Indsamling til libanesiske socialister

SAP topside

Gennem de seneste 10-20 år er de socialistiske kræfter i Mellemøsten blevet stærkt svækket. Det gælder ikke mindst i Israel og Libanon. Den altdominerende rolle i kampen mod zionismen og i den lokale, sociale organisering har mere eller mindre fundamentalistiske islamiske kræfter overtaget.

I den arabiske verden i dag er pladsen til at opbygge en socialistisk venstrefløj ret marginal. Venstrefløjen er ideologisk marginaliseret. Ikke desto mindre er det nødvendigt med en permanent indsats for at genopbygge en socialistisk venstrefløj, og det kan ikke gøres ved at følge i halen på islamisk fundamentalisme.

De islamistiske kræfter - herunder Hezbollah - vil ganske vist gerne bekæmpe Israel, men deres metoder er ikke den demokratiske mobilisering af masserne, men derimod ren væbnet kamp, der i nogle tilfælde inkluderer terrorisme rettet mod civile. Desuden er nogle af disse grupper knyttet til netop de reaktionære regimer, som også må bekæmpes for at forsvare regionens arbejdere og fattige masser og for at påbegynde kampen for et socialistisk Mellemøsten.

I Libanon arbejder en gruppe af Fjerde Internationale sympatisører under navnet Groupe Communiste Revolutionnaire (GCR). De har brug for al mulig opbakning for at kunne fremføre solidariske, radikale og internationalistiske retningslinjer i et land, der er dybt splittet mellem de religiøse grupper, som langt fra er solidariske eller internationalistiske.

”Krigen er stoppet, ja. Men hvor lang tid vil våbenhvilen vare? Og hvad bliver det næste hvis krigen fortsætter? Vil det igen kun gå ud over vores land, eller også andre: Syrien, Iran… Det er umuligt at vide.” Ordene kommer fra Camile Dagher, en veteran på den libanesiske venstrefløj og en af frontfigurerne i GCR. Vi kan hjælpe den libanesiske venstrefløj til at være velforberedte, hvis den zionistiske dødsmaskine slår til igen.

Den lille gruppe af FI-sympatisører i Libanon er hårdt prøvet. Selvom de altid har ligget i skyggen af det dominerende Libanons Kommunistparti, og nu det islamistiske Hezbollah, der tegner sig for den aktive modstandskamp, har folkene omkring GCR aldrig ligget på den lade side. Gruppen mistede næsten halvdelen af sine medlemmer under borgerkrigen, der hærgede det lille Middelhavsland i 15 år.

GCR er en af de få politiske organisationer, der samler medlemmer på tværs af de religiøse skel, der splitter det libanesiske samfund. Som sådan kæmper GCR for, at Libanon gør op med sit konfessionelle politiske system, der deler magten mellem de religiøse grupper, og på den måde fastlåser landet i en splittelse mellem kristne og muslimer og mellem shia-muslimer og sunni-muslimer.

Under Israels netop overståede aggressionkrig mod Libanon kritiserede GCR Hezbollah for at føre en sekterisk modstandskamp. GCR ønsker at opbygge en bred national og progressiv modstandsbevægelse, der bekæmper den zionistiske aggression koordineret med Hezbollah.

Men GCR har haft svært ved få deres budskab ud. Derfor tænker gruppen nu i nye baner for, hvordan de kan få spredt det vigtige radikale, internationalistiske og anti-sekteriske budskab ud til en befolkning, der er præget af så store splittelser at borgerkrigen kan blusse op igen.

Til det formål har de brug for at forbedre deres økonomiske situation for at kunne få lokaler og få trykt materialer til uddeling.

Derfor har Socialistisk Arbejderpartis hovedbestyrelse besluttet at igangsætte en lynindsamling til GCR. Vi opfordrer alle internationalister til at give et bidrag til at genopbygge en stærk libanesisk venstrefløj, der kan være et alternativ til fundamentalismen i kampen mod zionistisk besættelse og frihed.

Indsæt et beløb på Giro 507-3928, Socialistisk Arbejderparti, Studiestræde 24, 1., 1455 Kbh. K. Mærk betalingen ”Libanon”.

SAP’s forretningsudvalg, 8. september 2006