Regeringen i defensiven og politiske protestaktioner genoplivet

Socialistisk Arbejderparti (SAP) afholdt sin 23. kongres i weekenden 2.-3. december. Kongressen diskuterede mobiliseringerne omkring 17. maj mod regeringens velfærdsreform og de kommunale protester i september-oktober.

Som afslutning på diskussionen vedtog kongressen en længere tekst. Vi bringer uddrag af teksten:

Fra indledningen:
For første gang i VK-regeringens levetid har vi oplevet en folkelig mobilisering, som både har opnået konkrete delresultater, bragt regeringen i defensiven og hæmmet regeringens og kommunalbestyrelsernes fremtidige muligheder for at gennemføre sociale nedskæringer, liberaliseringer og privatiseringer.

Fra forberedelserne til 17. maj-demonstrationerne og til afslutningen af de kommunale strejker og blokader umiddelbart efter 3. oktober oplevede vi ikke alene en stribe udenomsparlamentariske aktiviteter, men også nogle steder og i visse faser en demokratisk organiseret basismobilisering.

Fra konklusionerne:
Trods bevægelsens svage udgangspunkt og manglende erfaringer, og trods de socialdemokratiske lederes hæmmende rolle efter 17. maj, opnåede bevægelsen betydelige resultater:

• alvorlige forringelser i regeringens velfærdsudspil blev fjernet,
• i omkring 15 kommuner blev nedskæringer fjernet eller begrænset
• for første gang i dens levetid kom VK-regeringen for alvor i defensiven, og dens handlefrihed er blevet indsnævret i den nærmeste fremtid
• for første gang siden 2001 er et regeringsskifte blevet et realistisk perspektiv
• kampen om velfærden er blevet det centrale politiske tema, og VK’s forsøg på at kamouflere nyliberalismen og fremstå som forsvarere af velfærden kollapsede.

Enhedslistens opgave i den kommende tid er først og fremmest at udnytte det potentiale for mobilisering og for politisk radikalisering, som har vist sig i denne periode, og som stadig eksisterer. Det skal gøres på flere felter:

A) Nye lokale kampe. De kan hurtigt genopstå på kommunale arbejdspladser, når nye nedskæringer trænger sig på, eller blot når de ansatte og brugerne mærker konsekvenserne af de vedtagne budgetter. Men det kan også ske på private arbejdspladser, hvor den høje beskæftigelse kan skabe den nødvendige selvtillid til at stille krav og sætte magt bag.
  Enhedslistens medlemmer må være parate til spotte aktionsmuligheder og tage initiativer, når de opstår. Når aktioner er i gang, skal Enhedslisten bidrage til støtteaktiviteter. Og hvis lokale aktioner breder sig, må Enhedslisten være med til at foreslå koordinering, fælles krav og fælles aktioner.

B) Nye landsdækkende kamp. Anledningen kan være regeringens fortsatte afvisning af at sende flere penge til kommunerne, helt ny lovgivning, men det kan også være de kommende overenskomstforhandlinger.

C) Over alt, hvor vi har muligheden, må vi tage initiativ til at aktivere og organisere nedefra og op: i de faglige klubber på arbejdspladserne, i fagforeningerne, i netværk af brugere af den offentlige service og blandt de uddannelsessøgende.
  Afsættet for disse aktiviteter kan være diskussionerne om organisationernes begrænsede eller manglende bidrag til aktiviteterne fra op til 17. maj og til 3. oktober; det kan være spørgsmålet om støtte til nye aktioner, og det kan være formuleringen af krav til regeringen og til et alternativ.
  Det er gennem dette arbejde, at vi kan skabe kimen til en alternativ ledelse af kommende mobiliseringer.

D) Enhedslisten må på baggrund af erfaringerne diskutere sammenhængen mellem mobiliseringer og parlamentarisk arbejde, herunder "mindste forbedring/mindste forringelse" princippet.

E) Enhedslisten må fortsat udvikle politiske alternativer til regeringen og gang på gang forklare behovet for nye mobiliseringer, herunder perspektivet om en politisk generalstrejke.
  Samtidig må Enhedslistens medlemmer sammen med andre i bevægelserne og organisationerne være med til at udvikle det politiske grundlag, som vil kunne genmobilisere i et endnu større omfang mod regeringen.
  En del af sådan et grundlag må være målsætningen at vælte regeringen og et regeringsalternativ. Hvilket regeringsalternativ, der kan og skal samle bevægelsen, kræver store diskussioner. Men vores fornemmeste opgave må være at sætte fokus på de krav, som vi mener bør udgøre grundlaget for en regering, som er lige så loyal over for arbejderbefolkningen, som Fogh er over for borgerskabet.

F) Forudsætningen for at Enhedslisten kan bidrage til at løse disse opgaver er, at Enhedslisten begynder at organisere sine medlemmer på arbejdspladser og i fagforeninger, på uddannelsessteder og i uddannelsesorganisationer, og at disse organiseringer bliver brugt til at forstå mobiliseringsmulighederne og til at bidrage til at udvikle dem. De første forsøg på dette er allerede i gang.

SAP’s forretningsudvalg, 3. december 2006