Kommunistisk samling?

Weekenden d. 11.-12. november fandt der en "kommunistiske samling" sted, konkret i form af den nye organisation "Kommunistisk Parti".

Selv om SAP i princippet er tilhængere af størst mulig enhed på venstrefløjen, mener vi her at der er god grund til en armlængdes afstand - både til denne "samling" og til denne "kommunisme".

For det første må vi selvfølgelig påpege, at det er så som så med samlingen. Selv om to grupper nu går sammen, er tallet trods alt kun nedbragt fra fem til fire erklærede kommunistiske partier i Danmark.

For det andet er det klart, at den såkaldte kommunisme, der er tale om, i høj grad handler om gammel østblok-nostalgi. De to grupper, der nu går sammen, fungerede i årevis ikke blot som apologeter, men som bombastiske politiske talerør for diktaturerne i henholdsvis lilleputstaten Albanien (DKP/ML) og det mægtige Sovjetunionen (KPiD samt udbrydergruppen KS, "Kommunistisk Samling"). Ironisk nok var de to strømninger hinandens bitre fjender, på trods af det oplagte ideologiske slægtskab.

Mens SAP i årtier sammen med resten af den anti-stalinistiske venstrefløj i Danmark forsvarede østblok-dissidenternes kamp mod det hemmelige politi, mod censur og generel åndelig og materiel indskrænkning, bidrog DKP/ML og KS/KPiDs forgængere i DKP derimod hæmningsløst til den skandalisering af socialismen, som hele venstrefløjen og arbejderbevægelsen i dag lider under.

Men har de ikke forbedret sig? Jo da, DKP/ML udgav f.eks. for nogle år siden en bog om sig selv ("20 års kamp for socialisme"), hvor de i stor grad tog afstand fra deres tidligere politiske praksis og en del af deres arvegods. Dette førte også til et tiltrængt politisk brud med miljøet omkring partiets mangeårige formand Klaus Riis - der efterfølgende stiftede det ultra-stalinistiske APK. Det er også klart, at mange af de nostalgiske kommunister i miljøet gør et godt stykke arbejde i fagbevægelsen, i antikrigsbevægelsen og i mange andre græsrodsbevægelser. Det nye partis avis - Dagbladet Arbejderen- er desuden i vid udstrækning usekterisk og åben over for andre strømninger på venstrefløjen. DKP/ML og Arbejderen har i årevis anbefalet at stemme på Enhedslisten, også selv om partiet selv ønsker og arbejder for en parlamentarisk repræsentation.

Alligevel er det langt fra tilstrækkeligt for et erklæret socialistisk og revolutionært parti at have et så ubearbejdet forhold til pigtrådsocialismen, som det nye Kommunistisk Parti giver udtryk for. Til syvende og sidst må spørgsmålet om socialismen være et kardinalpunkt for et erklæret kommunistparti, der ønsker at erstatte kapitalismen med et helt andet samfundssystem.

Hvis ideen om socialisme igen skal have noget håb om masseopslutning, må vi som socialister have helt krystalklare svar på, hvordan vi forholder os til fangelejrene, tvangsarbejdet og tankekontrollen i de såkaldte socialistiske lande. Og hvis man en gang har accepteret, at målet helliger midlet, og at "min fjendes fjende er min ven" - så er der faktisk god grund til at spørge, om der efterfølgende er foretaget en selvransagelse.

De utallige forbrydelser i socialismens og kommunismens navn er i dag den alvorligste hæmsko for at socialismen igen skal blive en massebevægelse. Og så er det simpelt hen under lavmål, når det nye parti i sit principprogram afskriver hele østblokkens dramatiske sammenbrud med sætningen "et kompleks af økonomiske og politiske faktorer, indre og ydre årsager, objektive og subjektive omstændigheder og praktiske og teoretiske fejltagelser".

For demokratiske og revolutionære socialister er der simpelt hen ikke nogen vej uden om et totalt opgør med stalinismen både som statssystem og som reelt eksisterende ideologi. Særligt ikke, hvis man har en så blakket fortid som de grupper, vi nu fremover vil komme til at kende som Kommunistisk Parti.

SAP’s forretningsudvalg, 17. november 2006