| Det betaler sig at aktionere! |
Et stort tillykke til de københavnske lærere og ikke mindst folkeskoleelever, der ved hjælp af protester, nedlæggelse af undervisningen, blokader m.m. fik taget de seneste udmeldte besparelser af bordet. På 20 skoler havde eleverne nedlagt undervisningen og/eller blokeret skolen i uge 5, og yderligere en del skoler havde varslet, at de ville følge trop i uge 6.
Men det blev ikke nødvendigt. Søndag den 4. februar mødtes politikere fra S, R, og og blev enige om at trække de varslede besparelser på folkeskolerne tilbage.
Baggrunden for besparelserne var et underskud opstået som følge af flere års underbudgettering og manglende økonomistyring i forvaltningen.
Forvaltningen havde derfor fremlagt en plan, der med massive besparelser - fortrinsvis på skoleområdet - skulle rette op på økonomien. 180 mio. af forvaltningens underskud skulle afdrages over flere år, mens 135 mio. kr. skulle afdrages i 2007. Det er dette sidste beløb, der nu i stedet dækkes ind, dels ved administrative besparelser i samtlige forvaltninger og dels ved et håb om flere ulovlige parkeringer og mindre sne i København end budgetteret.
Sejren skal nu bruges til at holde gejsten oppe og være klar til efterårets budgetforhandlinger. S, SF og R’s tilbagetrækning af besparelserne for i år er nemlig ikke fulgt op af en erkendelse af, at både skoler og daginstitutioner trænger til et gevaldigt løft efter flere års udsultning.
Tværtimod lægger de fortsat op til en langsigtet plan for at afdrage resten af forvaltningens gæld. Og de samme politikere viser fortsat ingen vilje til at bryde med regeringens princip om at holde væksten i den offentlige sektor i ro, mens samfundsvæksten og det private forbrug buldrer derudaf.
Der er dermed lagt op til yderligere kampe i forbindelse med budgetforhandlingerne til efteråret.
Denne sejr skal bruges som udgangspunkt for en offensiv linie, hvor elever, lærere, pædagoger og forældre ikke blot afviser besparelser, men også stiller offensive krav, så skoler og daginstitutioner kan levere den kvalitet, som alle (siger de) ønsker - og hvor de forbereder aktioner til at bakke kravene op.
SAP’s forretningsudvalg, fredag den 9. februar 2007
Bliv medlem af SAP!
SAP er en revolutionær socialistisk organisation.
Vi arbejder som en del af Enhedslisten og SUF på at opbygge og styrke disse organisationer. Målet er at skabe et aktivt handlende parti og ditto ungdomsorganisation, der bidrager med handlingsforslag og politiske perspektiver til de aktuelle sociale mobiliseringer og ved en egentlig samfundsomvæltning.
SAP er også den danske afdeling af 4. Internationale, en global organisation for revolutionære socialister.
Læs mere på www.sap-fi.dk
Vær med i arbejdet - bliv medlem af SAP - kontakt os på: sap@sap-fi.dk