Socialistiske principper under pres i Italien

Kan socialister, internationalister og revolutionære stemme for at sende NATO-tropper til Afghanistan? Det umiddelbare svar fra de fleste vil være Nej.

Ikke mindst i dag, hvor det er tydeligere end nogensinde, at NATO ikke er i Afghanistan hverken for at bevare eller for at skabe fred. NATO-tropperne fører krig, og denne krig indgår i det samlede USA-styrede og NATO-støttede forsøg på at etablere den totale kontrol over regionen. På linje med Irak-krigen, truslerne mod Iran og opbakningen bag Israels krigsforbrydelser i Libanon og undertrykkelse af palæstinenserne.

Alligevel stemte ikke alene det Enhedsliste-lignende parti Rifondazione for fortsat italiensk militær tilstedeværelse i Afghanistan i parlamentet i sommer. Det gjorde også partiets venstrefløj, Kritisk Venstre, herunder flere medlemmer af 4. Internationale i Italien.

Begivenheden illustrerer den udvikling, som brede antikapitalistiske partier kan komme ind i, når de bliver tungen på vægtskålen og lokkes med politisk indflydelse. Og den er et eksempel på de svære valg, revolutionære kan blive stillet over for i denne periode, hvor det er muligt at blive valgt som revolutionær til parlamentet, men hvor der ikke er en magtfuld massebevægelse bag revolutionære krav.

Rifondazione har en anden forhistorie end Enhedslisten. Partiet er udsprunget af det oprindelige store og betydningsfulde italienske kommunistparti, som for cirka 15 år siden ændrede navn og åbnede op for flere andre venstrefløjsgrupper, herunder 4. Internationales organisation.

Siden har det været ude for flere splittelser, hvor forskellige højrefløje er gået. Hver gang over spørgsmålet, om partiet skulle søge tæt koalition med reformistiske og centrum-liberale partier, og om man skulle støtte den slags regeringer.

I en periode udviklede partiet sig hastigt mod venstre og orienterede sig mod de sociale bevægelser og ikke mindst den meget aktive antiglobaliseringsbevægelse. Men efter et nederlag i en folkeafstemning om et af bevægelsernes sociale krav, vendte partileder Bertinotti rundt på en tallerken og fik flertallet i ledelsen med på en kurs, hvor man lod sig indlemme i en samlet opposition til Berlusconi bag tidligere EU-kommissionsformand Roman Prodi.

Oppositionen vandt med hiv og sving valget i foråret, og Rifondazione blev regeringsparti bag en ikke engang reformistisk, men socialliberal politik.

Kritisk Venstre og andre har advaret, argumenteret og protesteret mod denne udvikling i partiet. De stemte imod ved enhver lejlighed, fremlagde alternative perspektiver og organiserede omkring det. Men flertallet har fulgt Bertinotti, bl.a. fordi det har fremstået som den eneste realistiske mulighed for at slippe af med Berlusconi.

Ved valget, der bragte Prodi-koalitionen til magten, fik også venstrefløjen valgt repræsentanter ind. I underhuset har koalitionen et solidt flertal, men i overhuset - senatet - er flertallet kun på to, og Kritisk Venstre har to af Rifondaziones mandater.

Det betød, at de var tungen på vægtskålen, da Prodi stillede sit forslag om at forlænge de italienske soldaters tilstedeværelse i Afghanistan. Ikke fordi Berlusconi og resten af højrefløjen er imod, men fordi de så muligheden for at vælte regeringen, og derfor ikke stemte for.

Omvendt gjorde Prodi Afghanistan-afstemningen til et tillidsvotum og truede med at gå af, hvis ikke han vandt den.

Dermed stod venstrefløjen i alvorlige problemer. Den er utvetydigt imod krigen i Afghanistan. Den havde aldrig lagt skjul på det, men tværtimod aktivt deltaget i antikrigsbevægelsen.

Men for det store flertal af den italienske arbejderklasse og andre progressive var det altafgørende, at Berlusconi ikke fik lov at komme tilbage til magten. Og kun få måneder efter Prodis tiltræden havde han endnu ikke skuffet store dele af sine vælgere med sin økonomiske og sociale politik.

