Frankrig: Nyt anti-kapitalistisk parti på vej.  

Abonnér på kommentar

Udskriv
kommentar

SAP topside

"Hvordan kan vi opbygge en fransk Enhedsliste?" Det har igennem mange år været et centralt spørgsmål i LCR - Ligue Communiste Révolutionnaire (Revolutionært Kommunistisk Forbund) - den franske sektion af Fjerde Internationale. Bølgerne er gået højt i de interne debatter - ikke om hvorvidt man vil en bredere samling, for det er der enighed om, men under hvilke forudsætninger og med hvilke politiske kræfter man har ønsket - og realistisk kunnet - omgruppere sig. LCR´s kongres sidst i januar satte et foreløbigt punktum for debatten, da et stort flertal besluttede at LCR skal opløse sig selv i løbet af 2008 for at lancere et bredere antikapitalistisk parti.

Forud for kongressen i Paris har der været et hav af forberedende møder på både lokalt, regionalt og nationalt plan. Her har LCR´s medlemmer organiseret sig i forskellige tendenser, eller platforme som de selv kalder det, som det er vanen forud for partiets kongresser. Op til denne kongres, LCR´s sidste regulære, havde flertallets linje langt større opbakning end nogensinde tidligere - med hele 83% af de delegerede. Dette gjorde udfaldet af kongressen ualmindeligt forudsigelig - nogen vil måske endda sige kedelig. Ikke desto mindre har LCR vist, at partiet kan håndtere taktiske uenigheder, ved at respektere forskellige tendenser og konsekvent lade mindretal komme til orde, også i partiets avis Rouge. Beslutningen var, at LCR nu selv tager initiativ til at opbygge det nye parti, omkring Olivier Besancenots valgprogram fra præsidentvalget sidste år.

Besancenot er LCR´s 33-årige talsperson og kandidat ved præsidentvalget, hvor han var den venstrefløjskandidat, der fik suverænt flest stemmer - 1,5 millioner, svarende til 4,1 procent af stemmerne, hvilket var dobbelt så meget som det traditionelt stærke kommunistparti fik. Det er på denne bølge af succes, at LCR nu tror på, at de kan opbygge et nyt parti, baseret på de mange mennesker der har været involveret i diverse kampe og som sympatiserer med Besancenot.

Det største mindretal, platform B, der repræsenterer 14 procent af de delegerede, kritiserer skarpt flertallet for ikke at have forsøgt ihærdigt nok at samle bredere blandt anti-liberale kræfter, der ikke nødvendigvis er deciderede anti-kapitalistiske. Denne debat er i klar forlængelse af sidste års, til tider bitre, interne debat op til præsidentvalget, hvor LCR principielt støttede ideen om en fælles venstrefløjskandidat, men endte med at opstille Besancenot.

Besancenots flotte valgresultat skyldes ikke kun ungdommelig karisma og medietække, men må også tilskrives LCR´s loyale bevægelsesarbejde - i fagforeninger, studenterbevægelse, bevægelsen mod EU-forfatningen. LCR har lagt store kræfter i stort set alle vigtige bevægelser i Frankrig i de seneste år, men trods det imponerende valgresultat oplevede partiet en beskeden medlemsfremgang på 500, og har nu lige over 3.000 medlemmer - i et land der er 10 gange større end Danmark.

Udfordringen for det nye parti er at tiltrække bredere end traditionelle LCR-støtter. Set udefra kan det virke tvivlsomt om det nye parti reelt bliver noget kvalitativt - og kvantitativ - andet end LCR, når partiet nu selv har taget initiativ uden partnere. Ikke desto mindre tyder processen frem til kommunalvalgene i marts på, at det faktisk kan lykkes LCR-aktivisterne at gå sammen med bredere lag. Specielt i provinsbyer som Marseille og Avignon ser det ud til at det lykkes at få opbygget noget nyt - miljøet omkring LCR har i disse byer held med at tiltrække uafhængige græsrodsaktivister såvel som skuffede medlemmer af kommunistpartiet.

Specielt interessant for den internationale venstrefløj, og Enhedslisten i særdeleshed, er LCR´s vilje til at intensivere det europæiske og internationale samarbejde blandt antikapitalistiske kræfter. I anledning af 40-året for maj ´68 oprøret inviterer LCR således den europæiske venstrefløj til en konference i Paris den 30. maj - 1. juni, med det formål at åbne en diskussion der kan udvikle et anti-kapitalistisk alternativ og forbedre erfaringsudveksling mellem forskellige organisation. Hvis en række partier på den yderste venstrefløj er villige til at gribe chancen, kan dette møde blive et skridt på vejen mod en international antikapitalistisk strømning.

SAP’s forretningsudvalg, 24. februar 2008


Bliv medlem af SAP!

SAP er en revolutionær socialistisk organisation.

Vi arbejder som en del af Enhedslisten og SUF på at opbygge og styrke disse organisationer. Målet er at skabe et aktivt handlende parti og ditto ungdomsorganisation, der bidrager med handlingsforslag og politiske perspektiver til de aktuelle sociale mobiliseringer og ved en egentlig samfundsomvæltning.

SAP er også den danske afdeling af 4. Internationale, en global organisation for revolutionære socialister.

Læs mere på www.sap-fi.dk

Vær med i arbejdet - bliv medlem af SAP - kontakt os på: sap@sap-fi.dk