Fælles front for ungdomsuddannelserne

 

Udskriv
kommentar

SAP topside

De nu selvejende gymnasier og HF-kurser fik for første gang præsenteret deres "taxameter" som en del af regeringens finanslovsudspil. Taxameteret er det beløb, som uddannelsesstederne modtager fra staten pr. elev.

Ingen bange anelser blev gjort til skamme: Området er præget af en skrigende mangel på midler lærertimer nok til tværfagligt samarbejde og projektvejledning, efteruddannelse, nye bøger, it - til at gennemføre det ambitiøse indhold i den nye gymnasiereform. Alligevel var der ikke tale om forbedringer. Tværtimod indeholdt taxameteret sammenlignet med sidste års bevilling en nedskæring på i gennemsnit 1200 kr. pr. elev.

Selv om Bertel Haarder forsøger at bortforklare denne nedskæring, lægger han ikke skjul på sin del-og-hersk-politik. Den præsenterede han allerede under gymnasie-aktionerne sidste efterår med sin bemærkning om, at ’hvis han havde nogle penge, ville han da hellere give dem til eleverne i handelsgymnasiet’! Disse får derfor i 2008 et lille løft på ca. 2400 kr. pr. elev.

Men det kan næppe give anledning til tilfredshed - og endnu mindre til misundelse: Handelsgymnasierne har selv beregnet, at de mangler ca. 8000 kr. pr. hhx-elev, hvis forholdene skal bringes nogenlunde i orden. Selv en arbejdsgruppe, som var nedsat af Undervisningsministeriet og Finansministeriet, har konkluderet, at der aktuelt mangler mindst 5000 kr. pr. elev!

De lige så elendigt stillede tekniske skoler, htx, og erhvervsskoler får derimod ikke en øre ekstra, men bliver i stedet skåret med mellem 400 og 800 kr. pr. elev…

I den situation er der ekstra grund til at kalde til samling på tværs af de uddannelsesmæssige skel og Haarders del-og-hersk. Der er ingen af ungdomsuddannelserne, der er "forkælede", andre steder end i Haarders fantasi.

Tårnhøje klassekvotienter, mere eller mindre "lærerfri undervisning" og slunkne konti til undervisningsmidler er virkeligheden alle vegne og vil også blive det i 2008 med VK’s budget. Derfor handler det om at stå sammen og gå i aktion.

Det er for eksempel for dumt, hvis hhx’erne ikke går på gaden i år, fordi de "da har fået noget" når de stadig er utroligt dårligt stillede.

Et krav, som her og nu trænger sig frem på alle ungdomsuddannelserne, er kravet om et loft over klassekvotienterne. Et lovfastsat loft på 24, med den nødvendige finansiering fra staten, burde kunne samle på tværs.

Klassekvotienter på 28, 29, 30, ja, helt op til 40 elever, betyder uundgåeligt dårligere undervisning for alle. Det rammer de svageste allerhårdest og presser det socialt skæve frafald i vejret. Derfor er det også et krav, der kan og bør samle opbakning i fagbevægelsen, som - bl.a. - organiserer de unges forældre.

I første omgang er det positivt, at en lang række uddannelsesorganisationer har fundet sammen i stopnedskaeringerne.dk op til aktionsdagen 2. oktober.

Umiddelbart virker det lidt uambitiøst, at fordemonstrationen i København først starter kl.15.30, "efter skoletid". Men man kan jo opfordre til, at der lokalt bliver taget initiativ til noget mere både før og efter!

SAP’s forretningsudvalg, 21. September 2007


Bliv medlem af SAP!

SAP er en revolutionær socialistisk organisation.

Vi arbejder som en del af Enhedslisten og SUF på at opbygge og styrke disse organisationer. Målet er at skabe et aktivt handlende parti og ditto ungdomsorganisation, der bidrager med handlingsforslag og politiske perspektiver til de aktuelle sociale mobiliseringer og ved en egentlig samfundsomvæltning.

SAP er også den danske afdeling af 4. Internationale, en global organisation for revolutionære socialister.

Læs mere på www.sap-fi.dk

Vær med i arbejdet - bliv medlem af SAP - kontakt os på: sap@sap-fi.dk