Et venstrealternativ til Lula

Den største overraskelse ved præsident- og parlamentsvalget i Brasilien den 1. oktober var, at Luis "Lula" Ignacio da Silva - det regerende Arbejderpartis kandidat og afgående præsident - ikke blev genvalgt. Med 49,2 procent af stemmerne skal han nu ud i en ny runde den 29. oktober mod højrefløjens kandidat Geraldo Alckmin, som fik 41,6 procent.

Der er flere forklaringer på det overraskende dårlige resultat.

Arbejderpartiet er blevet rystet af en række korruptionsskandaler, eksklusioner, afhopninger. Lula afviste arrogant at stille op i tv-duel med sine rivaler. Dertil kom en pinlig sag i selve valgkampen, hvor kampagnemedarbejdere i PT blev grebet i at have bestilt en smudskampagne mod modstanderen fra et forbrydersyndikat.

Men bag dette ligger den politiske kurs, som PT-regeringen har fulgt de sidste fire år.

Da Lula vandt i 2002 var det en sensation. Arbejdere og fattige jublede, mens erhvervslivet rystede i bukserne - af samme grund. De to dele af samfundet henholdsvis forventede og frygtede, at PT-regeringen ville være en arbejderregering af gavn og Lula en repræsentant fra den underklasse, han stammede fra.

Den forventning kunne man have, hvis man fokuserede på PT’s etablering som en sammensmeltning af kristnes modstand mod militærdiktaturet, aktive fagforeninger, militante bondebevægelsers kamp for jorden og socialistiske venstrefløjsgrupper og partiets rødder i alle dele af underklassen i Brasilien.

Men for den, der nøje havde gransket Lulas politiske udmeldinger i årene frem til 2002, var det tydeligt, at det ville kræve en omfattende folkelig mobilisering, hvis PT-regeringen for alvor skulle føre en politik for underklassen. Jo tættere man kom valget, jo mere afdæmpet blev Lula, og jo flere løfter om ikke at genere den brasilianske kapital, de multinationale og den amerikanske imperialisme udstedte han.

Og da Lula først satte sig i præsidentstolen, blev det endnu værre.

Regeringen har ikke engang formået at gennemføre ret meget af det, som PT trods alt lovede. Blot et eksempel: De brasilianske banker har tjent flere penge under Lula-regeringen end under den foregående socialdemokratiske regering. 520 miljarder réis (over 1.500 mia. danske kroner) har bankerne tjent på, at regeringen pligtskyldigt har betalt af på stasgælden. Til sammenligning er det blevet brugt cirka 15 mia. kroner på et program, som skal hjælpe fattige familier.

Kort fortalt valgte Lula-regeringen at fortsætte den neo-liberale kurs, som den socialdemokratiske forgænger havde lagt. For flertallet af Brasiliens fattige har Lulas regering ikke gjort den store forandring.

Det skyldes, at regeringen aldrig har taget en konfrontation med erhvervslivet, finanskapitalen og de imperialistiske interesser. I modsætning til Chavez i Venezuela og Morales i Bolivia har Lula på intet tidspunkt udfordret de udenlandske investorer eller de nationale storkapitalister, men tværtimod satset på et kompromis med borgerskabet.

Venstrefløjen i PT kom hurtigt i konflikt med denne kurs. Et afgørende punkt var forringelserne i pensionsreformen. Tre senatorer blev ekskluderet fra partiet, fordi de nægtede at stemme for, og de dannede efterfølgende partiet PSOL (Partiet for socialisme og frihed) sammen med andre socialister. Flere og flere fra Arbejderpartiets venstrefløj fulgte efter.

Med venstrefløjens nederlag i kampen om formandsposten i Arbejderpartiet sidste år, samtidig med konsolideringen af PSOL, forekommer et fortsat engagement inden for Arbejderpartiet efterhånden uden perspektiv for Brasiliens revolutionære venstrefløj. De fleste af Fjerde Internationales medlemmer har derfor satset på opbygningen af PSOL.

En af dem er PSOL’s præsidentkandidat, den populære eks-senator Heloisa Helena. I valget opnåede hun 6,85 procent. Hendes Venstrefront fik valgt tre deputerede til de delstatsparlamenterne og tre deputerede på forbundsniveau.

PSOL havde før valget en senator, syv deputerede i delstaterne og fire på forbundskongressen - alle dengang valgt på Arbejderpartiets liste. Det er en tilbagegang, og for Heloisa Helena et dårligere resultat end mange meningsmålinger forudså. Men ikke noget dårligt resultat, især ikke i betragning af den korte tid, partiet har eksisteret.

PSOL og den Venstrefront, som partiet indgik i, har fået markeret, at der eksisterer et seriøst alternativ til venstre for Arbejderpartiet. Men resultatet for PSOL viser også, at det er en lang og sej proces at opbygge et politisk alternativ.

Allerede da Arbejderpartiet vandt regeringsmagten forudså vi, at regeringen ville skuffe vælgerne, og at PT-ledelsen ikke havde til hensigt at tage et opgør med storkapitalen. Venstrefløjen kunne have valgt allerede dengang at bryde ud af partiet. Det ville have ført til politisk isolation og ikke blive forstået af flertallet i den fattige befolkning, hvor forventningerne var store. Det ville have været en sekterisk linje.

Forudsætningen for, at PSOL i dag fremstår som spiren til et troværdigt antikapitalistisk alternativ for mange aktive i fagbevægelsen, blandt de jordløse og de fattiges organisationer - er de erfaringer og de politiske kampe, som er ført med og i Arbejderpartiet. Valgresultatet viser, at der er plads til en socialistisk venstrefløj i Brasilien, som ikke accepterer Arbejderpartiets socialdemokratiske kurs - men også, at der stadig er mange udfordringer forude.

Mindst tre fire vigtige konklusioner kan man altså drage af den brasilianske udvikling:

• At der er yderst snævre rammer for, hvad man kan forvente af en venstrefløjsregering, som hverken er kommet til magten ved hjælp af folkelige mobiliseringer eller selv opmuntrer og bidrager til at skabe mobiliseringer.
• At selv om arbejderledere svigter deres valgløfter og deres bagland, kræver det mange praktiske erfaringer og politiske kampe, før arbejderklassens flertal mister troen på dem og søger til mere radikale partier.
• At det på et tidspunkt bliver nødvendigt den socialistiske venstrefløj at vise, at der er et politisk og organisatorisk selvstændigt alternativ.

SAP’s forretningsudvalg, 13. oktober 2006.