Gør Sandholm til en pind i regeringens kiste

Der har været en påfaldende tendens i dansk politik, et sammenfald af interesser ville man måske kalde det: Hver gang der har været nedskæringer på vej, er udlændingepolitikken dukket op. Det er som om regeringens stærke kort er blevet spillet, hver gang der har været problemer, som om alle konflikter har været forbundet til folk uden grisefarvet hud.

Det kan da kun undre, at skæbnen har været så gunstig mod det borgerlige flertal, ellers kunne man jo få det indtryk, at nogle ikke ønskede at der blev diskuteret - at nogle hellere så ændringer af det danske samfund glide ubemærket igennem.

Senest i efteråret lyste lamperne hos FN’s børnekomite Danmark rødt.

Forholdene for børn i asylcentrene var alarmerende, madkasseordninger, lukkede skoler, stærkt begrænset socialt miljø og psykiske problemer præger stadig hverdagen for børnene. Den borgerlige regerings asylpolitik holder dem som gidsler for at tvinge deres forældre til at forlade Danmark til fordel for en uvis fremtid: Alene det at blive i landet under disse vilkår vidner om den ekstreme situation, som regeringen kalder alternativet.

Oppositionen, især Enhedslisten, har længe forsøgt at gøre opmærksom på forholdene, men for døve øren - sådan har det jo hele tiden været syntes holdningen at være.

Det simple spørgsmål er blot, om den danske stat skal bruge sine ressourcer på at mishandle børn, såvel som voksne? Svaret giver vel sig selv.

Forudsætningen for at skabe virkelige forbedringer for det store flertal er at give lige vilkår til alle. Det er kun smålig hævn, der tvinger afviste asylansøgere til at henslæbe deres dage i uvirksomhed og fortvivlelse.

At sagen er dukket op så pludseligt kan ikke betegnes som andet end betænkeligt, men måske er der en spindoktor der har forregnet sig. Denne sag har, alt på trods, givet os en mulighed for at bringe racismens sociale konsekvenser. Samtidig har det åbnet op for at afviste asylansøgere selv har formuleret sig i landsdækkende medier - i sig selv et fremskridt.

I Enhedslisten og SUF har vi nu tre opgaver:

• Vi må markere os som en klart antiracistisk og aktivistisk pol. Derfor må vi gennem vores arbejde og kontakter i de organisationer, der arbejder med flygtningeområdet, tage initiativ til at de afviste asylansøgere kan organisere sig om deres krav.
• Vi må rejse en organiseret modstand mod de systematiske ydmygelser i danske flygtningelejre. Derfor må vi, især overfor unge, påpege, at der er en direkte sammenhæng mellem den racisme, der finder sted i flygtningelejrene og den racisme, som gennemføres overfor etniske minoriteter i almindelighed - udtrykt især gennemstarthjælpen. Fælles er, at de placerer etniske minoriteter som udgift, problem og årsag til generelle nedskæringer.
• Vi må fastholde og udvide kampen mod regeringens velfærdsforringelser. Derfor må vi fastholde at behandlingen af flygtninge og asylansøgere er direkte afhængig af fordelingen af overskuddet i det danske samfund - og vi må, i det omfang, det er muligt, arbejde aktivt for at inddrage dem i kampen mod nedskæringer.

Etniske minoriteter på starthjælp er den gruppe, som rammest hårdest af regeringens velfærdsudspil. I dag kan udlændinge få permanent opholdstilladelse og dermed ret til kontanthjælp, når de har boet 7 år i Danmark, ikke har gæld til det offentlige, har bestået en danskprøve og ikke begået alvorlig kriminalitet. Fremover kræves det desuden, at de har haft arbejde i mindst 2 år. Flygtninge har meget svært ved at få arbejde i Danmark. Det nye krav betyder derfor i praksis, at regeringen vil fastholde flygtninge på starthjælp på ubestemt tid. Regeringen er dermed godt i gang med at skabe et nyt etnisk proletariat.

Hvis det lykkes Enhedslisten at sætte disse aktiviteter igang, vil det måske også lykkes at gøre regeringens sikkerhedsnet til dens akilleshæl - at gøre hegnet om Sandholm til den første pind i regeringens kiste.

SAP’s forretningsudvalg, 28. april 2006