Fagforenings-fatwa i menneskerettighedernes navn

Flere hundrede tusinde danskere har i årevis fået deres menneskerettigheder undertrykt på arbejdspladsen. Det fremgår af en kendelse fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Haag.

Det har domstolen sådan set ret i.

Hver dag bliver lønarbejdere i Danmark underlagt en diktaturlignende tilstand, hvor arbejdsgiveren bestemmer alt, han eller hun ikke tilfældigvis har besluttet sig for at overlade til de ansatte, eller ikke er blevet tvunget til at overlade til de ansatte. Arbejdsgiverne i Danmark har den ubetingede ret til at lede og fordele andres arbejde. Dermed bliver lønarbejderne frataget helt elementære menneskerettigheder.

Hver dag bliver lønarbejdere syge af at gå på arbejde, og hundreder af os bliver slået ihjel på arbejde hvert år. En grov krænkelse af menneskerettighederne.

Hver dag skaber lønarbejdere ny værdi for samfundet gennem deres arbejde, men en stor bid af denne kage ender som overskud i virksomheden. Et overskud, som arbejdsgiverne tager i besiddelse. Et overskud, arbejdsgiveren kan gøre med, hvad han vil. Kald det uretfærdigt, kald det tyveri, kald det udbytning. At blive systematisk berøvet værdien af sin indsats er i hvert fald et brud på menneskerettighederne.

Hver dag bliver hundrede tusinder holdt ude af arbejdsmarkedet og forhindret i at få sig et job, fordi arbejdsgiverne ikke mener, de kan tjene nok på at ansætte de arbejdsløse. Endnu et brud på menneskerettighederne.

Men det er ingen af disse brud på menneskerettighederne, den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har underkendt. Alle disse brud er nemlig en naturlig følge af at leve i et kapitalistisk samfund. Og det samfund er det ikke domstolens opgave at så tvivl om.

Men hvis lønarbejderne forsøger at opbygge og fastholde den eneste mulige modmagt til arbejdsgivernes systematisk brud på menneskerettighederne og organiserer sig kollektivt og prøve at forsvare dette sammenhold, så slår domstolen til og udsender en fatwa, en pavelig bandbule og erklærer: de slemme lønarbejdere og deres organisationer bryder menneskerettighederne

Det er nemlig fagbevægelsens eksklusivaftaler med arbejdsgiverne, som domstolen har underkendt. Eksklusivaftalerne sikrer, at alle ansatte på en arbejdsplads er medlemmer af den fagforening, som har forhandlet sig frem til en overenskomst med arbejdsgiveren.

Hvorfor? Hvad sker der, når eksklusivaftalerne bortfalder?

Der kan ske tre ting:

1) Nogle ansatte melder sig ud, men bliver ved med at arbejde under de løn- og arbejdsvilkår, som fagforeningen har opnået på arbejdspladsen. Det kaldes normalt at nasse på andre. Det kan let friste andre til at melde sig ud. Det betyder, at fagforeningen bliver svækket og måske ikke kan fastholde de resultater, den har opnået. Til sidst er de samlede løn- og arbejdsforhold på arbejdspladsen blevet dårligere. Arbejdsgiverne slipper billigere. Lønarbejderne har dårligere forhold. Arbejdsgiverne og liberalisterne har opnået, hvad de ville

2) Nogle ansatte melder sig ud og arbejder under dårligere løn- og arbejdsvilkår end dem, fagforeningen har opnået på arbejdspladsen. Det kaldes løntrykkeri. Det vil i længden betyde, at arbejdsgiveren vælger de uorganiserede, fordi de er billigere. Til sidst er de samlede løn- og arbejdsforhold på arbejdspladsen blevet dårligere. Arbejdsgiverne slipper billigere. Lønarbejderne har dårligere forhold. Arbejdsgiverne og liberalisterne har opnået, hvad de ville.

3) Eller: Alle ansatte forstår, at det er vigtigt at fastholde den kollektive styrke og forbliver medlemmer af fagforeningen. Men det kommer ikke af sig selv. Det forudsætter, at fagbevægelsen på alle niveauer genopbygges og aktiveres.

Selv om domstolene altid vil være underordnet og tilpasset det kapitalistiske samfund, var det ikke uundgåeligt, at dommen faldt sådan ud, og det er heller ikke afgjort én gang for alle, hvad konsekvenserne bliver.

Eksklusivaftalerne har trods alt overlevet i over 100 år under kapitalismen og med kapitalistiske domstole.

Når domstolen underkender eksklusivaftalerne, og regeringen skynder sig at følge dommen, skyldes det styrkeforholdene. Fagbevægelsen står svagere i dag end længe. Det er der mange grunde til, og noget af det er i den grad selvforskyldt, fordi fagbevægelsens ledelse har tilpasset sig den nyliberale dagsorden i stedet for at bekæmpe den.

Derfor har det heller ikke nogen mening i dag at opfordre fagbevægelsen til at gennemføre politiske strejker til fordel for eksklusivaftalerne - sådan som det faktisk skete for omkring 20 år siden, da enkelte HT-chauffører i flere omgange meldte sig ud af fagforeningerne.

Opgaven i dag er at genopbygge fagbevægelsens styrke:

• f.eks. som det er sket i kampen mod løntrykkeri og ekstra-udbytning af østeuropæiske arbejdere
• f.eks. som FOA har forsøgt ved at gå ind i en politisk kamp til fordel for efterlønnen, foreløbig med en underskriftsindsamling.

Nogle opgaver vil udspringe direkte af eksklusivaftalernes ophævelse:

• en organiseret kampagne over for nasserne på den enkelte arbejdsplads;
• hurtige kampskridt, når løntrykkeriet viser sig i praksis;
• krav om at genindføre retten til fysiske blokader af strejkeramte virksomheder, dvs. ophævelse af blokadecirkulæret;
• krav om nyforhandling af overenskomsterne og Hovedaftalen - med strejkeret- fordi de er indgået under falske forudsætninger.

Alternativet til sådan et forsøg på at genopbygge fagbevægelsens styrke omkring en kamplinje er, at fagbevægelsen lægger sig ned og dør langsomt.

Store dele af bevægelsen er allerede i koma. Det er ved at være sidste udkald.

SAP’s forretningsudvalg, 19. januar 2006