Bekæmp terrorismen -
tag staten med i købet

SAP topside

Regeringens embedsmandsgruppe har fremlagt det forjættede forslag til terrorpakke, en pakke som regeringen med DF’s støtte nu forbereder at give os i julegave. Og som det kunne forventes ændrer regeringen ikke linie, overvågningen strammes og ytringsfriheden indskrænkes.

Terrorpakken indeholder masser af beføjelser til politi og efterretningstjeneste. Der åbnes for overvågning af det offentlige rum, aflytning af hele boligblokke og for adgang til personfølsomme oplysninger, såsom mail- og telefonkorrespondance uden forudgående dommerkendelse.

Samtidig bliver de interne regler for overvågning af magtmisbrug i staten lempet, der åbnes for civile agenter og politiets pligt til at oplyse om deres aktiviteter bliver begrænset. Alt i alt er der ikke tale om en bød pakke.

Terrorpakken er i sig selv ikke nogen overraskelse. Den lægger sig opad de samme linier som den amerikanske ’patriot-act’ og de ’anti-terror pakker’ der er vedtaget i flere europæiske lande siden 2001. Den indskriver sig i en historie af undertrykkelse og repression, der på ingen måde ønsker at gøre op med terroren, men som eksisterer i kraft af den.

Mens kløfterne i samfundet øges og sociale og etniske spændinger stiger (senest set i New Orleans og i de franske forstæder), så vender de borgerlige politikere sig mod staten som et middel til at dæmpe krisen. I både USA og Frankrig blev urolighederne efter en fejlslagen politik mødt med undtagelsestilstande - ikke med en grundlæggende ændring i politikken. I Danmark bliver en fejlslagen integrations- og socialpolitik mødt med indskrænkninger i ytringsfriheden og overvågning af det offentlige rum.

Den moderne imperialisme har brug for syndebukke, og deres ’krig mod terror’ leverer dem i rigt mål. Mens den retfærdiggør krige på den internationale scene, kan den bruges til at lukke munden på de utilfredse hjemme. Et behov der bliver stadig mere bydende i takt med nedskæringerne på og salget af traditionelle vefærdsgoder.

Men social uro bliver ikke født af hemmelige selskaber og bliver ikke bekæmpet med hat og blå briller. Den fødes af arbejdsløshed, fattigdom og social armod, og den bekæmpes med ordentlige forhold og social sikkerhed.

Det borgerlige samfund har med al ønskelig tydelighed bevist at det ikke er i stand til at tackle de problemer med flygtninge og immigration, som det selv skaber.

 Svaret har været en stigende racisme og fremmedfrygt, i dag kendetegnet ved islamofobien, en tendens der understreges af gigantiske problemer med arbejdsløshed og ghettodannelser i fattige kvarterer. Det er ikke mange uger siden vi så hvordan den slags marginalisering gav udslag i Århus. Og vi har først lige overstået en valgkamp der om noget var præget af en hadsk og ubehagelig tone overfor indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed.

Hvad der derimod kan overraske er den relativt ringe modstand der indtil nu har været mod denne lov. Men Enhedslisten har offentliggjort en beskrivelse af de centrale elementer i pakken og har som modsvar stillet en alternativ politik op. Det er en god måde at udstille det reelle indhold i regeringens terrorpolitik og terrorens baggrund. Og med kravet om at tropperne trækkes hjem fra Irak nu, forholder Enhedslisten sig langt mere direkte til nogle af problemernes årsager end regeringens ideologiske politistatspolitik.

Men der er ikke meget der taler for at problemerne med social usikkerhed og brydning kan løses alene gennem lovgivning. Alt for ofte er socialdemokrater og SF’ere faldet i fælden, ved alene at have forsøgt at lave progressiv politik igennem den borgerlige stats instrumenter, men det har rammer skævt og har været umyndiggørende.

Enhedslisten må følge op på sine forslag ved at organisere grupper der kan arbejde for en reel integration og skabe alternativer til regeringens visionsløse forfølgelse af alle der er anderledes. SUF har samme ambition i den kampagne de vil køre over vinteren, for gensidig integration på græsrodsoplan.

Kun ved konsekvent og loyalt at arbejde for og med dem der møder problemerne i deres hverdag og konkret at skabe et alternativ kan vi håbe på at bekæmpe både terrorismen og det samfund der skaber den.

SAP’s forretningsudvalg, 9. december 2005