| Folkeafstemning om EU-traktaten! |
|
Siden folkeafstemningerne i Frankrig og Holland har det stået klart, at EU kun havde to veje ud af krisen: Enten en gentænkning af hele projektet, hvor befolkningen blev inddraget, og hvor befolkningens interesser blev sat i centrum. Eller en forsættelse af det nuværende projekt, hvor befolkningerne - og demokratiet - i stadig større omfang blev afkoblet.
EU-topmødet i Bruxelles den 21-23. juni viste tydeligt hvilken vej EU-lederne har valgt. Med en legendarisk tysk grundighed har Angela Merkel og hendes embedsmænd sat sig for at eliminere enhver mulighed for direkte folkelig indflydelse på EU's fremtid. Kun i Irland er der nu en forfatningsmæssig forpligtelse til at afholde en folkeafstemning - og selv den er man gået i gang med at undersøge om man ikke kan underminere.
Også på det indholdsmæssige plan viste topmødet, at EU-lederne er bedøvende ligeglade med hvad deres befolkninger mener. Selvfølgelig er der sket nogle kosmetiske ændringer for at vise "at vi tager befolkningen alvorligt".
F.eks. har man opgivet at kalde EU's love for love, men vil fortsætte med at kalde dem direktiver og forordninger. F.eks. vil man ikke kalde EU's kommende udenrigsminister for udenrigsminister, men for "EU's høje repræsentant for udenrigs- og sikkerheds-politik". Og f.eks. vil man ikke kalde traktaten for en forfatnings-traktat, men for en reform-traktat.
Når det gælder de kosmetiske ændringer kender kynismen i det hele taget ingen grænser. F.eks. blev det udlagt som en stor sejr for den nyvalgte franske præsident Sarkozy, at ordene "fri og lige konkurrence" blev fjernet fra formålsparagraffen. Så kan han nemlig tage hjem og fortælle de franske vælgere at deres modstand mod det liberalistiske EU er blevet hørt. Men virkeligheden er, at ordene blot er flyttet til en selvstændig protokol og kommissionsformand Barroso kunne småfilosoferende påpege, at konkurrence naturligvis ikke er et selvstændigt mål, men et middel!
På enkelte områder var der en reel uenighed mellem topmødedeltagerne. Det gjaldt spørgsmålet om stemmevægte, hvor ikke mindst Polen satte sig imod et system, hvor de 3-4 største af EU's 27 lande reelt får den helt afgørende indflydelse på Unionens udvikling. Men også her blev retningen fastholdt, kun den konkrete ikrafttræden blev udskudt med nogle få år. Kort sagt skal man være mere end almindelig godt begavet for at se den store forskel mellem den forfatningstraktat, som franskmændene og hollænderne forkastede, og så den reform-traktat, som EU-lederne blev enige om Sankt Hans aftens dag!
Derfor er det selvfølgelig en oplagt opgave at arbejde for at sikre folkeafstemninger i alle de EU-lande, hvor det overhovedet er muligt. Den tid er forbi hvor kravet om folkeafstemninger var et lidt eksotisk fænomen for danske EU-modstandere. Tværtimod viser flere undersøgelser, at i langt de fleste EU-lande ønsker et flertal af befolkningen at tage direkte stilling til resultatet.
Det gælder heldigvis også fortsat i Danmark, hvor en Vilstrup-undersøgelse viste at 70% af befolkningen bakker op bag en folkeafstemning. Dermed er ønsket om en folkeafstemningen nået langt ud over den traditionelle ja/nej-splittelse omkring EU og er blevet en del af en demokratisk reaktion mod et politisk system, som bliver stadig mere autoritært og udemokratisk.
Det er venstrefløjens pligt at kaste sine kræfter ind i denne demokratiske kamp, bl.a. med en landsomfattende underskriftsindsamling for en folkeafstemning om den nye EU-traktat. Og det skal gøres på en sådan måde, at vi giver plads til de hundredetusindvis af almindelige danskere, som så småt begynder at gøre oprør mod magtens arrogance - hvad enten den viser sig overfor Christiania, overfor hårdtarbejdende plejepersonale eller i forhold til EU-spørgsmålet.
Du kan allerede nu klikke ind på nedenstående links til underskriftskampagner startet af Folkebevægelsen mod EU og Junibevægelsen og støtte kravet om en folkeafstemning om EU-traktaten.
http://www.euafstemning.dk og http://x09.eu/da/sign/
SAP’s forretningsudvalg, d. 30. juni 2007.
Bliv medlem af SAP!
SAP er en revolutionær socialistisk organisation.
Vi arbejder som en del af Enhedslisten og SUF på at opbygge og styrke disse organisationer. Målet er at skabe et aktivt handlende parti og ditto ungdomsorganisation, der bidrager med handlingsforslag og politiske perspektiver til de aktuelle sociale mobiliseringer og ved en egentlig samfundsomvæltning.
SAP er også den danske afdeling af 4. Internationale, en global organisation for revolutionære socialister.
Læs mere på www.sap-fi.dk
Vær med i arbejdet - bliv medlem af SAP - kontakt os på: sap@sap-fi.dk