For nylig udtalte Helle Thorning-Schmidt, at Socialdemokraterne og SF skal være kernen i en ny regering, og satte igen spørgsmålet om, hvad der skal ske, når vi slipper af med VK-regeringen, på dagsordenen.

Det er vigtigt, fordi et regeringsskifte er forudsætningen for en mere solidarisk, social og bæredygtig politik. Men også kun forudsætningen. En bedre politik kommer ikke af sig selv fra Thorning og Søvndal.

I øjeblikket udsender de med mellemrum forskellige politikudspil. Nogle forslag er gode, f.eks. millionærskatten og statsbanken, mens andre som f.eks. udlændingepolitikken bestemt ikke er det. Men den generelle tendens er, at SF tilpasser sig Socialdemokratiets politik. Senest har de to partiledere lovet, at de ikke vil røre boligbeskatningen, selv om der i den grad er brug for klassepolitik på dette område med omfordeling fra rige boligejere til almindelige lønmodtagere i ejer- og lejerboliger.

Men hovedproblemet er i virkeligheden de to partilederes metode. De sætter sig sammen i et mørkelagt rum, måske sammen med en partikammerat eller to, og så fifler de et kompromis sammen.

Det skaber ikke forandring, højst et gennemsnit af godt og ondt i de to partiers programmer. Hvis S og SF vil skabe forandring for almindelige mennesker, så bør de lytte til almindelige mennesker. En virkelig forandringsproces kræver engagement og mobilisering fra neden.

Den kunne de to partiledere sparke i gang, hvis de i stedet opfordrede partimedlemmer, fagbevægelsens medlemmer, de uddannelsessøgende, boligforeningerne og i det hele taget befolkningen til at diskutere, hvad man ønsker af en ny regering. Sådan som Venstre og Konservative har lyttet intenst til deres baglande i direktionskontorer, loger og aktieselskabsbestyrelser.

Enhedslisten har en vigtig opgave i arbejdet for at vælte VK-regeringen, presse S og SF til at tage magten, og ikke mindst kampen for at presse S og SF til at føre arbejderpolitik, dvs. en politik for almindelige lønmodtagere og folk på overførselsindkomst.

Det kommer kun ved et pres fra en bevægelse uden for Folketinget, som Enhedslisten så efter bedste evne må gøre sig til talsmand for. Lige som vi kræver, at Thorning-Schmidt og Søvndal spørger befolkningen, må Enhedslisten selv udvikle nye initiativer og eksperimentere med nye arbejdsformer, som kan skabe en mobilisering for krav til en S-SF-regering.

Det er på evnen til at skabe sådan en bevægelse, at folketingsgruppens forslag skal bedømmes.

Dette arbejde kan ikke vente, til S og SF har taget over. På det tidspunkt vil vi være alt for mange omgange bagud. Det haster for Enhedslisten med at fastlægge en politisk-mobiliserende strategi, der kombinerer initiativer i bevægelserne med parlamentariske forslag. Hovedlinjerne i sådan en strategi skal være:

Med sin historiske linje om mindste forringelse/mindste forbedring har Enhedslisten et godt afsæt for at håndtere situationen med en S-SF-regering.

Enhedslisten vil ikke købe indflydelse ved hjælp af studehandler.

Omvendt skal S og SF ikke tro, at de kan få Enhedslisten til at stemme for forslag, der trækker i den forkerte retning. Lader en S-SF-regering sig falde af den grund, har de væltet sig selv.

På den måde kan Enhedslisten hele tiden vise, at der er et alternativ til den tilpasningspolitik, vi kan forvente, at S og SF vil føre, hvis de ikke kommer under alvorligt pres fra bevægelser, der fremfører almindelige menneskers daglige krav.

SAP’s Landsledelse, 22. august 2009