Kom ikke og sig, at EU ikke kan levere drama og politisk stormvejr. I de seneste uger har aviser og elektroniske medier været overfyldt med EU-Kommissionens fald og EU-Parlamentets triumf over en samling kommissærer, som tog deres tøj og gik inden de blev smidt ud. De blev fældet af en rapport, som påpegede nepotisme, dårlig administration og magtfordrejning. Enkelte kommissærer var mere i skudlinje end andre, der "kun" blev ramt af en generel kritik.
"Forfriskende krise" og "mulighed for ny luft" var nogle af de kommentarer, der lød fra både sejrssikre EU-parlamentarikere og EU-begejstrede kommentatorer. Nu skal der gøres noget ved forholdet mellem EU's forskellige institutioner. Der må reformer til. Grundlæggende reformer. Men hvilke? Det er der ikke enighed om. Og bliver det næppe heller.
Kommissions-faldet landede med et brag på EU-toppens møde i Berlin den 24. og 25. oktober. Meget stod på spil. Egentlig var det meningen, at topmødet udelukkende skulle have diskuteret en række reformer af EU's økonomi. Derfor kom det meget ubelejligt, at kommissionen faldt. Gode råd var dyre, og det var kandidater til formandsposten for kommissionen også. Så da italieneren Romano Prodi aspirerede til posten og medbragte en pose penge i form af et italiensk tilbud om at betale mere i årligt bidrag til EU, slog tyskerne hurtigt til og fik de andre statslederes støtte. Den mand, man nu har fået sat i spidsen for kommissionen, hyldes fra alle sider som en politiker med stor erfaring i vanskelige omlægninger. Det er især hans tiljublede arbejde med at forberede Italien til at indgå i den økonomisk-monetære union, der tænkes på. Han ved nemlig, hvordan en stram finanspolitik, kombineret med omfattende nedskæringer i det offentlige og en forøgelse af skatterne skal gennemføres. Det ved italienerne også nu!
Dette hurtige initiativ betød, at formandsspørgsmålet ikke reelt kom til at dominere dagsordenen i Berlin. Det gjorde derimod krisen i Kosova og NATO-angrebet på Jugoslavien og forhandlingerne om indholdet af Agenda 2000-planen og landbrugsstøtten. Den tyske regering vil have en anden fordeling af udgifterne til dækning af EU's astronomiske budget. De vil selv betale mindre og ønsker, at andre skal betale mere. Storbritannien slår sig i tøjre. Portugal frygter for dets regionalstøtte. Frankrig er nervøs for en reform af landbrugsstøtteordningerne. Alle dele trænger sig på i lyset af Øst-udvidelsen for de nuværende støtteordninger kan, når den bliver en realitet, trække bundproppen ud af EU-badekarret og i løbet af et øjeblik tømme bassinet for midler.
Derfor ville det tyske EU-formandskab have reformer. Og ikke bare af landbruget, men af hele finansieringen af EU. Det fik de ikke. Selv nok så floromvundne formuleringer om, at "kurven er vendt og en ny udvikling er startet" kan ikke skjule, at Agenda 2000-projektet ikke kom i havn. De aftaler, der blev indgået om landbrugs-, budget- og regionalstøtten, er stadig tikkende bomber under regeringerne. Men når de eksploderer, er det ikke toppen, der rammes, men "bunden".
Over for denne krise i EU er der derfor fortsat brug for på tværs af grænserne og direkte "på gulvet" og blandt "græsrødderne" at opbygge et samarbejde imod EU-toppen for et demokratisk og socialt Europa. For har de seneste par uger ikke vist andet, så har de i det mindste vist, at bag kulisserne er EU-systemet ramt af bureaukratitis og nepotisme-udslæt og har et demokratisk underskud, som kan få vinterens vitaminunderskud til at blegne. Sådan behøver det ikke at fortsætte. På modtopmødet i Köln er der mulighed for at vise, at der på bunden af dette system findes kræfter, som ikke vil acceptere at blive kostet rundt med, og som ønsker et andet Europa.
SAPs forretningsudvalg 26. marts 1999