Fattigdom skaber ikke arbejdspladser

Julehandlen vil igen slå alle rekorder. Men der er en gruppe i det danske samfund, der ikke kan være med i forbrugsræset. Og mens det diskuteres på livet løs, om eventuelle skattelettelser skal ske i toppen, midten eller bunden, så bliver disse mennesker kørt længere og længere bagud af dansen.

Der kan være mange grunde til, at disse mennesker ikke er i beskæftigelse.

Men regeringen har besluttet at der kun er én mulig årsag til, at nogle mennesker ikke er i stand til at finde fodfæste på arbejdsmarkedet: det kan ikke betale sig for dem at arbejde.

De selv samme Venstre- og Konservative politikere hylder jo gang på gang det frie markeds evne til at regulere samfundet på bedste vis. Ifølge deres liberalistiske lærebøger foregår det på denne måde: Når der bliver udbudt for få varer i forhold til, hvor stor efterspørgslen er, så stiger prisen på denne vare. Resultatet er, at efterspørgslen falder, fordi varen er for dyr, og udbuddet stiger, fordi det bedre kan betale sig at levere varen. Og så er alt faldet på plads. Så man fristes til jo til at foreslå, at hvis minimumslønnen (prisen på varen arbejdskraft) er så lav, at det ikke kan betale sig at arbejde, så kan de jo bare sætte lønnen op.

Men regeringen vil en anden vej. Den siger, at problemet er, at kontanthjælpsmodtagere, der samtidig får f.eks. boligsikring og fripladser i daginstitutioner, modtager så fyrstelige summer fra de offentlige kasser, at dette holder dem tilbage fra at arbejde.

Med den begrundelse svinger de pisken og skærer på ydelserne for at "motivere" de arbejdsløse til at søge arbejde.

Men hvad er det for beløb vi taler om? F.eks. har en flygtning på starthjælp ifølge Vismændene i det Økonomiske Råd 4.600 kr. om måneden - inden de faste udgifter er betalt. Dette kan man sammenholde med en lov fra skatteministeren, der siger, at man ikke opkræver gæld fra folk, der har mindre end 4.600 kr. tilbage om måneden - efter de faste udgifter er betalt. Begrundelsen er at man ikke kan leve for færre penge i Danmark.

Også almindelige kontanthjælpsmodtagere rammes. Fra 1. april 2007 vil par, hvor begge er på kontanthjælp, miste en del af støtten, hvis de ikke lever op til et krav om at arbejde mindst 300 timer om året.

Når man tvinger folk til at forsøge at klare sig for et beløb, der ligger under, hvad man i andre sammenhænge betegner som eksistensminimum, skaber man ikke motivation til at "tage sig sammen" og forsøge at finde et arbejde. Man skaber udstødelse, social armod og opgivelse.

Regeringsflertallet ved godt, at lavere ydelser ikke skaber flere arbejdspladser. De to fætre fra Dansk Folkeparti har da også med deres sædvanlige ærlighed erklæret, hvad den egentlige mening med starthjælpen til flygtninge og indvandrere er: det har ikke noget at gøre med at "det skal kunne betale sig at arbejde". Det handler om at skræmme udlændinge væk fra Danmark.

Men derudover er hovedformålet et helt andet. Det er at presse de arbejdsløse til at stille færre krav til det arbejde, de søger.

Og ikke engang det vil nødvendigvis skaffe dem i arbejde. Men det vil - håber regeringen og arbejdsgiverne - lægge et pres på dem, der allerede er i arbejde. De vil være mere tilbøjelige til at acceptere lavere løn, flere arbejdstimer, højere tempo og dårligere arbejdsmiljø, end de gør i dag - og de vil i hvert fald holde igen med krav om forbedringer, når der står andre parat til at tage deres arbejde uden for store krav.

Derfor er det ikke kun - men bestemt også - af hensyn til dem, der står uden for arbejdsmarkedet, at hele fagbevægelsen og venstrefløjen må slås for højere ydelser. Det er også et led i forsvaret for alles løn- og arbejdsforhold.

I sig selv vil ordentlige leveforhold for de arbejdsløse virke helt modsat af regeringens påstande. Det vil være med til at skabe det personlige, daglige overskud, som ofte er nødvendigt for at søge arbejde og for at skaffe sig de ekstra kvalifikationer, der er nødvendige til de ledige stillinger.

Mennesker, som på grund af dårlig skolegang, dårlige konjunkturer eller af andre grunde, længe eller altid har været uden arbejde, har brug for både økonomisk, social og uddannelsesmæssig støtte. Det er nødvendigt hvis de - og deres børn - skal have en chance ikke blot på arbejdsmarkedet, men i samfundet som helhed.

SAP’s forretningsudvalg, 15. december 2006

Dette er den sidste ugekommentar i 2006. SAP’s forretningsudvalg holder ferie.
Den næste ugekommentar udgives fredag den 5. januar 2007.