Sygeplejersker, jordemødre og skolelærere har meget at slås med i hverdagen. Nu har de valgt at tage en konflikt for at få en lidt bedre hverdag. Det kan blive hårdt nok i sig selv. I den situation må det være bittert også at skulle slås med sine egen repræsentanter. Som så ofte før tager Poul Winckler prisen. Som formand for KTO, der forhandler de kommunale overenskomster, er han endnu engang gået på barrikaden for at banke de uvorne medlemmer, der har dristet sig til at stemme nej til overenskomsten, på plads. Hans budskab om, at de ikke skal tro, at de kan få mere i løn eller bedre arbejdsforhold ”bare ved at stemme nej”, gør ham selvskreven til den næste toppost hos arbejdsgiverne i Kommunernes Landsforening. Poul Winckler skal ikke bære hele ansvaret alene. Sygeplejerskernes og skolelærernes forkvinder har ikke været meget bedre. For at få deres medlemmer til at stemme ja slog de allerede under afstemningerne fast, at det er nytteløst at stemme nej og gå i konflikt for et bedre resultat. Et budskab, de ikke har ændret meget på efter afstemningerne. Alene det, at de uden at protestere har accepteret den model for overenskomstforhandlinger, hvor de får en fælles pulje, de kan slås indbyrdes om, stempler dem som uduelige. Alligevel skiller Poul Winckler sig ud med sin totale foragt for de mennesker, han repræsenter. En foragt, som bør kendes af så mange som muligt, og derfor har vi valgt at bringe to citater fra et interview med ham i Politiken i denne uge: ”De grupper, som i dag sig nej på grund af lønspørgsmålet, har ikke fået øje på, at vi har indført et nyt lønsystem, hvor lønstigningerne skal hentes lokalt.” ”Når tre grupper stemte nej, kan man selvfølgelig godt sige, at vi ikke fik alle med hjem. Men KTO-forliget blev tiltrådt af alle organisationer. Så alle var med lige indtil det punkt,hvor organisationernes medlemmer ytrede sig. Ingen bestrider medlemmernes ret til at stemme et forlig ned, men man skal ikke tro, at det åbner mulighed for mere i løn.” Når man har udviklet sig til så forbenet en bureaukrat som Winckler, opstår tanken, at medlemmerne ikke tror på Ny Løns muligheder lokalt, slet ikke. At en gruppe ved at gå i spidsen med lønkrav og kæmpe for dem, kan virke som løftestang for andre næste gang, er heller ikke en del af mandens virkelighed. Og helt grundlæggende er medlemmer nogen, som kommer i vejen, lige når det går allerbedst. De må godt stemme nej - trods alt - men de skal ikke tro, at det ændrer noget. Poul Wincklers udtalelser demonstrerer alt for klart, at sygeplejerskerne, jordemødrerne og skolelærerne ikke alene nu skal forberede en overenskomst-konflikt mod deres arbejdsgivere for at få bedre forhold. De skal også slås mod de ledere, der sidder i toppen af deres egne organisationer. At skifte dem ud, når overenskomst-kampen er overstået, vil være nærliggende, men sygeplejerskeforkvinde Jette Søes og lærerforkvinde Annie Herfort Andersens meget nære fortid som ”oppositionens” repræsentanter viser også, at en udskiftning i toppen ikke er nok.. Skal det være holdbart, må overenskomstkamp og opgøret med formændene fortsættes i en organiseret indsats i hverdagen for aktive og demokratiske fagforeninger.

30. april 1999; SAP’s forretningsudvalg.