| Der er brug for et nyt ungdomshus i København | |
Efter flere års uro og i nogle tilfælde deciderede gadekampe er der nu blot en tom grund der, hvor der tidligere lå et hus, som sprudlede af initiativ og kreativitet og som samtidig var et symbol på både arbejder- og kvindebevægelsens historie.
Ansvaret ligger hos Socialdemokraterne og de borgerlige partier i Borgerrepræsentationen, der solgte Ungdomshuset på Jagtvej - et hus, som den konservative kulturborgmester Thustrup.Hansen allerede i 1999 indrømmede var givet til de unge og "man kan ikke give en gave og så trække den tilbage igen" (citat fra TV-Lorry 07-03-07).
Alligevel valgte et politisk flertal at sælge huset og efterfølgende give den kristne sekt Faderhuset lov til at smide de unge brugere ud og rive huset ned. Disse politikere har skabt problemet og de har modsat sig enhver åbenlys løsning. Ungdomshusets brugere har ikke alene måttet betragte denne politiske forstokkethed; de er blevet smidt ud af deres tilholdssted og nu har de måttet overvære at huset er blevet smadret af kraner og bulldozere.
Også regeringen har valgt at forsøge at score billige points på konflikten og fremstår som dem, der "forsvarer retsstaten mod forkælede terroristunger". Med fuld opbakning til politiet og meldinger om, at det er forældrenes ansvar, og at de eventuelt burde gøres økonomisk ansvarlige for ødelæggelserne, underkendes ethvert politisk og samfundsmæssigt ansvar for konflikten, der alene gøres til udtryk for nogle få unges individuelle problemer og manglende opdragelse - mens protester mod den øgede ensretning og individualisering, som unge oplever, fuldstændig ignoreres.
Også pressen har et ansvar. Hvad denne konflikt har gjort for den nyoprettede TV2-News, kan ikke måles i reklamekroner - og med 24-timers "breaking news" og en helikopter i luften over Nørrebro har stationen forstået at udnyttet det til det yderste. Resten af pressen har fulgt efter med mere eller mindre velunderbyggede, men altid dramatiserende overskrifter.
At politiet har ladet sig bruge som redskaber i en politisk konflikt kan ikke undre. Politiet har været medansvarlige for eskaleringen af konflikten ved at have en strategi om at "slå først" og opløse lovlige demonstrationer, foretage anholdelser og tåregasangreb på indtil da fredelige demonstrationer.
Samtidig har politiet generelt kørt stemningen op og forsøgt at undergrave forsamlings- og ytringsfriheden ved at opfordre folk til at holde sig væk fra Nørrebros gader. Også ransagninger af private hjem og politiske organisationers lokaler - i nogle tilfælde uden dommerkendelser - samt masseanholdelser og varetægtsfængslinger, der foregår på samlebånd og uden overbevisende individuel retsbehandling, er med til at køre stemningen op og undergrave det retssamfund, politiet hævdes at være garanten for.
I den situation er det ikke mærkeligt, at nogle bliver frustrerede og tyr til vold og hærværk. Det kan heller ikke undre, at nogle grupper udvikler ideer om, at det er den eneste og bedste måde at bekæmpe systemet på. Det er ikke svært at forstå at nogle reagerer sådan.
Men denne forståelse ændrer ikke ved, at det at knuse butiksruder, at smadre almindelige Nørrebro-borgeres biler og ødelægge et gymnasiums bibliotek i bund og grund er usolidarisk. Og det har sammen med bål og brosten fået mange, der støttede Ungdomshuset og dets brugere til at vende sig imod dem og fået andre til at blive hjemme i stedet for at deltage i demonstrationer og lignende.
Der havde været andre muligheder.
Måske stod Jagtvej 69 ikke til at redde. Men man kunne f.eks. have reageret med en forberedt besættelse af en af de andre bygninger, der har været på tale som nyt Ungdomshus, og opfordret støtter og sympatisører til at møde op og danne en permanent bræmme omkring huset.
Måske havde politiet også ryddet det næste hus. Men for hvert nyt hus ville det blive sværere for politiet og for hver ny besættelse ville presset på politikerne blive større. Det var på mange måder den metode, der skaffede Ungdomshuset på Jagtvej for 25 år siden. Men det ville kræve at Ungdomshusets brugere i fællesskab gjorde op med idéen om, at alle skal have lov til at aktionere på hver deres måde og med hver deres metoder, og at alle metoder er lige gode og acceptable.
Denne næsten totale frihed kan fungere til hverdag i et selvstyrende ungdomshus og skabe det frirum, der er behov for. Men denne organisationsform duer ikke, når der skal kæmpes. Den giver ikke resultater, bl.a. fordi den isolerer de aktionerende fra de brede grupper i samfundet, som kunne overbevises om at støtte dem.
Det er ikke lykkedes at gøre kampen politisk. Så længe kamptemaet er uklart, bliver politiet for let opfattet som modstanderen, og så kommer volden for alvor i fokus. Og det er destruktivt for opbakningen.
Derfor er det en vigtig lære at mens den anarkistiske metode er god til at fremelske og styrke kreativitet, så er den mindre god til målrettet konfrontation med hele samfundsmaskineriet.
Kampen er ikke tabt!
Der er brug for kreative og sociale frirum - også i København. Der er brug for selvstyrende ungdomshuse. Det er Københavns Kommunes ansvar at sikre og finansiere eksistensen af disse på linie med idrætshaller, beboerhuse, parker og dagcentre for ældre.
Det ansvar påhviler politikerne i Københavns Borgerrepræsentation og det er ikke et ansvar, de kan løbe fra, fordi der har være vold - også meningsløs vold - i gaderne.
Her og nu kan vi lægge det maksimale pres på politikerne ved:
SAP’s forretningsudvalg, 9. marts 2007
Bliv medlem af SAP!
SAP er en revolutionær socialistisk organisation.
Vi arbejder som en del af Enhedslisten og SUF på at opbygge og styrke disse organisationer. Målet er at skabe et aktivt handlende parti og ditto ungdomsorganisation, der bidrager med handlingsforslag og politiske perspektiver til de aktuelle sociale mobiliseringer og ved en egentlig samfundsomvæltning.
SAP er også den danske afdeling af 4. Internationale, en global organisation for revolutionære socialister.
Læs mere på www.sap-fi.dk
Vær med i arbejdet - bliv medlem af SAP - kontakt os på: sap@sap-fi.dk