Mænds drifter

SAP topside

I mange hjem må alt andet vige i de kommende uger: tv’s børneudsendelser flyttes eller aflyses, aviser og nyhedsudsendelser er fyldt med referater fra kampe, reportager fra træningslejre og analyser af 4-4-2-opstillingens fordele frem for 5-4-1, mens almindelige samtaler mand og mand imellem handler om uretfærdigt dømte straffespark og oversete off-side’s.

Nogen vil forklare det som fascination af kombinationen af akrobatik og samarbejde og som ubemykket råhygge. Det er især dem, der sidder foran skærmen.

Andre vil finde alle de mest latterliggørende skældord frem: barnligt tidsspilde, fællesskabsnedbrydende fjernhed og meget andet. Det er især dem, der ikke sidder foran skærmen.

Andre igen vil forklare, at mænd har visse drifter, som ikke kan tæmmes, og at fodbold er en af dem..

Nu går det så løs med VM i Tyskland. Og tyskerne har med deres sædvanlige sans for grundighed sørget for at alt er klart. Der er bygget stadions til afvikling af kampene, haller er indrettet med køjesenge til de mange tilrejsende fans, politiet og antiterrorkorps står klar.

Men mænd har også andre drifter - ikke mindst seksualdriften. Den hverken kan eller skal undertrykkes - det kan, som vi ofte hører i debatten om prostitution - føre til skrækkelige ting, som f.eks. et øget antal voldtægter. Tvært imod er det antagelsen, at denne drift vil blive forstærket af scoringerne på banen og det mandlige sammenhold på sovesalene.

Men ”Ordnung muss sein”. Vi kan ikke have prostituerede stående på hvert gadehjørne og en risiko for brugte kondomer i de pæne gader. Så hellere få sat det ind i nogle ordentlige rammer. Tyskerne har derfor sørget for at få bygget en masse bordeller.

Og da man ikke regner med at de tyske prostituerede kan overkomme den forventede efterspørgsel har man importeret en del kvinder - fortrinsvis fra Østeuropa og Baltikum. Nogle er blevet tvunget dertil, andre er lokket med løfter om store indtægter og drømmen om at kunne redde sig selv og deres familie ud af den forarmelse, de lever under.

Under alle omstændigheder står der nogle magtfulde bagmænd bag, der tjener styrtende med summer på at handle med børn og kvinder. Det anslås at kvindehandel i dag er den næststørste økonomi på verdensplan.

Hvis man er enig i, at mænds sexdrifter hverken kan eller skal styres, er der en vis logik i at sikre, at prostitutionen foregår under nogle ”ordnede forhold”. Hvis man derimod mener, at menneskehandel er uacceptabelt, uanset i hvilken form, må man tage stærkt afstand fra dette statskontrollerede - og dermed legitimerede - sex-slaveri.

Stort set alle undersøgelser viser at prostitution er skadeligt. Myten om den lykkelige luder er netop en myte. Og det uanset om vi taler om ”lokale”

kvinder eller kvinder, der er bragt til landet af mafialignende organisationer. Samtidig er prostitution udtryk for et kvindesyn, hvor kvinder kan købes og sælges - et kvindesyn, som den tyske regering er med til at legitimere.

Det handler ikke om at være puritanske og imod sex - heller ikke mellem fremmede. Det handler om at gøre op med forestillingen om mænd som styret af deres drifter, om mænds ret til at købe sig til tilfredsstillelse, myten om den lykkelige luder, påstanden om at prostitution er et erhverv som et hvilket som helst andet samt idéen om, at alt (og alle) er til salg på det frie kapitalistiske marked.

Sveriges ombudsmand for ligestilling har foreslået, at Sverige skulle boy-cutte VM i protest.

Det er en protestform, der umiddelbart vinder stor forståelse blandt dem, der alligevel ikke har tænkt sig at følge fodbold-VM fra tilskuerpladserne eller foran tv-skærmene. Til gengæld møder det ikke umiddelbart opbakning blandt fodboldfans.

Men selv uden en boykot kan det have en effekt, hvis spillerne - rollemodeller og ”helte” for deres fans - benytter den medieopmærksomhed, de får, og klart tilkendegiver at de er imod prostitution og det mande- og kvindesyn, prostitutionen er et udtryk for.

Et skridt i denne retning har fagforbundet 3F taget. I den forløbne uge fik de kendte danske sportsfolk, blandt andet landsholdsspilleren Michael Gravgaard, med på gaden for at samle underskrifter ind mod handel med kvinder.

Underskriftsindsamlingen kan støttes på www.stopkvindehandel.dk.

SAP’s forretningsudvalg, 9. juni 2006