|
Stop nazistisk terror |
I den svenske by Vimmerby er kammerater fra Socialistiska Partiet (SP) blevet overfaldet af maskerede nazister. SP er den svenske afdeling af 4. Internationale
Overfaldet fandt sted, da SP afholdt en studiekreds om arbejderbevægelsens.
Mødet blev stormet af maskerede mænd, som angreb mødedeltagerne med baseball-køller, stole og blomsterkrukker. Tre kammerater fra SP måtte efterfølgende køres på sygehuset.
Angrebet kommer efter flere trusler fra det nazistiske miljø. Blandt andet er flere medlemmer af SP blevet hængt ud med navn og billede på en nazistisk hjemmeside.
Vi tager på det kraftigste afstand fra denne politiske terror mod vort svenske søsterparti, og sender vores varmeste sympati og solidaritet med de kammerater, som er blevet ramt af terroren.
Angrebet er ikke bare et angreb på en venstrefløjsorganisation. Formålet er at skræmme alle antinazister og anti-racister. Dermed er det et angreb ytringsfriheden og retten til at organisere sig i politiske foreninger.
Angrebet er samtidigt et direkte angreb på svensk fagbevægelse, idet studiekredsen blev afholdt i Vimmerbys LO-afdelingslokaler.
Angrebet er desværre ikke det første tilfælde af nazistisk vold mod venstreorienterede i Sverige.
Sverige har de sidste to årtier været præget af omfattende nazistisk terror mod udlændinge, venstreorienterede, kunstnere og journalister.
Den nazistiske terror toppede i 1999. I maj blev først to politibetjente likvideret i forbindelse med et bankrøveri begået af personer med nazistiske sympatier. En måned efter blev journalisten Peter Karlson og hans 8 årige barn ofre for en bilbombe, men overlevede på mirakuløs vis. I efteråret 1999 blev fagforeningsaktivisten Björn Söderberg henrettet i sin lejlighed med seks skud i hovedet efter at have afsløret, at den lokale tillidsmand Robert Vesterlund var nazist.
Danmark har været forskånet for nazistiske mord, men de seneste år er den nazistiske vold også blusset op i Danmark.
TV2 Østjylland og Århus Stiftstidende har for nylig gennemgået en række voldssager i Århus, hvor foreningen Dansk Front har sin base. De er nået frem til, at de seneste 6 år har nazister fra Århus området været indblandet i mindst 60 sager med vold, slagsmål, hærværk, trusler og ballade.
De to medier konkluderer, at i de første år var volden knyttet til fodboldkampe, men i løbet af vinteren 2003/2004 skiftede volden karakter.
Den blev mere målrettet mod politiske modstandere på venstrefløjen og fik desuden et klart racistisk indhold.
Blandt de mere grove angreb er en brandbombe mod en kendt venstrefløjs-aktivists hjem. Foreløbigt er to byrådskandidater fra Enhedslisten blevet overfaldet, og Morten Houmann (SF) har fået skrevet dødstrusler på sin dør.
Noget tyder nu på, at den nazistiske vold er ved at brede sig til andre jyske byer som Randers, Herning og Viborg.
Den målrettede terror mod venstrefløjen er ikke tilfældig, men kommer fordi nazisterne er ganske bevidste om, at den gruppe i samfundet, der i stand til at opbygge en organiseret modstand, der kan stoppe nazismen, netop er venstrefløjen.
I de fleste byer udgør Enhedslisten den eneste organiserede venstrefløj.
Derfor ligger der et stort ansvar på Enhedslistens lokalafdelinger for at stoppe eventuel spirende fascisme.
Fascisme udspringer af sociale problemer. Derfor er det vigtigste værn mod fascismen, at Enhedslisten kan vise folk en mulighed for politisk at kæmpe imod sociale forringelser og for sociale forbedringer, og at vi udvikler et antiracistisk arbejde, der reelt inddrager og integrerer de etniske minoriteter på arbejdspladser, i boligkvarterer, på uddannelsessteder og i den politiske kamp.
Men fascismen er også en konkret politisk bevægelse, som kræver direkte modstand. Derfor må Enhedslisten:
Fascismen i Danmark er en kriminel bevægelse, hvis menneskesyn vækker foragt i den danske befolkning. Derfor lever fascismen godt, når den lever skjult. Derfor er det vigtigt at få sat lys på de fascistiske bevægelser.
Især er det vigtigt at få de bagmænd frem i lyset, som uset trækker i trådene, og som sidder på de internationale kontakter, men som lader andre lave det grove arbejde med at slå politiske modstandere ned.
Dette er opgaver, som Enhedslisten bedst kan løfte i samarbejde med andre progressive kræfter. Enhedslisten er en af de bærende kræfter i Antiracistisk Netværk, som i mange år har arbejdet på at kortlægge og mobilisere mod fascistiske og nazistiske kræfter.
Det arbejde må vi fortsætte med det mål at gøre Netværket til en bred samling af alle, der er parate til at være aktive mod nazisterne. Netværket må forsøge at inddrage brede dele af fagbevægelsen, elevbevægelsen, politiske partier og satse på aktiviteter, der når ud på arbejdspladser og uddannelsessteder. Det betyder også, at Netværket må mobilisere på et grundlag og med aktionsformer, der reelt har muligheden for at samle alle, der vil agitere og gå på gaden mod nazismen.
En særlig vigtig opgave bliver det at styrke Antiracistisk Netværk i Århus, hvor truslen fra det ekstreme højre er størst.
SAP’s forretningsudvalg, den 31.marts 2006.