Sejr i Bolivia – Venstrefløjen vinder i Latinamerika

En historisk venstrefløjssejr. Med disse ord kan præsidentvalget i Bolivia sammenfattes. Med 51 procent af stemmerne sejrede bondelederen fra venstrefløjspartiet MAS (Movimiento al Socialismo). For første gang i landets historie - og i Latinamerikas, hvis man ser bort fra den USA-uddannede katastrofe Toledo i Peru, kommer en Aymara, et af regionens oprindelige folk, til at blive præsident. Nu bliver problemet, som Morales sagde på valgnatten, ikke at vinde, men at regere.

Sejren er endnu et udtryk for den folkelige modstandskamp, der er vokset frem i Latinamerika de sidste ti år, mod nyliberal politik og USA imperialismens dominans. Og endnu et eksempel på voksende problemer for Bush-administrationen.

Det er en modstandskamp, der blev skudt i gang af Zapatisternes oprør i Chiapas provinsen i det sydlige Mexico nytårsnat 1994. Den blev fulgt af oprør i Ecuador, hvor de oprindeliges folks paraplyorganisation, Conaie, organiserede omstyrtelsen af to præsidenter i 1997 og i 2000. Året efter stillede Argentinas organiserede arbejdsløse, Piqueterobevægelsen, sig i spidsen for omstyrtelsen af fem præsidenter på mindre en uge og gjorde hele 2002 til et år med massive protester mod den nyliberale politik. Samme år forhindrede de fattige fra Caracas slumforstæder et USA støttet kupforsøg, ledet af militære generaler og arbejdsgiverforeningen og genindsatte den valgte præsident.

I Bolivia startede dette oprør med den såkaldte ”vandkrig” i Cochabamba, som annullerede en privatiseringsaftale af byens vandforsyning med en multinational franskejet virksomhed. Denne sejr dannede udgangspunkt for den efterfølgende ”gaskrig” med krav om statsovertagelse af naturressourcerne og for to år siden tvang den USA allierede præsident, Gonzalo Sánchez de Losada, til at flygte i en helikopter. Hans efterfølger, Carlos Mesa, blev i juni i år også tvunget til at gå af efter måneders fortsatte protester. Bare nogle måneder forinden havde præsidenten i Ecuador, Lucio Guitterez, som kaldte sig selv for USA's største Latinamerikanske ven, måtte flygte fra sit land efter protester i hovedstaden Quito.

Denne udbredte utilfredshed har tilmed vist sig på højeste plan i det forgangne år. Det kontinentale topmøde i Argentina for 34 statsledere i starten af november, blev et nederlag for USA's bestræbelser på at indføre frihandelsområde på hele det amerikanske kontinent (ALCA) til gavn for de nordamerikanske banker og storindustri. Pressefotos for dette topmøde viste ikke smilende statsledere, der trykkede hinandens hænder, men en opildnende præsident fra Venezuela, der sammen med tidligere fodboldstjerne Diego Maradona maner 40.000 protesterende mennesker til fortsat kamp mod USA imperialismen og at ”Smide ALCA ad helvede til”.

Men midt i alt dette er det vigtigt at holde sig for øje, at den brede modstandskamp kun har bremset eller i bedste fald blokeret visse dele af den nyliberale politik. Den har ikke på afgørende vis kunnet stoppe den eller erstattet den med et holdbart politisk alternativ.

De såkaldte venstreorienterede regeringer i Brasilien, Uruguay og Argentina som er kommet til magten på denne utilfredshed, har ikke taget større initiativer til at bryde den nordamerikanske og europæiske imperialisme.

Snarere har disse regeringer indført sociale nødhjælpsprogrammer for at lindre den mest akutte elendighed og på det økonomiske plan videreført den forriges regerings politik. De retningslinier som IMF og verdensbanken har stukket ud, er blevet fulgt til punkt og prille. På samme måde er betalingerne på udlandsgælden faldet. Landene har endda tilpasset sig ved at sende tropper til Haiti for at opretholde den besættelse USA indledte og de har deltaget i de militærøvelser USA organiserer i Latinamerika.

Hugo Chavez' regering i Venezuela er den eneste som har brudt dette føjelige mønster. Det var ingen tilfældighed, at det var i Caracas, at 400 deltagere fra 235 besatte fabrikker i Brasilien, Uruguay, Argentina og Venezuela, samt repræsentanter fra 20 nationale fagforeninger mødtes til det første latinamerikanske møde for arbejderovertagede fabrikker ugen før det kontinentale topmøde i Argentina. Hele Hugo Chavez politiske projekt har hidtil handlet om en mobilisering af den fattige majoritet for demokratiske krav og sociale reformer indenfor undervisning, pleje og omsorg.

Dette til forskel fra Brasilien, hvor Lula regeringens tilpasning til det internationale finanskapitals krav har medført et af årtiets største korruptionsskandaler.

For grundlæggende at forandre samfundet - eller med en mere beskeden målsætning - at stoppe den nyliberale politik, rækker det ikke med at vælte en præsident eller to. Selvom udviklingen i Venezuela viser, at det kan være en god begyndelse. Det forudsætter snarere, at en national og international organisering udvikles ud af de sociale kampe, som sker rundt om i Latinamerika. En demokratisk organisering, der har sin aktivistbase ude i slumområderne, samt på arbejdspladserne. Som politisk kan udvikle forsvaret for sociale velfærdsreformer, blive et værn mod imperialismens militære trussel og rense bureaukraterne ud af egne organisationer. Og som tager ved lære af den opfordring Chavez har gentaget i tale efter tale det sidste år: Praktisk at opfinde en ny socialisme tilpasset den tid vi lever i.

Om Evo Morales vælger at følge Chavez eksempel eller Lulas lydige, men urealistiske tilpasning, er for tidligt at spå om. Han har godt nok været i pressen med meget forsigtige meldinger om at nu må man også tage hensyn til erhvervslivet. Men styrkeforholdet mellem klasserne gør at de ikke er nogen grund til at tage sejre eller nederlag på forskud.

Sejre er til for at fejres.

SAP’s forretningsudvalg, 6. januar 2006