SD-skattestop: Velfærd på de borgerliges betingelser

Det var en klassisk socialdemokratisk melding, som Helle Thorning-Schmidt udsendte sidste weekend, da hun præsenterede den socialdemokratiske version af skattestoppet.

På den ene side vil hun gerne sende et signal om, at Socialdemokraterne ønsker at mildne forholdene for almindelige mennesker. Derfor løftet om takststop for daginstitutioner, kollektiv trafik og voksenuddannelse.

På den anden side vil hun også gerne udsende et signal om, at Socialdemokraterne under ingen omstændigheder vil genere arbejdsgiverne, erhvervslivet og de borgerlige partier. Derfor løftet om ikke at røre ved skatterne uden at have fået lov af Venstre og Konservative.

Hendes - og ikke mindst almindelige danskeres - problem er, at det andet signal overdøver det første og gør det indholdstomt og meningsløst.

For hvad hjælper det, at bus- og togpriser ikke må stige, hvis Thorning-Schmidt ikke vil skaffe pengene andre steder fra, f.eks. ved en øget beskatning af de multinationale, olieselskaberne og de store formuer.

Så betyder det blot, at servicen i den kollektive trafik bliver dårligere.

Lige sådan med daginstitutionerne og voksenuddannelsen.

Og hvad hjælper det, at huslejen i de ”dyreste” almene lejeboliger skal sættes ned, hvis Thorning-Schmidt på forhånd udelukker at finde finansiering for nedsættelsen gennem en socialt retfærdig beskatning af de arbejdsfrie indkomster, som især de rigeste og største husejere i øjeblikket skovler ind.

Socialdemokraterne nægter - som altid - at gennemføre en reel omfordeling fra overklassen til almindelige mennesker. Socialdemokraterne nægter - som altid - at udbygge den offentlige service og sætte offentlig produktion i gang for alvor, men begrænser sig til at forøge kommunernes vækst fra regeringens halve procent til en hel procent om året.

Det nægter de, fordi de økonomisk er bundet til kapitalisme og markedsøkonomi og politisk lader sig binde til de borgerlige partier.

Når partiet på den måde har lagt sig selv i lænker, så har det samtidig forhindret sig selv i at forbedre velfærden, sådan som dets vælgere forventer.

Når det er sagt, skal vi også lægge mærke til, at Thorning-Schmidt, der repræsenterer den absolutte højrefløj hos Socialdemokraterne, faktisk er nødt til at love velfærdsforbedringer (dvs. takststop). Og at takststoppet isoleret set er værd at støtte.

Venstrefløjens og fagbevægelsens opgave bliver så at opbygge et tilstrækkeligt stort pres på Socialdemokraterne bag kravet om, at partiet:

• holder fast i taksstoppet;
• samtidig forbedrer den offentlige service;
• og dermed øger beskæftigelsen.

Det kan partiet kun, hvis det løsriver sig fra bindingen til de borgerlige - f.eks. løftet om ikke at ændre på skatterne uden VK-godkendelse. Derfor må partiet også presses til at rette opmærksomheden i en anden retning og samarbejde til venstre med de partier, som faktisk kan skaffe stemmer til sådan en politik.

I øjeblikket er Socialdemokraterne ikke under noget stort pres fra en aktiv fagbevægelse eller fra græsrodsinitiativer og folkelig mobilisering. Ikke desto mindre så vi for kort siden et lille eksempel på, at partiet er følsomt over for protester nedefra. Da Ritt Bjerregaard havde indgået en snæver konstitueringsaftale med Klaus Bondam, De Radikale, i stedet for at inddrage venstrefløjen, rejste der sig en proteststorm fra hendes eget bagland i partiet og i fagbevægelsen - og hun måtte skifte spor og inddrage SF og Enhedslisten.

Samme pres kan og må opbygges mod partiledelsen og folketingsgruppen.

SAP’s forretningsudvalg, 3. februar 2006