Seks års taktisk-forsigtig snigende liberalisering fra regeringens side har
ikke øget opbakningen bag den politiske liberalisme, snarere tværtimod.
Regeringen står f.eks. over for en massiv afvisning af skattelettelser på
bekostning af offentlig velfærd. Og på de indre linjer i V og K vækker Foghs
tætte samarbejde med Dansk Folkeparti stadig større utilpashed og åben
utilfredshed.
Men indtil nu har Fogh-regeringen været i stand til at overleve i Folketinget
og fastholde flertallet i meningsmålingerne ved hjælp af bl.a.:
- dygtig håndtering af en i øvrigt meget velvillig presse
- dygtig strategisk liberalisering, dels i form af undergravning af
offentlige velfærdsydelser, som dermed skaber grundlaget for et privat
marked, dels ved at tvinge offentlige institutioner til at fungere som
private virksomheder
- dygtig taktisk evne til at overtage dele af Socialdemokraternes
velfærdspolitik – uden at svække det
langsigtede liberalistiske perspektiv
- dygtigt politisk-parlamentarisk håndværk, hvor regeringen med mellemrum
og på skift har inddraget Socialdemokraterne og fagbevægelsens ledelse i
større politiske reformer og dermed undergravet tilliden til, at der
eksisterer et politisk alternativ
Lanceringen af velfærdsreformen og skattereformen så umiddelbart ud til at
følge samme spor. Reformerne forsøger at fremstå som et forsvar og udbygning af
velfærden. Fagbevægelsens ledelse er inddraget i dele af det.
Det indeholder vigtige elementer af det liberalistiske perspektiv, bl.a. den
økonomiske marginalisering af folk på overførselsindkomster, udlicitering og
markedsgørelse af den offentlige sektor.
Alligevel er der tegn på, at Fogh og hans regering har ramt muren:
- Det asociale indhold af skattereformen er åbenlys og udstilles dagligt i
medierne.
- Det grønne indhold af skattereformen er uden effekt og kan i øvrigt ikke
finansiere skattelettelserne, siger bankøkonomer.
- De 10 mia. i skattelettelser blev på dag 1 afsløret som oppustning,
fordi man i samme åndedrag inddrager en tidligere vedtaget 3 mia. kroners
lettelse.
- PR-stuntet med 50 mia. til velfærd udhules af, at pengene er spredt over
10 år, og så forskellige aktører som bankøkonomer, Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd og Enhedslisten afslører talfusk i reformen, bl.a.:
- Påstanden om, at man nu vil bremse den glidende liberalistiske
revolution ved ikke længere at lade den private sektor vokse hurtigere end
den offentlige, har ikke dækning i den økonomiske plan.
Men det helt overordnede problem for Fogh er, at de offentligt ansatte vil
have mere i løn og bedre arbejdsforhold.
Ikke nok med det: SoSu-assistenterne har markeret, at de
– og andre offentlig ansatte
– er parate til at strejke for det.
Fogh-regeringen risikerer allerede i efteråret og i hvert fald ved
overenskomstforhandlingerne i 2008 at stå over for en bred og populær
strejkebevægelse. Det er vel at mærke en strejkebevægelse, der ikke som så mange
andre handler om at forsvare sig mod nedskæringer og forværringer, men tværtimod
skal sætte magt bag et markant offensivt krav om 5.000 kr. mere i løn.
Og selv om regeringen får hjælp af Socialdemokraterne og dele af
fagbevægelsens ledelse, som advarer mod urealistiske krav og mod strejker, så
kan regeringen ikke isolere de offentlige ansatte. Det er åbenlyst, at den
offentlige sektor ikke kan skaffe den nødvendige arbejdskraft, hvis ikke løn- og
ansættelsesforhold forbedres voldsomt. Bl.a. derfor har de en stærk opbakning
fra store dele af befolkningen – en solidaritet,
som oven i købet er stærkest blandt andre lavtlønnede.
Uanset om der bliver udskrevet valg i de kommende uger eller ej, er
venstrefløjens opgave nu at bidrage til, at VK-regeringen og den snigende
liberalisme for alvor rammer velfærdsmuren. Det kan vi gøre på mindst tre
fronter:
- Den velfærdskamp, som finder sted i forbindelse med de kommunale
budgetter. Her handler det om at organisere brugere og ansatte omkring deres
krav til budgetterne, at vinde gehør for, at de –
helst sammen – strejker og på anden måde
aktionerer for kravene. Samtidig er det afgørende, at Enhedslistens
kommunalbestyrelsesmedlemmer følger en linje, der opmuntrer til at stille
krav og mobilisere for dem – og selvfølgelig
undgår at bliver fanget i forhandlinger og forlig, som undergraver og
svækker aktiviteterne.
- Den landsdækkende aktionsdag for velfærd, 2. oktober. Efter at
SoSu-assistenterne har sat strejkevåbnet på dagsordenen i velfærdskampen har
vi et godt afsæt for at arbejde for, at det bliver en landsdækkende
strejkedag, både på offentligt og private arbejdspladser. Og venstrefløjen
må allerede nu arbejde for, at aktionsdagen bliver forberedt og organiseret
på gulvplan med arbejdspladsmøder, fagforeningsmøder og tillidsmandsmøder.
Dermed kan vi opbygge en organisering, som kan fortsætte aktiviteterne efter
2. oktober
- De offentliges overenskomstforhandlinger i 2008. SoSu-assistenternes
offensive indstilling må præge udtalelsen af kravene. Arbejdspladsmøder,
fagforeningsmøder og tillidsmandsmøder må følge kravenes gang fra
arbejdsplads til forbundsledelser og sikre, at de ikke bliver udvandet
undervejs. Når vi nærmer os forhandlingerne må samme type initiativer
diskutere opvarmningsaktioner for at lægge presse på forhandlingerne og for
at forberede en demokratisk græsrodsorganisering af en overenskomststrejke.
Når valget kommer, har Enhedslisten for alvor mulighed for at bidrage til at
markere sig på velfærdskampen. Ganske vist har Enhedslisten - med SF’s og Villy
Søvndals velfærdsprofil - ikke denne bane for sig selv. Så meget desto mere
vigtigt er det, at Enhedslisten fremstår som den klare antikapitalistiske
venstreopposition, der:
- har velforberedte og vidtgående velfærdsforslag, som synliggør, at
velfærd kræver opgør med liberalismen og kapitalismen
- stiller vidtgående krav om, at finansieringen hentes, hvor pengene er: i
de store multinationale og danske virksomheder, kapitalfonde o.l. og hos den
rigeste tiendedel af befolkningen – ikke hos
arbejderklassen.
- ikke bare støtter, men opfordrer til kamp for kravene, og advarer de
offentligt ansatte om, at det også bliver nødvendigt, selv om vi får en
anden regering.
- ubetinget peger på en socialdemokratisk regeringsleder, men lige så
ubetinget lover også at være venstreopposition til en S-R-SF-regering.
SAP’s hovedbestyrelse, 25. august 2007
Bliv medlem af SAP!
SAP er en revolutionær socialistisk organisation.
Vi arbejder som en del af Enhedslisten og SUF på at opbygge og styrke disse
organisationer. Målet er at skabe et aktivt handlende parti og ditto
ungdomsorganisation, der bidrager med handlingsforslag og politiske perspektiver
til de aktuelle sociale mobiliseringer og ved en egentlig samfundsomvæltning.
SAP er også den danske afdeling af 4. Internationale, en global organisation
for revolutionære socialister.
Læs mere på
www.sap-fi.dk
Vær med i arbejdet -
bliv medlem af SAP -
kontakt os på:
sap@sap-fi.dk