I dette dilemma valgte Kritisk Venstres to medlemmer af senatet efter en omfattende diskussion i fraktionen og i anti-krigsbevægelsen at stemme for krigsdeltagelsen. Men under stor medie-opmærksomhed erklærede de, at de kun gjorde det for at give Rifondazione en frist og en mulighed for at ændre kurs, og at de under ingen omstændigheder ville stemme for, når mandatet evt. skal forlænges igen om et halvt år.

I en tale i senatet sagde Franco Turigliatto fra Kritiske Venstre og medlem af 4. Internationale bl.a.:

”Jeg vil stemme for tillidserklæringen af en eneste grund: af loyalitet over for de vælgere, der har stemt højrefløjen ud og sikrede, at denne regering blev dannet; af loyalitet over for de arbejdere, som i de forløbne uger har bedt om ikke at vælte denne regering, og som har bedt mig om at give dem mulighed for fortsat at vurdere denne regerings handlinger i de kommende måneder.”

Herefter gav han en hård kritik af den italienske deltagelse i krigen.

F.eks. sagde han:

”Hvordan kan vi undgå at indse, at vores soldater bliver betragtede som en besættelsesmagt lige som de andre militære styrker, der deltager i en krig med en tragisk status for civile ofre på 97 % af samtlige døde i krigen.”

Franco Turigliatto sagde, at han opfattede tillidsafstemningen som afpresning og fastslog, at næste gang stemmer han nej, også hvis Prodi kombinerer Afghanistan-spørgsmålet med en tillidsafstemning.

Han sluttede med at henvise til de antikrigs-initiativer, der foregår i Italien og sagde.

”Vi er med i alle disse aktiviteter for at opbygge de stærkeste mulige antikrigs-kræfter inden næste afstemning. Det vil vi gøre på et klart og gennemskueligt grundlag. Vi vil gøre det uden at lade os afpresse yderligere. Vi vil gøre det i fredens og den politiske konsekvens’ navn, vel vidende at vi kun er en del af bevægelsen, men en nødvendig del.”

Kritisk Venstres situation er et eksempel på de dilemmaer og svære taktiske valg, revolutionære i parlamentet kan komme til at stå over for - uanset om de er en del af et konsekvent revolutionært parti eller af et bredere parti med en ledelse, der tilpasser sig det politiske establishment.

I sådan en situation er klare principper som modstand mod imperialistisk krig og afvisning af at tage ansvar for borgerlig økonomisk politik vigtige, men ikke tilstrækkelige.

Det er også vigtigt at vurdere, om ens handlinger vil svække eller styrke bevægelsen uden for parlamentet. Vil de fremme en politisk radikalisering, eller vil de skubbe endnu flere i armene på højrefløjen eller på tilpasnings-politikerne. Vil det splitte det socialistiske parti og isolere venstrefløjen men en lille minoritet og overlade resten til højrefløjsledelsen?

Det er disse overvejelser, venstrefløjen i Rifondazione har gjort. Det er den slags overvejelser, der har fået dem til at stemme, som de gjorde, markere deres holdninger, som de gjorde, og fremsætte de klare advarsler til Prodi og Bertinotti, som de gjorde.

Som revolutionære og socialister i Danmark er det ikke vores første opgave at dømme, om de har truffet det rigtige taktiske valg. Det har vi ikke nødvendigvis forudsætningerne for.

Vores opgave er først og fremmest at arbejde for at standse dansk deltagelse i Afghanistan.

Dernæst skal vi støtte Rifondaziones venstrefløj i den politiske kamp i partiet, sådan som Enhedslistens forretningsudvalg gjorde med et åbent brev til Bertinotti, der opfordrede ham og partiet til at stemme imod.

For det tredje skal vi udveksle erfaringer og diskutere med venstrefløjen i Italien. Det kan også indebære, at vi giver udtryk for vores kritik af de valg, de har truffet, på det grundlag, vi nu har for at bedømme det. Sådan diskuterer vi i 4. Internationale, og hvis højrekursen i Rifondazione fortsætter, må Enhedslisten på et tidspunkt søge direkte kontakte med venstrefløjen i partiet og ikke kun fastholde forbindelser til partiledelsen.

Endelig må venstrefløjen følge og analysere situationen i Italien, så vi er bedst muligt rustet, når vi i Danmark udsættes for samme typer politisk pres og står over tilsvarende svære taktiske valg.

2. september 2006, SAP’s forretningsudvalg.