Forsvar u-landenes politiske frihed mod tvungen frihandel

At WTO-topmødet i Hong Kong i disse dage er præget af krise i forhandlingerne, og at der næppe kommer noget særligt ud af det, er tydeligt for de fleste. At EU og USA plejer snævre økonomiske, politiske og magt-interesser over for u-landene, bliver det også sværere og sværere at skjule. Trods skrappe begrænsninger fra myndighederne demonstrerer folk fra hele verden i Hong Kongs gader mod de rige lande og mod WTO.

Alligevel har debatten om WTO - i hvert fald i Danmark - fået en sær skævhed, der tilslører, hvor modsætningerne reelt står, og hvad der er værd at slås for. Mere frihandel og mere liberalisering af verdensmarkedet er blevet kodeordene, som alle - stort set - tilslutter sig, fra EU-kommissæren til USA’s handelsminister, fra danske bistandsorganisationer til Dansk Industri, fra Venstre til SF.

Det skyldes, at debatten har fokuseret på, at USA og EU ikke vil opgive beskyttelsen af deres egen landbrugsproduktion - i form af toldmure, landbrugsstøtte, eksportstøtte og meget mere.

Denne beskyttelse har mindst to effekter for u-landene: 1) det gør sværere for dem at eksportere landbrugsvarer til USA og EU; 2) det ødelægger deres eget hjemmemarked, fordi de rige lande kan dumpe priserne og udkonkurrere de filippinske, nigerianske og nicaraguanske bønders landbrugsproduktion.

Derfor er der god grund til, at u-landene kræver, at USA og EU fjerner toldmure og støtteordninger.

Men det betyder ikke, at frihandel og liberalisering er løsningen for landene i Den Tredje Verden.

De kan nemlig ikke klare sig i ”fri” konkurrence med de store, højtudviklede, supereffektive og kapitalstærke koncerner med basis i Europa, Japan og Nordamerika. Og det gælder både landbrugsvarer, industrivarer og tjenesteydelser.

Hvis der skal ske en selvstændig økonomisk udvikling i disse lande, har de behov for at beskytte sig mod denne konkurrence. Det er nødvendigt at begrænse frihandlen. De bliver nødt til at opstille politisk-økonomiske krav til udenlandske eksportører og investorer.

Med andre ord: De må fastholde den politiske frihed til selv at sætte rammerne og betingelserne for den økonomiske udvikling i deres lande. Det gælder både de meget fattige lande og de lande, hvor der har været en vis, begrænset udvikling: f.eks. Brasilien og Argentina, Indonesien og Malaysia.

Når USA, EU og WTO-sekretariatet rejser frihandels- og liberaliserings-banneret i forhandlingerne i øjeblikket, bruger de det til at tvinge u-landene til at åbne deres grænse og deres økonomier for fri adgang for landbrugsprodukter, industriprodukter, tjenesteydelser og investeringerne. Og i denne magtkamp anvender USA og EU benhård afpresning og tvang.

Selv om de aktuelle forhandlinger i WTO foregår under overskriften ”udviklingsrunden”, er USA og EU åbenlyst hæmningsløse i deres forhandlingskrav: ”Hvis vi i de rige lande skal holde op med at beskytte vores landbrug og holde op med at hjælpe det til at udkonkurrere jeres fattige bønder, så skal I give os fri adgang til at sælge industrivarer og tjenesteydelser hos jer.” Noget for noget!

At EU-kommissionen, der i Hong Kong to gange dagligt briefes af det europæiske erhvervsliv, fører sådan en politik, kan ikke undre. Heller ikke, at den danske regering støtter Kommissionen.

Men mon ikke det vil undre mange, at også De Radikale, Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti bakker op om EU-kommissionen - og benytter samme ”frihandels”-retorik. Det fremgik med deprimerende tydelighed af en folketingsdebat et par uger inden topmødet, hvor de tre partier pure afviste Enhedslistens forslag om at regeringen skulle kræve en anden EU-forhandlingslinje, så Kommissionen bl.a. holdt op med at forlange liberaliseringer på industri og tjenesteydelsesområderne af u-landene.

Selv SF benyttede lejligheden til at forklare, at når u-landene forsøger at forsvare friheden til at selv at styre deres økonomi, så er det, fordi de ikke ved deres eget bedste. De bør begrænse deres protektionisme og se de langsigtede fordele i frihandel, mener SF.

Det betyder, at der hviler en stor opgave på Enhedslisten:

a) Vi må udbrede forståelsen på den bredere venstrefløj og blandt alle, der ønsker global retfærdighed, for, at frihandel og påtvungne liberaliseringer ikke er vejen frem for økonomisk udvikling i Den Tredje Verden, men at de tværtimod skal have retten til selv at bestemme.

b) Vi må fortsætte og skærpe den politiske kamp for at lægge pres på de forenede WTO-partier og på regeringen for at ændre den danske linje på dette område.

c) Vi må fortsætte arbejdet for at styrke den danske deltagelse i kampen mod WTO og i de internationale bevægelser for global retfærdighed - f.eks. via de Sociale Forummer.

I disse dage forsøger NGO’er, bevægelser og u-landene selv at lægge størst muligt pres på forhandlingerne i Hong Kong, så resultatet ikke forværre forholdene for befolkningerne i Den Tredje Verden.

Nogle lægger vægt på at formulere krav til resultatet. Andre har et forhandlingssammenbrud som mål.

Langt hen ad vejen kan de to taktikker forenes, for hvis u-landene står fast på, at resultatet skal være til gavn for dem og deres befolkninger, så vil forhandlingerne bryde sammen.

Det kan blive endnu et skridt på vejen mod WTO’s død. Og det vil ikke være det værste, der kunne ske. En organisation, der har frihandel og liberalisering som overordnet princip, kan aldrig bidrage til global økonomisk og social retfærdighed, tværtimod.

16. december 2005, SAP’s forretningsudvalg