Efter et par ugers NATO-luftangreb mod rest-Jugoslavien er det muligt at gøre en første status over krigen - i øvrigt den eneste "rigtige" krig, som NATO-alliancen har ført i sin 50-årige historie.

Militær-teknisk set går det sikkert ganske udmærket. Bortset fra dårligt flyvevej og det faktum, at de serbiske generaler ser ud til at have gemt deres anti-luft-skyts til bedre tider, så skrider ødelæggelserne af raderstationer, kaserner, kommandocentraler, benzin- og våbenlagre, broer, posthuse osv. planmæssigt fremad.

Men bortset fra det, så går alt andet ad helvede til!

Antallet af etnisk udrensede og fordrevne Kosova-albanere er radikalt øget siden bombardementerne begyndte og ligger nu på omkring en million mennesker, d.v.s. halvdelen af Kosovas befolkning.

- Et ukendt antal Kosova-albanere er likvideret eller forsvundet, herunder en række centrale ledere for det Kosova-albanske samfund.

- Den demokratiske og ikke-nationalistiske opposition i Serbien er i bogstaveligste forstand trængt helt ned under jorden. De sidste rester af en uafhængig presse er blevet lukket, bl.a. radiostationen B92, hvis kontorer er blevet stormet og ansvarlige ledere fængslet.

Lidt firkantet kan man sige, at alt det, som ikke er lykkedes for de serbiske nationalister i de ti år, der er gået siden Milosevic ophævede Kosovas selvstyre, er lykkedes efter et par uger med NATO-bombardementer.

Et tragisk eksempel på det er menneskerettighedsaktivisten og advokaten Bajram Kejlmendi, som blev hevet ud af sengen og bortført fra sit hjem i Pristina af fem serbiske politi-soldater få dage efter at NATO-bombardementerne begyndte. Kort efter blev han fundet myrdet sammen med sine to sønner på en benzintank i omegnen af Pristina. Med et enormt personligt mod havde Bajram Kejlmendi formået at overleve ti års undertrykkelse i Kosova. Men han havde ikke mulighed for at overleve bare nogle få døgn i den stemning og det psykologiske klima, som NATO-bomberne skabte.

Ironisk nok er det denne totale fiasko, hvad angår de påståede humanitære mål med NATO-luftangrebet, som nu begrunder, at krigen skal gå ind i sin næste fase: indsættelse af NATO-landtropper til at erobre Kosova, så flygtningene kan vende tilbage. På den måde kan man sige, at NATO's krig har skabt forudsætningen for kravet om dens fortsættelse og forstærkelse. Derfor er der heller ikke noget mærkeligt i, at en stor del af befolkningen - også på venstrefløjen - støtter anvendelse af landtropper som det eneste realistiske svar på kort sigt, der kan sikre flygtningenes tilbagevenden til Kosova.

Problemet er blot, at NATO aldrig har og aldrig vil basere sin politik på at tilgodese flygtningenes interesser. Hvis man er i tvivl, skal man blot studere det makabre skuespil, som flygtninge-strømmen til Makedonien har udløst i de europæiske NATO-hovedstæder. Selvom enhver idiot ved, at det er afgørende for stabiliteten i Makedonien (og dermed på hele Balkan), at der ikke sker en voldsom ændring af befolkningssammensætningen, så har en lang række NATO-lande ført en indædt kamp for at give beskyttelse til så få som overhovedet muligt af de Kosova-albanere, som i første omgang er flygtet til Makedonien.

For eksempel har Danmark - efter i starten helt at have afvist at tage en eneste - allernådigst indvilget i at tage 1.400 flygtninge. Men så skal det selvfølgelig også være på særlige, midlertidige og forringede vilkår! Til sammenligning har Albanien tilbudt at tage ekstra 100.000 af de Kosova-albanske flygtninge, som er strandet i Makedonien - ud over de flere hundrede tusinde, som Albanien allerede har modtaget direkte fra Kosova. Var der nogen, som snakkede om "NATOs humanitære indsats"?