Fagbevægelsen som kamporganisation

Fagforeningerne forsvarer sine medlemmers, lønmodtagernes, interesser. Arbejdsgiverne leder og fordeler arbejdet. Det er ikke en særlig revolutionær betragtning. For de fleste er det en simpel konstatering af tingenes tilstand.

Men sådan kan man ikke længere regner med, at arbejdsdelingen mellem arbejdsgiver og fagforeninger er. Fagforbundet Fag og Arbejde (FOA) skal betale 250.000 kr., fordi forbundet ikke ville hjælpe arbejdsgiveren med at lede og fordele arbejdet. Forbundet havde ikke villet bakke op om arbejdsgiverens instrukser om, hvordan arbejdet skulle udføres. Det burde de have gjort, ifølge de fagretslige regler.

Sagen stammer fra Slagelse. For lidt over et års tid siden protesterede hjemmehjælperne mod minuttyranniet. De blev overvåget i hoved og røv, og de skulle dokumentere, at de ikke brugte overflødige sekunder på de gamle. Til det formål skulle de anvende en scanner til at aflæse nogle stregkoder, der svarede til hver enkelt arbejdsopgave.

I en kollektiv protestaktion nægtede de at bruge scannerne. Slagelse kommune henvendte sig til den lokale FOA-afdeling og bad den indskærpe over for sine medlemmer, hjemmehjælperne, at de skulle bruge scannerne. Det afviste FOA, hvorefter Kommunernes Landsforening indklagede sagen for Arbejdsretten.

Så langt kom sagen aldrig. FOA regnede med at få en dom på et langt større beløb, og de valgte derfor at bøje sig for KL og indgik et forlig om at betale 250.000 kr.

Arbejdsretten er en del af det såkaldte fagretslige system, som dels bygger på lovgivning, dels bygger på Hovedaftalen mellem LO og Dansk Arbejdsgiverforening. I de seneste år har der været forholdsvis stille omkring det fagretslige system. Kritikken har været afdæmpet. Det skyldes først og fremmest, at der ikke har været et særligt højt kampniveau i arbejderklassen. Fagbevægelsens medlemmer er sjældent gået i strejke eller taget andre kampskridt. Hverken medlemmerne eller de faglige organisationer er derfor stødt på de begrænsninger, som det fagretslige system sætter.

Men som Slagelse-sagen viser: Så snart arbejdere går i kollektiv aktion for at forsvare deres interesser (og i dette tilfælde også de gamles), så overtræder de reglerne. Ikke alene er det ikke tilladt for de organisationer, som er skabt for at forsvare arbejderne, at bakke medlemmerne op, for så idømmes de en bod. De skal oven i købet selv føre pisken for arbejdsgiverne og pålægge medlemmerne at udføre bestemte opgaver på bestemte måder. Ellers bliver de idømt belastende boder af Arbejdsretten.

I disse dage er FOA og de andre store fagforbund med til at indkalde til protestdemonstrationer mod Foghs angreb på velfærden. Demonstrationerne den 17. maj ligger uden for normal arbejdstid og kan derfor ikke tolkes som en skjult opfordring til arbejdsnedlæggelser. Det kan så være, at nogle arbejdspladser vælger at markere deres vrede over regeringen ved at forlade arbejdspladsen et par timer før demonstrationen.

Efter 17. maj kan blive både nødvendigt og muligt at fortsætte kampen med en landsdækkende strejkedag og måske videre en politisk generalstrejke.

Man kan ikke udelukke, at forbundslederne i FOA og i de andre forbund - eller bare lokale fagforeninger - føler sig inspireret eller presset af den forhåbentlig store opbakning den 17. maj og overveje at opfordre til strejker mod regeringen. Men inden de gør det, er de tvunget til at overveje, om de tør bryde med det fagretslige system, for en strejkeopfordring vil udløse en bod, der får 250.000 kr. til at ligne småpenge.

Hverken i det små eller i det store kan fagbevægelsen udfylde sin rolle som dem, der varetager lønmodtagernes interesser uden at komme i karambolage med det fagretslige system. Dette system af love og aftaler svinebinder fagbevægelsen til at et fredeligt samarbejde med arbejdsgiverne. Og med arbejdsgivernes lovfæstede ret til at lede og fordele arbejdet har de på forhånd overtaget. Freden på arbejdsmarkedet bliver altid på deres præmisser.

Derfor er det et nødvendigt perspektiv for en fagbevægelse, der vil leve op til sine forpligtelser, at den bryder med det fagretslige system.

Nedlæggelse af Arbejdsretten og opsigelse af Hovedaftalen er centrale dele af et program for en fornyet fagbevægelse.

Som Slagelse-sagen viser, er det ikke bare i det lange løb, at fagbevægelsen bliver stækket af det institutionaliserede klassesamarbejde; det er her-og-nu i hverdagen.

Lønmodtagerne har brug for en stærk fagbevægelse. Men fagbevægelsen bliver kun stærk, hvis den bryder med klassesamarbejdet, og bliver til en kamporganisation.

SAP’s forretningsudvalg, 5. maj 2006