Irak: Mission impossible!

På det seneste har bekymringen for den manglende folkelige opbakning til den fortsatte besættelse af Irak bredt sig langt ind i de herskende cirkler.

Bedst eksemplificeret ved den meget klare opfordring fra den britiske generalstabschef til en hurtig tilbagetrækning af tropperne fra Irak: "Jeg har en hær at passe på, og den vil gennemfører sine aktuelle operationer succesfuldt. Men jeg vil også have en hær om fem og om 10 år. Lad os ikke knække den på denne opgave", sagde general Sir Richard Dannatts.

På den baggrund kan man undre sig over at Bush, Blair og Fogh alligevel har fået lov til at fortsætte besættelsen af Irak. Men hidtil har de haft et modargument, som ganske vist ikke har sikret dem folkelig opbakning til krigen, men så i hvert fald folkelig passivitet. "Hvad sker der hvis vi trækker os ud", har de spurgt kritikerne. "Hvad er alternativet?".

Egentlig er det dybt absurd. Forud for beslutningen om at deltage i krigen mod Irak advarede SF og Enhedslisten Anders Fogh om, at det ville udløse et ragnarok. Det affærdigede Fogh og gik med Bush i krig. Da så venstrefløjens forudsigelser blev til virkelighed, så kræver Fogh at vi skal finde en alternativ løsning på de problemer, som den politik vi advarede imod, har skabt.

Men uanset hvor absurd det er, så er der en kerne af logik i Foghs synspunkt. For det er jo korrekt, at en tilbagetræning af besættelsestropperne ikke på kort sigt vil føre til et fredeligere Irak.

Tværtimod vil tilbagetrækningen af besættelsestropperne formentlig forstærke den borgerkrig, som allerede er i gang. Der er simpelthen handlinger, som er så tåbelige, at man ikke efterfølgende kan gøre dem om - uden igen at skulle betale tåbelighedens pris.

Alligevel er det vigtigt at imødegå Foghs logik. For hvad er konsekvensen?

At Sovjet fra 1979 og frem skulle have fastholdt besættelsen af Afghanistan fordi deres tilbagetrækning uomgængeligt ville føre til at religiøse fanatikere overtog magten? Naturligvis ikke. For selvom det er rigtigt at Sovjets tilbagetrækning førte til disse ulykker, så ville et forsøg på fortsat sovjetisk besættelse blot have øget disse ulykker tifold.

Det samme er tilfældet i Irak. For nylig beskrev en journalist ved Washington Post konklusionen i en hemmelig amerikansk efterretningsrapport, som avisen havde fået fingre i, på følgende måde: "Krigen i Irak er blevet det primære rekrutteringsredskab for voldelige islamiske ekstremister, idet den motiverer en ny generation af potentielle terrorister over hele verden i et antal som kan vokse hurtigere end USA og dets allierede kan reducere truslen".

I virkeligheden er der tale om et altødelæggende argument mod Bush, Blair og Foghs Irak-politik. For én ting er, at hundredetusinder af irakere er blevet dræbt! At over tre million irakere har måttet flygte fra deres hjem og nu befinder sig i internt eller eksternt eksil. At over 3.000 amerikanske og allierede soldater har mistet livet. At krigen koster 12-13 milliarder kroner - om ugen.

Det er alt sammen én ting, hvis altså bare det hjalp. Men hvis alle disse ofre ikke tjener det erklærede formål at "bekæmpe terrorisme", men tværtimod dag for dag skaber flere og flere potentielle terrorister, så er det noget helt andet. Så er det eneste argument, som kunne sikre en vis folkelig opbakning til besættelsen, forsvundet.

Derfor er det nu op til venstrefløjen at tage initiativ til en virkelig bred folkelig bevægelse for tilbagetrækning af de danske tropper fra Irak.

En bred bevægelse, hvor der både er plads til overbeviste anti-imperialister, principielle pacifister og folk, som bare har indset at den danske deltagelse i besættelsen af Irak øger risikoen for terror i Danmark. Kun en sådan bred bevægelse vil i dagens Danmark kunne opsamle styrken til at sætte Foghs Irak-politik på porten!

SAPs forretningsudvalg - 27. oktober 2006