| Skuffende resultat, men masser af muligheder forude |
|
Mange på venstrefløjen hang sikkert lidt med hovedet, da valgresultatet lå klart. Efter små to år med demonstrationer og strejker, boykot og organisering samt en mere og mere regeringskritisk stemning lykkedes det alligevel Anders Fogh at bevare regeringsmagten.
Umiddelbart var det eneste positive element, at Enhedslisten blev i Folketinget – og det var også ekstremt vigtigt.
Men efter et par dage er det på tide at se lidt mere grundigt på valgresultatet, at analysere, hvad det faktisk viste, og se, hvor mulighederne for at udvikle bevægelser og klassekamp ligger i den kommende periode.
Først og fremmest er det vigtigt at slå fast:
Alt i alt var valgresultatet et politisk ryk til venstre, som afspejler de holdninger, der har udviklet sig i dele af befolkningen samtidig med og på grund mobiliseringerne for velfærd og mod regeringens nyliberalisme.
I og omkring Enhedslisten er mange skuffede og forbløffede over, at Enhedslisten går tilbage, når nu det er os – og ikke SF - der er de mest aktive i mobiliseringerne. Til det må vi sige, at der ikke uddeles flidspræmier i politik.
Hundrede tusinder af mennesker er de seneste par år begyndt at forholde sig kritisk til Fogh-regeringens politik og til konsekvenserne af den snigende liberalisering, der undergraver velfærden. Af dem har rigtig mange været involveret i udenomsparlamentariske aktiviteter.
Men det er de ikke blevet hverken revolutionære eller antikapitalister af.
Det er en begyndende politisk udvikling, og den første fase er, at man tilslutter sig et parti, der mere markant – men stadig inden for systemets rammer – kræver bedre velfærd. Det har traditionelt været Socialdemokraternes rolle. Med deres opprioritering af velfærdstemaerne er det til dels stadig Socialdemokraterne, men det er i endnu høj grad SF.
SF er den nærmeste og mest oplagte mulighed for den, der har mistet tilliden til de Radikales humanisme og til Socialdemokraternes vilje til at forsvare velfærden. SF udtrykker den mest udbredte politiske holdning i velfærdsbevægelsen.
Enhedslisten kan overbevise 10 her, 500 der og måske 2.000 et tredje sted, om at det er nødvendigt med mere radikale løsninger og med udenomsparlamentarisk aktivitet ved at fortælle, forklare og argumentere.
Men lige som der skulle en begyndende velfærdsmobilisering til for at skabe dette valgs venstreryk, skal der mere omfattende og mere organiserede bevægelser til, før store samfundsgrupper rykker endnu længere til venstre – til Enhedslisten.
Så det må vi arbejde videre på. Og der er faktisk rigeligt at tage fat på i den kommende tid. Normalt er det svært at mobilisere til kamp mod en nyvalgt regering. Opfattelsen hos de fleste er, at et nyvalgt folketingsflertal har ret til at arbejde i en periode, og at det vil være udemokratisk at forsøge at vælte den gennem udenomsparlamentarisk pres.
For tre uger siden sagde Frank Aaen, at Anders Fogh udskrev valget for at få frie hænder til:
Det var en meget præcis observation. Men her efter valget kan vi konstatere, at Fogh måske nok har den formelle parlamentariske magt til at gennemføre dette, men at han næppe kan overbevise mange om, at han har et demokratisk mandat til det.
For det første måtte han midt under valgkampen love, at han ikke vil straffe de kommuner, der har holdt et højere udgiftsniveau og derfor hævet skatterne mere, end de havde fået lov til. Det var i sig selv en stor sejr for velfærdsbevægelsen. Samtidig kan det være et afsæt for mobiliseringer mod nedskæringer i de kommuner, der overholdt de statslige rammer. Her kan man kræve af kommunalbestyrelsen, at den bryder rammerne – med det ekstra argument, at regeringen ikke griber ind.
For det andet indrømmede regeringspartierne på intet tidspunkt, at de vil gribe ind i overenskomstforhandlingerne for at bremse en overenskomststrejke blandt de offentligt ansatte. Det har de højt sandsynligt i tankerne, men Fogh kan ikke hævde, at det var det, han gik til valg på.
Og det samme gælder det tredje punkt, folkeafstemningen om EU-traktaten.
Modstanderne af folkeafstemninger om EU-traktater forklarer altid, at EU-politikken ikke er egnet til at blive afgjort ved en folkeafstemning med et JA eller et Nej. De mener, at det skal integreres i den danske politiske diskussion.
Men ingen af de EU-venlige partier forsøgte at inddrage EU i valgkampen.
Hverken Fogh eller nogen anden har fået mandat til at godkende EU-traktaten uden en folkeafstemning.
Et fjerde tema trænger sig også på, nemlig klima-spørgsmålet. Her er der behov for at opbygge en bred og aktiv bevægelse for at lægge pres på klimatopmødet i 2009. Med al det klima-hykleri, regeringspartierne præsterede under valgkampen, kan en mobilisering i hvert fald begynde med at kræve, at regeringen lever op til sine valgløfter.
Hvis vi på venstrefløjen tager initiativer, deltager i og bidrager til udviklingen af brede, inddragende og aktiverende mobiliseringer på disse spørgsmål, kan vi være med til at tvinge mindre fremskridt igennem. Vi kan skabe grundlaget for, at større grupper i samfundet erfarer begrænsningerne i SF og Socialdemokraternes reformisme, hvor det er et overordnet krav at holde sig inden for systemets rammer, og hvor den politiske metode er, at man ikke stiller ultimative krav, men giver indrømmelser for at få en ofte illusorisk indflydelse. Dermed gøder vi jorden for et yderligere politisk ryk mod venstre.
SAP’s forretningsudvalg, 16. november 2007
Bliv medlem af SAP!
SAP er en revolutionær socialistisk organisation.
Vi arbejder som en del af Enhedslisten og SUF på at opbygge og styrke disse organisationer. Målet er at skabe et aktivt handlende parti og ditto ungdomsorganisation, der bidrager med handlingsforslag og politiske perspektiver til de aktuelle sociale mobiliseringer og ved en egentlig samfundsomvæltning.
SAP er også den danske afdeling af 4. Internationale, en global organisation for revolutionære socialister.
Læs mere på www.sap-fi.dk
Vær med i arbejdet - bliv medlem af SAP - kontakt os på: sap@sap-fi.dk