SF undergraver alternativet

SF har indgået en politisk aftale med Socialdemokraterne.

En del af aftalen er, at SF lover at pege på Helle Thorning-Schmidt som regeringsleder efter næste valg. Det er der ikke noget nyt i. Det har SF altid gjort. Hvem skulle et venstrefløjsparti i den nuværende situation ellers pege på? SF blev da også grundigt til grin, da Holger K. Nielsen efter et valg stillede betingelser for at pege på Nyrup som regeringsleder. Efter en times forhandlinger afviste Socialdemokraterne alle betingelsern, hvorefter SF selvfølgelig alligevel pegede på Nyrup.

Det nye i aftalen er, at de to partier på en række punkter har aftalt, hvilken politik der skal føres af Thorning-Schmidt-regering. I aftalen indgår:

• nogle lettelser på indvandrer- og flygtningepolitikken,
  men Socialdemokraterne står fast på, at 24 års-reglen og tilknytningskravet fastholdes;
• nogle meget vage hensigtserklæringer (f.eks. "en bedre tone i indvandrerdebatten")
• nedsættelse af en skattepolitisk kommission, som er helt fri til at foreslå, hvad som helst, men intet af det vil blive gennemført i den kommende regeringsperiode, fordi skattestoppet vil stå fast helt frem til det følgende valg.

Med SF’s accept af, at skattestoppet er urørligt, har partiet klart og tydeligt slået fast, at en ny regering ikke vil ændre noget væsentligt i forhold til VK-regeringen på et af de vigtigste områder, velfærdspolitikken. Det punkt, hvor Venstre, Konservative og DF i dag står allersvagest.

Hvordan skulle en ny regering kunne genoprette bare nogle af Fogh-regeringens nedskæringer, når den på forhånd har afskåret sig fra muligheden af at øge beskatningen af kapitalejere, spekulanter og af folk med høje indtægter og formuer.

Allerede for et års tid siden lovede Socialdemokraterne at opretholde skattestoppet. Men nu får befolkningen så klar besked om, at det største venstrefløjsparti ikke vil gøre noget for at presse Socialdemokraterne væk fra denne kurs.

Signalet om, at en ny regering ikke vil betyde store forandringer, risikerer at redde Fogh-regeringen fra et nederlag ved næste valg. Hvis politikken ikke er så forskellig, hvorfor så flytte sin stemme i forhold til sidste valg, vil mange tænke.

På den anden side kan ønsket om at slippe af med Fogh være så stærkt, at der bliver mulighed for et regeringsskifte på trods af Socialdemokraternes og SF’s udmeldinger.

Men hvis de også står fast på at føre Fogh-politik-minus-ti-procent i en kommende regering, så vil sådan en regering ikke kunne vække begejstring, og den vil meget nemt bane vejen for en hurtig VK-tilbagekomst.

SF er blevet belønnet med slesk socialdemokratisk tale om, at partiet er et "muligt" regeringsparti. Men partiet har samtidig gjort det mindre sandsynligt, at vi får sådan en regering, og mere sandsynligt, at dens levetid i givet fald bliver kort.

SF’s fejl er ikke, at de ikke forhandlede sig til mere. De kunne ikke have opnået mere. De har nemlig ikke noget at presse Socialdemokraterne med.

Venstrefløjens opgave er en helt anden.

Den er dels at bidrage til bevægelser og mobiliseringer - som forårets demonstrationer og eftersommerens kommunale protester - der kan presse Socialdemokraterne væk fra deres nuværende politik. Og dels at indgå i en græsrøddernes og bevægelsernes formulering af krav til en ny regering.

Parlamentarisk bidrager venstrefløjen bedst til denne proces, hvis den undlader at binde sig politisk til Socialdemokraternes politik. Helle Thorning-Schmidt skal kun have ét løfte fra venstrefløjens partier: Vi stemmer for de forslag, som forbedrer velfærden, miljøet, demokratiet og den internationale solidaritet og mod alt, der går i den modsatte retning.

SAP’s forretningsudvalg, 8. december 2006.