Reaktionær skolepolitik møder bred modstand

Bertel Haarder og Helge Sander har som henholdsvis undervisnings- og videnskabsminister ført værdikampen ind i universitetsverdenen. Forslaget om at fjerne gruppeeksaminer er styret af deres reaktionære og elitære syn på uddannelse. I det store perspektiv er forslaget et symbol på individualisering og ønsket om effektiviseringer af uddannelsessystemet.

Her og nu møder forslaget imidlertid modstand fra både studerende, systemet og erhvervslivet. Det giver en åbning for modstand med perspektiver.

Forslaget går på, at studerende fortsat kan arbejde i grupper, men eksamen skal være individuel. Og har de studerende lavet en fælles eksamensopgave, skal det klart fremgå, hvem der har lavet de enkelte afsnit. I praksis betyder det, at projektarbejdet, som det kendes på universiteterne i Roskilde og Aalborg, ja selv på Copenhagen Business School, bliver afskaffet.

Mere end 15.000 studerende har skrevet under på en protest mod forslaget.

Foreningen af censorer melder, at flere af deres medlemmer vil stoppe arbejdet, hvis forslaget vedtages. Samtidig har Dansk Industri også meldt sig som modstandere, fordi erhvervslivet har behov for medarbejdere med samarbejdsevner og teknikker til vidensdeling.

Forslaget savner enhver saglig begrundelse. Ingen formelle instanser har meldt om nævneværdige problemer ved gruppeeksaminer, og det er en arbejdsform, der i stigende grad indføres på alle landets videregående uddannelser og efterspørges af erhvervslivet. Der er ingen tvivl om, at Bertel Haarders og Helge Sanders idéer alene er ideologisk motiveret. På den måde er forslaget udtryk for en reaktionær, elitær konservatisme, der ligger tæt op af de Konservatives og Dansk Folkepartis politik.

Fra venstre side har projektarbejdet, som det praktiseres i folkeskolen og på universiteterne, været kritiseret for at favorisere elever fra boglige hjem, der ved, hvad opgaven går ud på, og derfor har nemmere ved at formulere den selv. Faktisk er forholdene sådan, at studerende, der ikke kan klare presset ved gruppearbejdet, bliver sorteret fra af deres medstuderende. Men løsningen på det problem er udvikling af de kollektive og elevstyrede arbejdsformer ikke en total afvikling.

Her og nu kan den brede modstand bruges til at give regeringens ideologiske bannerførere et hak i tuden. De første skridt blev taget med underskriftindsamlingen blandt studerende og besættelsen af RUC. De næste med censorerne, der ikke vil være censorer, og Helge Sander, der har manipuleret med referatet fra et åbent samråd i Folketinget, fordi han kom til at indrømme, at det nok ville være bedre at forbedre prøveformen frem for at afskaffe den.

Den umiddelbare modstand kan imidlertid også give afsæt til en bredere modstand mod udviklingen i uddannelsessystemet. Spørgsmålet er, om uddannelse er den enkeltes ret til at hævde sig selv, eller om det er et fælles projekt, der tilgodeser elevers og studerendes forskellige baggrunde og udgangspunkter? Er det den enkelte uddannelsesinstitutions kamp for at tiltrække de bedste elever og de fleste penge, eller er uddannelse en kerneopgave for samfundet af hensyn til det fælles bedste?

Der er en mulighed for at udvide kampen for gruppeeksaminer til også at omfatte kampen for en rummelig og inspirerende uddannelse, som sikrer at eleverne og de studerende får en reflekterende og kritisk tilgang samt tilstrækkelige ressourcer til at sikre der er mulighed for gruppe- og projektarbejde samt at undervisningen tilgodeser elevernes og de studerendes udgangspunkter. Helt aktuelt er der

• Kampen mod disciplinering via. SU’en
• Krav om at livserfaring også er nødvendigt på uddannelsesinstitutioner.

Vi har også brug for unge der har gjort sig erfaringer ved sabbatår, orlov, arbejde osv.

SAPs forretningsudvalg d. 13. januar 2006

For mere socialistisk uddannelsespolitik, henviser vi til:
- Resolution vedtaget på SAPs kongres 2004
- Socialistisk Information januar 2006 (under produktion)