Fornyelse blev der talt og skrevet meget om, da SF for nylig holdt 40 års jubilæum. Men den fornyelse, partiformanden præsenterede for omverdenen, var der ikke meget nyt i.

"Vi vil I regering", forkyndte Holger K. Nielsen. I sig selv kan man dårligt kritisere den ambition. Problemet er, at SF's måde at komme i regering på er den traditionelle: ved at tilpasse sig til Socialdemokratiets politik.

I ugerne efter fik vi et par eksempler på, hvordan Holger K. Nielsen vil gøre sit parti regeringsduelig. Som sit første "duelighedstegn" lovede han, at SF ville være ansvarlig og realistisk. Når et kommende valgprogram, som gerne skulle blive SF's bidrag til regeringsprogrammet, skal formuleres, vil partiet prioritere mellem de mange ideer til forbedringer.

Bag denne snus-fornuftige og umiddelbart tilforladelige formulering gemmer der sig kun traditionel socialdemokratisk politik, hvor prioritering betyder:

- Omfordeling inden for arbejderklassen, dvs. gruppen af almindelige lønmodtagere samt arbejdsløse, udstødte, pensionister og uddannelsessøgende.

- Tilpasning til de rammer, som den nyliberalistiske globaliserede markedsøkonomi sætter.

- Fredning af kapitalejerne, som i den forbindelse kaldes erhvervslivet.

Med sit andet "duelighedstegn" markerede SF-formanden sit bidrag til partiets løbende EU-tilpasning, som vil være helt afgørende, hvis Socialdemokratiet skal dele ministertaburetter med folkesocialisterne.

Holger K. Nielsen erklærede sin støtte til en styrket koordinering af EU-landenes udenrigspolitik. I sin begrundelse afslørede han en opsigtsvækkende tillid til en særlig demokratisk, humanistisk og fredelig indstilling hos europæiske regeringschefer i modsætning til f.eks. USA's:

"Vi skal styrke demokrati og frihedsrettigheder, og det kan vi gøre i Europa i modsætning til USA's hykleriske linje, der vil bombe Kosova, og som samtidig accepterer Tyrkiets overgreb på kurderne," udtalte han til Politiken den 6. marts.

SF-formanden må have forvekslet Europa-parlamentets smukke udtalelser om menneskerettigheder med virkelighedens EU-politik. En udenrigspolitik, der er mere hyklerisk end den, EU-landene fører over for de tyrkiske generaler, skal man lede længe efter.

Er det manglende EU-koordinering, der er årsag til, at Europa eksporterer våben til bekæmpelse af kurdiske oprørere. Eller var det for at styrke demokrati og frihedsrettigheder, at Frankrig og Storbritannien leverede våben, som hutu-regimet i Rwanda kunne bruge til at myrde 800.000 civile i Rwanda.

De europæiske stormagters lange generalieblad af koloniale og nykoloniale overgreb burde forlængst have fjernet SF's illusioner om EU som en global fredsdue. En tættere koordinering vil tværtimod lukke munden på de regeringer, som i en given situation blev presset af befolkningen til at modsætte sig den traditionelle europæiske imperialistiske politik.

Holger K. Nielsen er blevet inspireret udefra, fortalte han i sin jubilæumstale og henviste til "SF-lignende partier" i regering i Tyskland, Frankrig, Italien og Finland.

Måske skulle partiformanden studere disse inspirerende udviklinger lidt grundigere, f.eks. De Grønnes katastrofale valgresultat i Hessen, efter at de på landsplan havde underlagt sig Socialdemokratiets politik i regeringssamarbejdet. Eller Kommunistpartiet i Frankrig, som ifølge meningsmålingerne risikerer at blive overhalet af det revolutionære venstres liste ved næste Europaparlamentsvalg - fordi det ikke længere fremstår som opposition

Også Italien, hvor Rifondazione Communista er blevet styrket, da partiet endelig brød med regeringen og selv blev forladt af sin parlamentariske højrefløj, er værd at studere for SF. Her er vi til gengæld i vildrede med, hvad det SF-lignende parti er?

I virkeligheden behøvede Holger K. Nielsen ikke gå over åen efter vand. Hans partis helt hjemlige historie rummer rigelig med advarsler: da SF kompromitterede sig i "arbejderflertallene" i 1967 og 1971-73, eller i 1993, da partiet fik en kold skulder af Nyrup ved regeringsdannelsen - selv om Holger K. Nielsen netop havde erhvervet sig et Nationalt Kompromis-duelighedstegn.

Hver gang ender SF som halehæng til Socialdemokratiet, fordi man satser på parlamentariske studehandler og indrømmelser. Bagefter siger Socialdemokratiet tak for hjælpen og dropper derefter folkesocialisterne. I de fleste tilfælde dropper vælgerne dem også - som de tyske vælgere nu ser ud til at droppe De Grønne.