Velkommen til strukturreformens nye Danmark

Så er det år 0 med den nye strukturreform.

1. januar vågnede vi op til et nyt Danmarkskort. I første omgang gik det langt bedre end forventet. På trods af enkelte lokale problemer gik den umiddelbare sammenkøring af EDB-systemer og ændringer forbløffende gnidningsløst og frygten for et kaos, der var langt større end det man risikerede ved det højt-profilerede årtusindskifte, viste sig i første omgang at være grundløs.

Næste skridt bliver så at få medarbejdere fysisk på plads og få alle systemer - ikke blot - til at tale sammen i den nye struktur.

Men hvorfor er det vi skal igennem alt dette? Har strukturreformen nogen betydning for andre end de stakkels kommunale og amtsansattte, der nu flyttes rundt til nye arbejdssteder og -funktioner?

Regeringen har forsøgt at sælge reformen som en styrkelse af det lokale demokrati og som en forbedring af "servicen" for den enkelte bruger.

Problemet er, at snarere end en styrkelse af det lokale demokrati handler reformen om at afdemokratisere på en række områder.

Regeringen har talt om stordriftsfordele og henvist til muligheden for at spare på de administrative omkostninger både i forvaltningerne og f.eks. ved at sammenlægge små skoler. Det er ikke nødvendigvis en serviceforringelse at sammenlægge to små skoler. Udover at der spares nogle administrationsomkostninger kunne det tænkes at den ny og større skole ville være lige så god eller bedre.

Men hvorfor gennemføre en kostbar kommunesammenlægning for at gennemføre skolesammenlægningen? Så handler det måske alligevel om at tage beslutningen i et forum, der ikke er så følsomt overfor lokale protester.

Som en af de socialdemokrater, der fra starten støttede regeringens forslag har udtalt: det er nemmere at lukke en skole når man ikke møder borgerne til daglig i Brugsen.

De virkelige pointer i strukturreformen skal findes et helt andet sted end i spørgsmålet om en billigere, mere effektiv og brugervenlig offentlig sektor.

For det første skal større dele af den offentlige sektor overlades til det private erhvervsliv.

Reformens centralisering af den politiske beslutningsproces på færre kommuner og regioner skal gøre det lettere at gennemføre "velfærdsreformer". Reformen skal også gøre det muligt med mere "markedsstyring", store kommuner skal gøre det mere oplagt med udlicitering og "frit valg". Med større kommuner følger større ordrer og dermed større chance for økonomisk gevinst til de private firmaer.

For det andet skal stadig flere af de institutioner, som stadig formelt er kommunale eller statslige, drives, som om de var private virksomheder, hvis vigtigste formål er at give overskud.

Det klarer man ved at gøre en række institutioner til en slags selvejende institutioner, som hver især skal løbe rundt økonomisk. Formelt set er de offentlige, men beslutningerne træffes af selvstændige bestyrelser i stedet for som hidtil af politikere, som i det mindste kunne drages til ansvar hvert fjerde år.

Det behøvede ikke være så galt, hvis det var de ansatte og brugerne, der fik større magt på bekostning af politikerne. Men det er ikke det, der sker - f.eks. med gymnasierne. I stedet udpeger ministre og borgmestre "uafhængige" personer til bestyrelsen, som i øvrigt ofte viser sig også at være direktører eller bestyrelsesmedlemmer i private virksomheder, og de er først og fremmest er uafhængige af vælgere, brugere og ansatte.

Regeringens oprindelige betegnelse for forslaget til strukturreform var "Det nye Danmark". Og dette er langt mere præcist og ærligt end det mildest talt uspændende navn "strukturreform". Reformen er et vigtigt led i regeringens langsigtede plan for at omdanne Danmark til et liberalistisk samfund. Kommuner og amter/regioner står for centrale velfærdsydelser indenfor sundhed, omsorg, uddannelse osv. At undtage disse områder for lokal demokratisk kontrol, til fordel for central politisk styring i kombination med markedskræfternes hærgen er et klart skridt væk fra det de elementer af solidaritet, vi kender i dag, og i retning af et samfund, der i endnu højere grad bygger på den stærkes ret og pengenes magt.

SAP’s forretningsudvalg, 12. januar 2007

Bliv medlem af SAP!

SAP er en revolutionær socialistisk organisation.

Vi arbejder som en del af Enhedslisten og SUF på at opbygge og styrke disse organisationer. Målet er at skabe et aktivt handlende parti og ditto ungdomsorganisation, der bidrager med handlingsforslag og politiske perspektiver til de aktuelle sociale mobiliseringer og ved en egentlig samfundsomvæltning.

SAP er også den danske afdeling af 4. Internationale, en global organisation for revolutionære socialister.

Læs mere på www.sap-fi.dk

Vær med i arbejdet - bliv medlem af SAP - kontakt os på: sap@sap-fi.dk