s bomber. Den reelle bekymring drejer sig om tiden, hvor luftangrebene hører op og den interne hævn begynder.

Helt frem til aftenen før NATO indledte sin offensiv mod Jugoslavien, havde landet aldrig stået fuldstændig bag sin præsident. Sådan er det ikke længere. I dag er Serbien præsenteret i én mands billede: Slobodan Milosevic.

Det er ikke for at sige, at det er lykkedes Milosevic at overbevise alle serbere om, at hans vej er den rigtige. Det er snarere sådan, at han over en nat skabte sig en meget magtfuld allieret: frygten. Den er altgennemtrængende og har gjort alle oppositionens stemmer tavse.

Groft sagt har Milosevic altid været nødt til at bruge lige så meget tid og energi på den indre fjende, det vil sige oppositionen, som på den ydre fjende, hvad enten det har været den øvrige befolkning i Jugoslavien eller Vesten. Så længe Serbien selv har været forskånet for direkte engagement i krig, har den interne opposition hovedsagelig været civil. Systemkritikere er blevet betegnet som forrædere, 5. kolonnefolk, udenlandske lejesvende og så videre, men de har sjældent lidt fysisk overlast.

I dag er alle, der kunne forestille sig at kritisere systemet, imidlertid pinligt klar over, at prisen for at ytre sig mod regimet, meget vel kan blive dyr. Det kan koste dem livet.

Efter de første NATO-bomber løb min nabo ud på altanen, så op mod himlen og slap en strøm af forbandelser løs. Han forbandede NATO for, hvad han betragtede som en uretfærdig og ulovlig bombning. Og han forbandede sin præsident, som han aldrig havde stemt på, ved retorisk at spørge: »Hvor er du nu, Slobo? Jeg vil vædde på, at du er i sikkerhed i modsætning til resten af os.«

Denne frustration lød som et ekko gennem boligblokken. Den anden nat med bombninger gik. Den tredje og den fjerde. På det tidspunkt kunne min nabos tvedelte vrede stemme ikke længere høres. Han bliver ved med at betragte himlen fra altanen, men har besluttet, at det vil være klogt at holde sine meninger for sig selv.

Min nabo er selverhvervende. Har længe kritiseret Milosevic, men er ellers ikke specielt politisk. Hans eneste offentlige udtryk for opposition til regimet kom i vinteren 1996-97, hvor han tilsluttede sig de daglige protestmarcher, som førte til, at Beograd i hovedparten af tre måneder stod stille. Han er derfor vant til at forholde sig i ro. I modsætning til menneskerettighedsaktivister og oppositionspolitikere, som talte til masserne under disse protester. Imidlertid er de lige så stille.

Selv om det rent logisk skulle være muligt at gå imod både NATO-aktionen og det serbiske regime samtidig, så er det i realiteten ikke længere nogen mulighed. Luftangrebene har effektivt ødelagt den opposition, der eksisterede. Endog endnu mere effektivt end det sidste årtis undertrykkelse. Og med systemkritikernes tavshed fremtræder Milosevic i sandhed som Serbiens eneste og uomtvistelige hersker. Hvor går Serbiens tidligere opposition hen? Holdningerne hos nogle af dem, jeg har talt med, har chokeret mig lige så meget som selve luftangrebene. Selv de, som ellers har argumenteret for, at Milosevic skulle bombes for de lidelser, han har påført ikke bare kroater, bosniere og albanere, men også serbere, har – udadtil i hvert fald – sluttet op bag regimet. Ydermere bliver deres nys formulerede holdninger stadig mere indgroede efter de daglige bombninger.

Mange Beograd-analytikere havde advaret mod »dagen efter« i Kosovo og profetisk forudsagt de massive repressalier mod provinsens albanere i kølvandet på luftangrebene. Ildevarslende frygter de samme personer nu stadig mere »dagen efter« i Serbien. De frygter, at når NATO’s bombekampagne stopper, så vil regimet vende sig imod resterne af den serbiske opposition. Som en god ven sagde: »Så længe NATO’s luftangreb fortsætter, klarer vi os. Men Herren hjælpe os, når de stopper«.

Hvad mig selv angår, har jeg aldrig været en politisk personlighed. Men jeg plejede at betragte mig selv som systemkritiker – imod den dominerende politiske opfattelse i Serbien – og offentligt at argumentere mod regimet. Men fra onsdag aften, da sirenerne begyndte at hyle, og da min lejlighed rystede efter den første eksplosion i det fjerne, tilsluttede jeg mig »ja-folket«. I stedet for at tale er jeg begyndt at lytte. Selv når jeg finder, at det, jeg hører, er aldeles utiltalende, siger jeg intet. Jeg nikker bare i tilsyneladende tilslutning. Det er noget, jeg aldrig ville tro, jeg ville gøre.

Med censurens tilspidsning og uden mulighed for at høre alternative synspunkter i medierne, spekulerer jeg på, hvor mange ligesindede, der bliver tilbage. Jeg jublede næsten, da jeg en aften i sidste uge var sammen med gamle venner, mens vi gradvist samlede mod til at kritisere Milosevic og hans regime. Trist er det imidlertid, at udsigten til, at denne særlige vrede vælder ud i offentligheden, er minimal. I sandhed spekulerede jeg – da vi gik hver til sit – på, om det nu havde været klogt af mig at have været så åbenhjertig.