Vores fjendes fjende er ikke nødvendigvis vores ven

Den aktuelt vigtigste opgave for venstrefløjen i Danmark er at opbygge den bredest mulige modstand mod Israels angreb på Libanon og støtte til en fred uden besættelser. Efter nogle mindre demonstrationer i løbet af sommeren, lykkedes det med demonstrationen i København mandag den 7. august at nå betydelige længere ud - både hvad angår antal deltagere (et par tusind) og hvad angår politisk opbakning (alle de fire oppositionspartier på Christiansborg samt LO og en række fagfor-bund).

Det er en central opgave for venstrefløjen at fortsætte og styrke denne mobilisering. I dette arbejde har vi et særligt problem, som denne ugekommentar fokuser på.

Israels angreb på Libanon har fået grupper på den danske venstrefløj (f.eks. DKPml og IS) til at fremstille Hizbollah som venstrefløjens allierede i kampen mod imperialismen. Det har givet sig udtryk i et ønske om at inddrage Hizbollah i Danmark i diverse demonstrationer, det være sig som taler, medarrangør eller bare en synlig markering. Et eksempel på det var demonstrationen i København, hvor en ISer med megafon førte an i et Hizbollah-talekor, som forsøgte at afbryde en af demonstrationens officielle talere.

Sådanne opfattelser på venstrefløjen er ikke af ny dato, men bygger på antagelsen om at vores fjendes fjende er vores ven. Vi har oplevet det i forbindelse med Irak-krigen, hvor grupper på venstre-fløjen har prædiket solidaritet med Saddam Hussein eller diverse Al-Quida-terrorister med den begrundelse, at de ”er allierede i kampen mod den amerikanske imperialisme”. Vi oplevede det i forbindelse med Kosova-krigen, hvor nogen lige pludselig anså Milosevic som venstrefløjens allierede, fordi han trodsede ”NATO-imperialismen”. Og vi så det helt tilbage i 1930’erne, hvor det stalinistiske tyske kommunistparti så alliance-muligheder med nazist-partiet i kampen mod ”socialimperialismen”.

Ingen tvivl om, at Hizbollah har spillet en central rolle i kampen mod den israelske besættelse og senest i kampen mod det israelske angreb. Men Hizbollah er ikke venstrefløjens ven. Hizbollah (Guds parti!) er politisk islamisme, som ønsker at indføre et præstestyre, hvor Guds ord - fortolket af religiøst lærde - er lov. I en politisk forstand er der tale om et borgerligt parti, som ønsker at opretholde et - dog rentefrit i respekt for koranen - kapitalistisk system. Socialister - såvel i Danmark som i Mellemøsten - står derfor i grundlæggende modsætning til Hizbollah i vores kamp for demokrati, menneskelig frihed og anti-kapitalisme. Hvis man er 30 sekunder i tvivl om det, så skal man blot tænke på, hvad der skete med den iranske venstrefløj, da Hizbollahs forbillede og protegé tog magten i Iran efter Shahens fald i 1979. Og hvis man stadig er i tvivl, så kan man prøve at spørge nogle af de iranske socialister i Danmark, som nåede at flygte, inden de blev myrdet eller indespærret.

Hizbollahs kamp mod Israels aggression har givet Hizbollah stor respekt i Libanon og senest i hele den arabiske verden. Det er selvfølgelig et grundvilkår, som venstrefløjen i den del af verden må tage bestik af.

F.eks. vil det ikke være muligt for en libanesisk venstrefløj at deltage i kampen mod de israelske angreb uden en eller anden koordinering med Hizbollah. Men det gør ikke Hizbollah til venstrefløjens allierede og betyder ikke, at venstrefløjen skal støtte Hizbollah.

I Danmark er opgaven at opbygge den bredest mulige bevægelse bag kravet om fred uden besættelser. Formålet er at sætte den danske regering under pres og dermed svække den front, som bakker op bag Israels - og USAs - angreb på Libanon. Til det formål er Hizbollah ikke nogen hjælp, men en forhindring.

Jo stærkere Hizbollah fremstår i anti-krigsmobiliseringer - med deres anti-semitisme, med deres politiske islamisme, med deres støtte til præstediktaturet i Iran og med deres støtte til militære angreb på civile israelere - jo sværere vil det være at opbygge og fastholde en bred anti-krigsbevægelse.

Konklusionen på dette er, at hverken af ideologiske, politiske eller taktiske grunde skal venstrefløjen i Danmark give nogen som helst plads til Hizbollah i anti-krigsarbejdet. Naturligvis kan det ikke udelukkes at Hizbolah-tilhængere møder op og forsøger at markere sig i diverse aktiviteter. Men præcis ligesom det store flertal på venstrefløjen i går afviste at give en talerstol til Saddam Hussein-tilhængere i demonstrationer mod angrebet på Irak og til Slobodan Milosovic-tilhængere i demonstrationer mod angrebet på Jugoslavien, så skal venstrefløjen i dag uden tøven afvise at stille en talerstol til rådighed for Hizbollah eller i det hele taget arrangere demonstrationer i fællesskab med dem.

Vejen til en folkelig bevægelse i Danmark mod Israels angrebskrige og besættelser går ikke gennem et samarbejde med Hizbollah, men på trods af dem!

SAP’s hovedbestyrelse, 14. august 2006