Oprør mod topstyrede universiteter

Med et snuptag afskaffede regeringen i 2003 den akademiske frihed og det hårdt tilkæmpede demokrati på universiteterne. Ikke mange reagerede synligt, da regeringens universitetsreform rullede kampen årtier tilbage.

Før 2003 sikrede en forholdsvis stor pulje ”basismidler” rammerne for fri og kritisk forskning og uddannelse. Nu skal der være kortere fra ”tanke til faktura”, som regeringen poetisk formulerer det.

Før 2003 skulle rektor og institutleder vælges af de ansatte og de studerende på universitetet. Nu skal rektor ansættes af en bestyrelse med overvægt af folk udefra, blandt andet fra det private erhvervsliv. Og rektor kan enevældigt udpege institutlederne.

Resultatet? - ”Engang skulle der mange idioter til, før det kunne gå galt. Nu behøver man kun én idiot,” som en lektor fra DTU tørt konstaterede i Information.

”Reformen får nok ikke den store betydning i praksis”, tænkte folk måske i 2003. Men man undervurderede konsekvenserne af højrefløjens fatale cocktail med 3 dele privat erhvervsliv, 2 dele økonomisk afpresning og 5 dele topstyring. Shaken, not stirred.

At universiteterne bevæger sig fra at være statsligt finansierede demokratiske enheder til at være privat finansierede, diktatoriske enheder tjener selvfølgelig ikke ”samfundets” interesser i bred forstand. Det tjener kapitalens interesser i snæver forstand. Markedet kender kun kortsigtet og populistisk kvalitet og iskold profit.

På RUC har de mærket, hvad en manager i slips og blanke sko kan udrette, når han kommer flyvende ind fra højre, sætter sig på rektorstolen med godt 1 million i lønningsposen, og begynder at indrette alt efter neoliberale trylleformularer. Uden at give fem flade ører for, hvad de studerende og de ansatte måtte mene om hans ”visioner”.

Så længe den gamle rektor sad med korslagte arme og sagde ”Niks!”, hver gang regeringen udstak en ordre, mærkede RUC i praksis ikke meget til det amputerede demokrati. Det gør de nu.

Forskere er blevet bange for deres egen skygge og ikke helt uden grund:

Flere er blevet fyret for at være for åbenmundede. Kritiske forskere bliver kaldt til kammeratlig afklapsning på rektors kontor, og truet på den akademiske og politiske karriere.

Det tekniske og administrative personale knurrer i krogene over stigende overbelastning og nedslidning.

Og de studerende aner ikke hvad der foregår omkring dem. De har mere end nok at gøre med at manøvrere mellem op til tre forskellige studieordninger, som ingen vejledere kan guide dem igennem. Fordi heller ikke de kan gennemskue de snirklede systemer, der er resultatet af en helt grotesk detailstyring fra Christiansborg. Ikke så få studerende bliver ufrivilligt forsinket og kommer i bekneb med SU-klip, fordi de ender i en af systemets blindgyder.

Der findes bestemt rebeller blandt de universitetsansatte, men de er i mindretal. Derfor skal initiativet komme fra de studerende. Det er ikke nok at vælge et par repræsentanter til de officielle organer og lave et par spektakulære aktioner her og der. Det skal også til, men behovet for det opbyggende og bredt mobiliserende arbejde er nu en tvingende nødvendighed.

Det, der virkelig rykker, er daglig mobilisering af medstuderende, så de stopper op og forholder sig aktivt til udviklingen. Det kræver en hel del prestigeløst fodarbejde og en bevidst indsats i alle dele af processen - som fx at indkalde møder åbent, holde møderne strukturerede og inkluderende, sørge for at tale med de nye i pauserne, diskutere med sine medstuderende i frokostpausen og huske at invitere andre end sine venner til bannerdrop.

På RUC kører de kanonerne i stilling på flere fronter. De nye aktivister, som er blevet mobiliseret gennem vinterens og forårets aktiviteter, er gået ind i Studenterrådet og bruger det som platform for aktivisme. Der er sat gang i en RUC’ers By Choice kampagne - en kampagne fyldt med lir og positiv identifikation, men også med reelle krav, som fx et studenterhus på campus, en profit-fri kantine og en genindført gruppeeksamen.

Efter en heftig sag om censur i universitetsavisen, RUCnyt, er en gruppe aktivister gået sammen om at udgive en uafhængig universitetsavis. Utallige studerende, ansatte og tidligere RUC’ere har meldt sig på banen med praktisk, moralsk og økonomisk bistand til projektet. På RUC er uafhængighed, ytringsfrihed og demokrati nu på alles læber. Og selvom projektet ikke var tænkt spektakulært, har pressen vist overvældende stor opmærksomhed.

Netop fordi aktivisterne prioriterer det krævende mobiliserende arbejde og kører en åben og inkluderende stil, har mange studerende, som ikke tidligere var aktive, meldt sig under de studenterpolitiske faner.

Studenterrådet vokser i antal for hvert møde, og opmærksomheden er skærpet hos det flertal af studerende, som før blot tågede rundt.

På trods af den benhårde overvågning og kontrol fra regeringens wonderboy, rektor Poul Holm og hans lakajer, blæser nye vinde over RUC. Med en skøn blanding af opbyggende, ulydig, mobiliserende, vred, glad og spektakulær aktivisme, bliver pessimisme og ligegyldighed forvandlet til optimisme og oprør.

SAP’s forretningsudvalg, 6. oktober 2006.