Helle fører klassepolitik - overklassepolitik!

”I velfærdsforhandlingerne har hun vist, at hun kan det med de sene nattetimer, og at hun formår at trække op de kræfter, der er til rådighed. Det er ikke småting”.  Sådan siger den nyudnævnte socialdemokratiske gruppeformand, Carsten Hansen, om Helle Thorning-Schmidt i et sommerinterview i onsdagens udgave af dagbladet Information.

Nu er det selvfølgelig fortræffeligt, at Helle kan ”det med de sene nattetimer”, men for den almindelige befolkning i Danmark er det måske lidt mere interessant, hvad hun så rent faktisk for ud af sine kvaliteter på det felt til gavn for dem. Og når det gælder velfærdsforhandlingerne må det konstateres, at det ikke er ret meget.

I forhold til regeringens oprindelige udspil er en række ting ændret. Men det er udseendet, der er ændret, ikke indholdet. F.eks. er der ikke længere beskæring af SU’en for studerende, som efter regeringens mening er for længe om det.

Til gengæld bliver universiteterne straffet økonomisk, hvorfor de selvfølgelig vil finde en vej til at undgå de langsomme studerende. Man kan sætte ølse for og man kan sætte ølse bag, pølsen har dog den samme smag.

På andre områder er velfærdsforliget præcis, som regeringen hele tiden har krævet det. Det gælder f.eks. indførelse af den automatiske regulering, som betyder, at efterløns- og pensions-alderen vil stige i takt med stigningen i levealderen.

Så kan man selvfølgelig godt, som Helle og Pia gør, udråbe det til en stor sejr, at efterlønsalderen ”kun” er steget til 62 år. Faktum er, at den - stort set inden denne ændring er trådt i kraft - allerede er steget til de 63 år, regeringen ønskede ved hjælp af det økonomiske pres, som Nyrup-Foghs efterlønsforringelse medførte. Og så vil den vel at mærke fortsætte med at stige i en uendelighed.

Netop aftalen om den automatiske stigning i efterløns- og pensions-alderen afspejler den socialdemokratiske tops totale kapitulation overfor Fogh.

Udgangspunktet var en fælles bekymring om ”at danskerne bruger en stadig større del af deres raske liv med efterløn og pension”, som der står i aftalen.

Men så skulle det vel være klassiske socialdemokratiske politisk i sin egen selvforståelse at søge et eller andet kompromis. Hver gang levealderen stiger et år, så får arbejdslivet den ene halvdel og erhvervslivet den anden halvdel. Men nej. Helle T. har indgået en aftale som betyder, at en stadig større og større del af borgernes liv går med at arbejde.

Samtidig er det en aftale, som først og fremmest rammer de ufaglærte og dem med de hårdeste job. For nylig blev det igen dokumenteret i en lægevidenskabelig undersøgelse, at stigningen i levealderen ikke er jævnt fordelt, men i høj grad er en klassespørgsmål. Når direktørens og advokatens levealder stiger mere end gennemsnittet, så siger chaufføren og asfaltarbejderens mindre end gennemsnittet. For hvert år der går, vil de sidstnævnte derfor få vanskeligere og vanskelige ved overhovedet at blive så gamle, at de kan få efterløn, for slet ikke at snakke om folkepension.

Derfor er det indiskutabelt at Helle fører klassepolitik - overklassepolitik.

Nogle af de faglige ledere, som deltog i 17-maj-mobiliseringerne, og som nogen måske derfor havde forventet ville gøre noget, har svigtet. Det gælder helt tydeligt 3F’s formand, som ligefrem skamroste forliget.

Til gengæld kan venstrefløjen glæde sig over bred opbakning fra almindelige arbejdere. En undersøgelse, som Ugebrevet A4, offentliggjorde mandag den 26. juni, viste at et absolut flertal af LO’s medlemmer er imod stigningen i efterlønsalderen fra 60 til 62 år - og så havde A4 endda ikke spurgt om holdningen til, at den ifølge aftalen skal stige yderligere! Undersøgelsen viste i øvrigt også, at hvis det samlede velfærdsforlig blev sendt til folkeafstemning, ville det blive forkastet med et klart flertal blandt LO-medlemmerne.

Det er nu venstrefløjens opgave at rejse en protest mod denne udvikling.

Kampen for efterlønnen og mod alle forringelserne i velfærdsforliset er bestemt ikke forbi. Den fortsætter efter sommerferien. Selv om nogle af vores allierede fra 17. maj er faldet fra efter forliget, skal vi stadig forsøge at opbygge en aktionsuge i den første uge af oktober, hvor Folketinget åbner, til forsvar for velfærden - nationalt og kommunalt. (Se udtalelse fra SAP’s hovedbestyrelse i ugekommentaren fra 28. april).

En vigtig opgave i den forbindelse er at tage spørgsmålet op på efterårets faglige generalforsamlinger. Både for at tage afstand fra forliget, men så sandelig også for at gøre op med de faglige og politiske ledere, som har støttet det. Opgaven med at gøre fagforeningerne til kamporganisationerne til gavn for medlemmerne er vigtigere end nogensinde, hvis velfærden skal forsvares!

SAP’s forretningsudvalg, 29. juni 2006