Landsdækkende strejkedag for velfærd den 3. oktober

Med pædagoger, pædagogmedhjælpere og forældre fra Århus i front spreder der sig i disse dage en protest- og strejkebevægelse mod kommunale nedskæringer på velfærden hen over landet.

Talmæssigt er deltagelsen måske endnu ikke nået op på de 100.000, som deltog i demonstrationerne 17. maj. Men til gengæld er det kollektive aktioner, hvor de ansatte sammen beslutter at nedlægge arbejdet og sammen med andre strejkende diskuterer yderligere aktiviteter, og der aktioneres direkte, hvor nedskæringerne rammer.

Det er ikke første gang, der gennemføres barske nedskæringer i kommunerne.

Ofte har både ansatte og bruger bare bøjet hovedet og accepteret. Når strejkebevægelsen breder sig netop i år, skyldes det flere ting:

• nedskæringerne er mange steder skrappere end tidligere pga. de udgifter, der følger strukturreformen
• nedskæringerne skyldes mange steder ikke, at der mangler penge i kommunekassen, men at regeringen forhindrer kommunerne i at bruge dem
• alle ved, at økonomien er velfungerende, og at der er penge i statskassen, som kunne sendes ud til kommunerne.

I enkelte kommuner - f.eks. Odsherred og Roskilde - gav protesterne hurtigt resultat. Men i de fleste kommuner kan det være svært at tvinge de lokale politikere til at åbne budgetforhandlingerne igen, fjerne nedskæringerne og trodse regeringen.

Skal gejsten holdes oppe, er det nødvendigt, at endnu flere slutter sig til strejkebevægelsen, at den får et samlet fælles perspektiv og at den bliver koordineret på landsplan.

3. oktober er det indkaldt til landsdækkende protestdag, oprindeligt mod sommerens velfærdsforlig i forlængelse af demonstrationerne den 17. maj. De store socialdemokratisk dominerede forbund har mere eller mindre trukket sig ud af den bevægelse, efter at Socialdemokraterne indgik forlig med regeringen.

Men uddannelsesorganisationerne, de politiske ungdomsorganisationer (DSU, SFU og SUF) og enkelte fagforeninger og forbund har indkaldt til demonstrationer på tirsdag kl. 16.00.

Derfor er 3. oktober det rette tidspunkt at demonstrere, at århusianerne og de andre strejkende ikke står alene.

3. oktober må gøres til en landsdækkende strejkedag mod kommunernes og regeringens nedskæringer og for velfærd.

Denne dag opfordrer vi alle nedskæringsramte kommunalt ansatte til at nedlægge arbejdet. Men også de ansatte i andre kommuner må med for at støtte deres kolleger, og fordi der ikke findes en kommune i landet, der ikke kunne trænge til et velfærdspolitisk løft.

Endelig må vi have private arbejdspladser med den 3. oktober. Ansatte i det private er brugere af den kommunale service og har derfor en direkte interesse i at bekæmpe nedskæringerne.

Sådan en fælles landsdækkende strejke- og demonstrationsdag skal:

• kræve, at kommunalbestyrelserne trækker nedskæringerne tilbage, begynder forfra med budgetforhandlingerne, trodser regeringen og vedtager budgetter med velfærdsforbedringer
• kræve, at Socialdemokraterne stopper dobbeltspillet, bryder med de borgerlige i kommunerne og i regeringen, og holder med at deltage i nedskæringerne
• kræve, at regeringen sender de nødvendige milliarder til kommunerne, at de bevilliger flere penge til uddannelserne og trækker velfærdsforligets forringelser især på efterlønnen tilbage

Endelig må strejkebevægelsen kræve, at fagbevægelsen gør sig nyttig og påtager sig ansvaret for at organisere og koordinere den fortsatte kamp.

Enhver tillidsrepræsentant, fagforening og forbund må ikke alene gå til grænsen for, hvad det fagretslige system tillader, men også udfordre det.

Jo flere der bryder med de fagretslige lænker på fagforeningerne, jo sværere vil det blive at håndhæve begrænsningerne i strejke- og aktionsretten.

Uanset hvor mange der går med i strejker og demonstrationer den 3. oktober, skal vi nok ikke regne med, at alle nedskæringer bliver taget af bordet dagen efter. Kampen må fortsætte, udvide sig og udvikle sig i de kommende uger.

Men skal det for alvor blive en samlet bevægelse, der kan lægge pres på regeringen, må strejkerne koordineres. I dag har de strejkende rundt om i landet ikke en oplagt fælles struktur, som kan samle bevægelsen.

I bund og grund er det fagbevægelsens opgave at tage teten. Og det bør ikke skorte på opfordringer til BUPL, FOA, 3F og de andre forbund om at tage opgaven på sig.

Men det er tunge apparater, og det haster. Derfor vil vi opfordre strejkebevægelsens foregangsmænd og kvinder i Århus til fortsat at gå i spidsen. Det kunne f.eks. være Den Kommunale Fællesrepræsentation i byen, som inviterer tillidsrepræsentanter sammen med andre arbejdspladsrepræsentanter valgt til lejligheden, fagforeningsfolk, forældrerepræsentanter og andre brugere af den kommunale service til stormøde i Århus.

Sådan en forsamling kan med autoritet udstikke forslag for den fortsatte kamp.

SAP’s forretningsudvalg, 29. september 2006