Enhedslisten er ved at forberede sig på situationen efter næste valg, hvor der er stor chance for, at vi slipper af med VKO-regeringen, og hvor S-SF går efter at danne regering. En lille, men vigtig del af denne diskussion handler om, hvorvidt Enhedslisten skal stemme for den første S-SF-finanslov.

Når der er grund til at diskutere det særskilt, skyldes det, at finansloven ikke bare er en lov som alle mulige andre. Finansloven er på én gang:

• en opsamling af de økonomiske konsekvenser af alle de love, der er vedtaget det foregående år
• et budget for det kommende år, hvor der bl.a. kan afsættes penge til og indregnes besparelser fra det kommende års lovgivning
• en slags afstemning for/imod den siddende regering i den forstand, at regeringen ikke kan fortsætte, hvis ikke dens finanslov bliver vedtaget.

Hvad Enhedslisten foreslår, og hvordan folketingsgruppen stemmer, må nødvendigvis afgøres af, hvordan det bidrager til Enhedslistens samlede strategi i forhold til en ny regering. En strategi, der må have tre hovedelementer:

• at opbygge det stærkeste mulige pres fra udefra og nedefra på S-SF-regeringen for, at den gennemfører en social, solidarisk og bæredygtig politik til gavn for arbejderklassen og folk på overførselsindkomst
• at arbejde for, at erfaringerne med en S-SF-regering styrker den politiske radikalisering og organisering i arbejderklassen og blandt andre undertrykte
• at styrke Enhedslisten

Det er vigtigt, at Enhedslisten diskuterer og vedtager, hvordan vi til den tid vil vurdere en finanslov, og hvordan vi vil afgøre, om vi stemmer for eller imod. Ikke for at opstille regler, der kan forhindre, folketingsgruppen i at kaste sig i armene på S og SF og stemme for en hvilken som helst finanslov. Hvis Enhedslistens medlemmer og årsmødets flertal frygter det, skal vi vælge nogle andre folketingskandidater.

Men derimod fordi årsmødets beslutning om finanslovspolitikken skal give hovedbestyrelse og folketingsgruppe retningslinjer for, hvordan de skal tage stilling til en konkret finanslov. Den skal være med til at opbygge et pres på S-SF for at præsentere en finanslov, der indebærer et brud med VKO-politikken. Og den skal give både befolkningen og S-SF-ledelserne klar besked om, hvad de kan forvente fra os.

Enhedslistens parlamentariske hovedprincip er, at vi stemmer for selv den mindste forbedring, at vi stemmer imod enhver forringelse, og at vi ikke stemmer for pakkeløsninger med både godt og skidt. I sig selv er det ikke en facitliste, der én gang for alle afgør, hvad vi skal stemme om et hvilket som helst lovforslag. Det er et princip, som kan fortolkes i forhold til forskellige lovforslag i forskellige situationer.

Fordi finansloven er en helt særlig slags lov, er mindste forbedring/mindste forringelse princippet ikke tilstrækkelig grundlag for at afgøre, hvordan vi skal stemme. Derfor har der også allerede vist sig forskellige synspunkter i Enhedslisten fra medlemmer, som alle støtter mindste forbedring/mindste forringelse princippet.

Nogle mener, at vi under ingen omstændigheder kan stemme for en finanslov i et kapitalistisk samfund, fordi vi dermed stemmer for den borgerlige statsmagt med politi, militær, racistisk flygtningepolitik, udemokratiske terrorlove, ydmygende og undertrykkende socialpolitik, osv. osv.

Efter vores mening er der ikke et "socialistisk princip", som kan afgøre, om dette er rigtigt. Man kan argumentere for, at Enhedslisten stemmer for disse forhold ved at stemme for finansloven. Man kan også argumentere for, at disse elementer af den borgerlige stat er vedtaget inden finansloven, og at de vil eksistere, uanset om finansloven bliver vedtaget eller ej. For os er det afgørende, at sådan en linje vil svække presset på S og SF og modarbejde en politisk radikalisering, fordi det for deres bagland vil se ud som om et samarbejde til venstre med Enhedslisten er umuligt, selv hvis det består af lutter forbedringer.

Andre argumenterer med, at helt konkrete dele af de seneste års politik skal fjernes, før Enhedslisten kan stemme for finansloven. Nogle peger på krigen i Afghanistan, andre på den særlige lave bistandsydelse til indvandrere og flygtninge, starthjælpen, andre igen på 300 timers reglen.

Den linje kan Enhedslisten vælge, hvis vi vurderer, at der er en bred bevægelse i befolkningen omkring disse spørgsmål og en forventning i store dele af S-SF’s bagland om, at de trækker tropperne tilbage eller afskaffer starthjælpen. Efter SAP’s opfattelse er dette ikke tilfældet i dag, og i praksis bliver der derfor ingen forskel på denne holdning og aldrig-en-rød-stemme-for-en-kapitalistisk finanslov-holdningen.

Fra Enhedslisten skal der lyde en opfordring til S og SF om at bryde med VKO parlamentarisk og politisk. Vi vil være med til at skabe en bevægelse, der kræver, at de to partier danne en regering, der gør en forskel. En ny regering skal forsvare arbejderklassen og folk på overførselsindkomst. En ny regering skal føre en social, solidarisk og bæredygtig politik. Det skal en finanslov afspejle.

Hvis finansloven gør det, vil Enhedslisten stemme for. Om finansloven gør det, vil Enhedslisten vurdere, når den bliver fremlagt.

Under alle omstændigheder stemmer Enhedslisten ikke for en finanslov med forringelser og uden markante forbedringer i forhold til VKO.

Men fordi finansloven er en særlig lov, er det ikke tilstrækkeligt.

Enhedslisten kan og skal ikke love S-SF at stemme for en finanslov, alene fordi den ikke indfører nye forringelser.

Med vores kendskab til S og SF’s politik og med vores viden om den økonomiske krise, er der en stor risiko for, at S og SF vil indføre en række forringelser for forskellige dele af arbejderklassen og folk på overførselsindkomst i løbet af året. Og man kan sagtens forestille sig, at de derefter præsenterer en finanslov, som ikke i sig selv tilføjer nye forringelser. Og at de gentager forløbet det følgende år.

Hvis de vil samarbejde til højre om de vigtige politiske og økonomiske beslutninger hele året igennem, må de også skaffe sig et finanslovsflertal til den side. Hvis de for alvor vil bryde med de borgerlige partier, står Enhedslisten parat.

SAP’s landsledelse, 7. marts 2010