Lad os gøre det på fransk, tak!

Regeringens ”velfærdsreformer” rammer så bredt, at de skaber en helt unik mulighed for at samle en bred alliance af fagforeningsmedlemmer, unge, studerende, ældre og nydanskere til en fælles protest mod regeringens politik.

Helle Thorning Schmidt har så travlt med at klamre sig til forhandlingsbordet, at ansvaret for at opbygge udenomsparlamentariske protester - efter fransk inspiration - hviler på venstrefløjens partier og på venstrefløjen i fagbevægelsen, uddannelsesorganisationerne og andre interesseorganisationer.

Meget kan man sige om Anders Fogh Rasmussen. Men dum, det er han med garanti ikke!

Som om det var nøje planlagt kunne samtlige medier tirsdag morgen ”afsløre” at hovedelementet i det velfærdsudspil, som regeringen skulle offentliggøre senere på dagen, ville være en udskydelse af efterlønsalderen fra 60 til 63 år.

Med stor energi kastede Socialdemokraternes formand - om hvem man desværre ikke kan udstede samme garanti - sig ud i medierne og tordnede løs mod dette overgreb. ”Det handler jo om mennesker”, insisterede hun - for så selv at foreslå efterlønsalderen forringet med to år: Fra 60 til 62 år!

I denne kamp får Helle Thorning en så kraftig støtte fra Pia Kjærsgaard, at man næsten skulle tro at Dansk Folkeparti og regeringen allerede har en underhåndsaftale om at netop en lille opblødning af regeringens efterlønsforslag er en af de lunser som Dansk Folkeparti skal have for at kunne fremstå som et værn mod de værste sociale uretfærdigheder.

Selvfølgelig er det ikke ligegyldigt, om efterlønsalderen i 2017 bliver på 62 eller 63 år. Men sammenholdt med alle de andre angreb, som det såkaldte ”velfærdsudspil” indeholder her og nu, så er det nærmest en detalje.

Lad os nævne nogle af dem:

- Fjernelse af de 55-59 årige lediges ret til at få forlænget dagpengeperioden. Det vil kaste tusinder af ældre arbejdere ud af dagpengesystemet og tvinge andre tusinder til meningsløs aktivering uden noget som helst perspektiv om at komme i arbejde.

- Halvering af dagpengene til unge 25-29 årige uden kompetencegivende uddannelse efter et halvt år ledighed. Det vil ramme tusinder af unge, som i årevis har været på arbejdsmarkedet og som har stiftet familie og sat sig udgifter i forvisning om at de i hvert fald havde arbejdsløshedsunderstøttelsen at falde tilbage på.

- Forkortelse af retten til SU. Det vil betyde at mange studerende må arbejde mere for at komme igennem studierne med det resultat at nogen vil få en dårligere uddannelse, mens andre vil droppe helt ud.

- Stramning af rådighedsreglerne. Titusinder af arbejdsløse skal bruge mere tid på bureaukrati og hvis man glemmer et enkelt møde, så straffes det med 10.000 kroner i bøde.

- Beståelse af en ”integrations-eksamen” som forudsætning for at få kontanthjælp. Det vil fastholde en stor gruppe nytilkommende endnu længere under fattigdomsgrænsen og dermed modvirke den integration, som regeringen ved festlige lejligheder hævder at gå ind for.

- Produktionsskoleydelsen nedsættes til SU-niveau. Det betyder at mange af de allersvageste vil slippe kontakten til uddannelsessystemet og i stedet vil forsøge at overleve ved sort arbejde, tiggeri og kriminalitet.

- Større egenbetaling til efterlønnen, som man selv skal have bidraget til i 30 år. Det betyder, at stadig flere vil droppe ud af efterlønsordningen og der er derfor reelt tale om en udfasning af hele ordningen.

- Forhøjelse af pensionsalderen til 67 år i første omgang og derefter i takt med forhøjelsen i den gennemsnitlige levealder. Konkrete betyder det at folk med det hårdeste arbejde (som lever kortere end gennemsnittet) vil få kortere og kortere tid på pension før de dør. Klassesamfundet længe leve!

Over for alle disse dårligdomme kommer så alt det, som regeringen ikke har med i sit udspil, men som burde være oplagt hvis det handler om velfærd:

F.eks. fordeling af arbejdet (så færre holdes udenfor), bedre seniorordninger (så ældre ønsker at blive længere på arbejdsmarkedet), bedre arbejdsmiljø (så man kan blive på arbejdsmarkedet) og en ordentlig SU (så flere kan koncentrere sig mere om at studere).

På den baggrund er det oplagt at diskussionen om og modstanden imod regeringens udspil må handle om langt mere end efterlønnen. Faktisk er der en helt unik mulighed for at samle en bred alliance af fagforeningsmedlemmer, unge, studerende, ældre og nydanskere til en fælles protest mod regeringens politik.

Det store spørgsmål er: Hvem tager det første skridt? Desværre er det jo tydeligt at Socialdemokraternes nuværende formand er mere interesseret i at klamre sig til forhandlingsbordet end til at organiserer en udenomsparlamentarisk protest. Derfor ligger der et tungt ansvar på venstrefløjens partier og på venstrefløjen i fagbevægelsen, uddannelsesorganisationerne og andre interesseorganisationer. Konkret må der øjeblikkeligt tages initiativ til at skabe de alliancer, som er nødvendige for at opbygge slagkraftige masseprotester, som er det eneste som kan forhindre at Fogh-regeringen får sin vilje igennem.

De aktuelle erfaringer fra Frankrig bør være en inspiration for os alle. Så lad os gøre det på fransk, tak!

SAP’s forretningsudvalg, den 7. april 2006