Vi skal påvirke den europæiske venstrefløj i antikapitalistisk retning

SAP topside

Den 19.-20. maj mødtes repræsentanter for venstreorienterede partier fra Danmark, Frankrig, Spanien, Portugal, Tyskland, Italien, Schweiz, England, Grækenland, Tyrkiet, Luxemburg og Skotland i Paris for at markere et-året for det franske og hollandske nej til EU-forfatningen.

På mødet var der diskussioner af alternativerne til EU og mulighederne for venstrefløjen i Europa. Mødet var et af de halvårlige møder, som den Europæiske AntiKapitalistiske Venstrefløj (EACL) har afholdt siden år 2000.

EACL er et forsøg på at få gang i et tættere samarbejde på den europæiske venstrefløj. EACL samler partier og organisationer af en vis størrelse, der på et klart antikapitalistisk og demokratisk grundlag bekæmper den nyliberalistiske bølge. Fra Danmark deltager Enhedslisten. Fælles for organisationerne er at de på den ene eller anden måde indgår i eller forsøger at skabe en omgruppering blandt de progressive, venstreorienterede kræfter i deres respektive lande og deltager loyalt i opbygningen af bevægelserne.

De fleste af de organisationer, der deltager i EACL, er også med i det noget bredere Europæiske Venstreparti, hvor Enhedslisten er observatør.

Det er positivt, at venstrefløjspartier mødes. Alene den fælles diskussion om den politiske situation i Europa er med til at sikre et bredere international perspektiv i vores politiske forståelse. Desuden kan det bidrage til en øget koordinering af fælles europæiske kampagner og mobiliseringer. Derfor er der ikke noget problem i, at Enhedslisten deltager i flere forskellige europæiske samarbejdsfora.

Men det rejser spørgsmålet om, hvad der adskiller EACL fra det Europæiske Venstreparti. Umiddelbart er organisationer i EACL samlet om det antikapitalistiske perspektiv. Det betyder en afvisning af, at tage medansvar for det kapitalistiske samfund og i stedet stile mod et brud med kapitalismen, der er baseret på massebevægelserne.

Denne holdning og dette perspektiv får konsekvenser for et af de helt centrale spørgsmål for venstrefløjspartierne i Europa i dag: På hvilke betingelser man skal indgå parlamentariske aftaler og deltage i regering.

Flere af partierne i Europæisk Venstreparti har deltaget, deltager eller ønsker at indgå i regeringer sammen med socialdemokratiske partier og borgerlige midterpartier, selv om disse ikke fører en antikapitalistisk politik.

Det Franske Kommunistparti deltog i en regering med Socialistpartiet og flere andre, og de dårlige erfaringer med dette er en del af forklaringen på partiets drastiske nedtur. I Tyskland indgår PDS i lokale regeringer, og spørgsmålet er blevet aktualiseret efter Rifondazione Communista (PRC) i Italien er gået med i en regering ledet af Romani Prodi. Netop PRC har været en af drivkræfterne i at få det Europæiske Venstreparti stablet på benene.

Det vil være en fejl på forhånd at afskrive de partier i det Europæiske Venstreparti, der ikke er med i EACL. Der foregår diskussioner f.eks. i det Franske Kommunistparti (PCF) om de negative erfaringer med at indgå i regering med Socialdemokraterne.

Men en forudsætning for, at især de gamle kommunistpartier kan drejes væk fra taburetsocialismen, er, at den antikapitalistiske venstrefløj fører en politisk kamp for sine synspunkter og organiserer sig. Det er her EACL-samarbejdet kan spille en positiv rolle, hvis det foregår på et klart antikapitalistisk grundlag, og hvis det ikke isolerer sig fra resten af venstrefløjen i Europæisk Venstreparti.

Spørgsmålet om regeringssamarbejde vil blive temaet, når EACL holder sit næste møde i oktober. Dette møde tegner også til at blive mere handlingsrettet, da det er lagt i forbindelse med den internationale konference, der skal forberede mobiliseringerne mod G8-topmødet i 2007 i Nordtyskland. Dette er meget positivt, da fraværet af fælles handling har væet en af svaghederne ved EACL.

Socialistisk Arbejderpartis forretningsudvalg, 2. juni 2006