Velfærdsreformer - ja tak!

Der var engang, hvor sociale reformer udsprang af den socialdemokratiske strategi for en omformning af det kapitalistiske samfund. Hele den socialdemokratiske velfærdsstat er bygget op om reformer fra socialreformen i 30´erne til indførelsen af arbejdsløshedsunderstøttelse, folkepension og efterløn.

Kampen om den sociale velfærd har aldrig stået stille, og det har socialdemokraternes holdning til velfærdsreformer sandelig ikke - selv om den både i dette og forrige århundrede altid har holdt sig inden for kapitalismens rammer. Men undervejs er der sket en glidning fra store reformer som i 30’erne over små reformer som indførelsen af efterløn til de seneste 15-20 års modreformer, som styrker kapitalismen mere end de gavner arbejderklassen.

Et helt centralt element i modreformerne er den gradvise indførelse af forsikringsprincippet. Forbedringer af folkepensionen er afløst af lønarbejdernes opsparing gennem arbejdsmarkedspensioner. Og kernen i efterlønsreformen i 1998 var tilsvarende at indføre et særligt efterlønskontingent.

De senere år har været præget af kapitalens behov for en øget arbejdsstyrke, og dertil hørende arbejdskraftreserve, som kan sikre et nedadgående pres på lønningerne. Det har givet sig udslag i tesen om, at ”det skal kunne betale sig at arbejde”, som har været murbrækker for nedsatte ydelser. I første omgang overfor de svageste grupper, kontanthjælpsmodtagere og især flygtninge og indvandrere.

Med regeringens velfærdskommission er der nu lagt op til en bredere diskussion om angreb på velfærdsstaten. I denne diskussion står venstrefløjen overfor nogle dilemmaer og udfordringer.

Et dilemma er spørgsmålet om det faldende antal mennesker i den arbejdsdygtige alder (16-65 år). På den ene side kan vi med god ret sige, at alene produktivitetsudviklingen og det aktuelle antal af udstødte fra arbejdsmarkedet betyder, at velfærden sagtens kan bevares uden nedskæringer på de nuværende velfærdsordninger. På den anden side må vi mere offensivt gå i kødet på de faktorer, som fører til udstødning.

Den stigende intensivering af arbejdet er i sig selv medvirkende til udstødning, gennem sygdom, førtidspensionering og tidlig tilbagetrækning.

Tilsvarende betyder diskrimination af flygtninge og indvandrere, nedsatte ydelser og manglende uddannelsesmuligheder, at store grupper aldrig får en plads på arbejdsmarkedet.

Hvis venstrefløjen skal vende angrebene på den sociale velfærd til en offensiv for bedre velfærd, kan vi ikke nøjes med at konstatere, at det ”nok skal gå alt sammen”. Forslag om fordeling af arbejdet med nedsat arbejdstid, satsen på offentlig produktion og håndfaste krav til virksomhedernes sociale ansvar er også krav, der lægger op til grundlæggende samfundsforandringer. Hvor profitproduktionen fører til arbejdsløshed og udstødning, må offentlig produktion efter menneskers behov tage over.

Et andet dilemma er at kunne gå op imod den borgerlige dagsorden om, at ”det skal kunne betale sig at arbejde”. På den ene side kan vi konstatere, at arbejdsløsheden ikke er de arbejdsløses skyld, men manglen på arbejdspladser. Men mere offensivt må vi sige, at det er et reelt problem, at alt for mange arbejder for alt for lave lønninger. Fagbevægelsen har en opgave med at sikre de lavest lønnede en løn til at leve af - en mindsteløn på 110 kr. i timen - må være det centrale krav i kommende overenskomstforhandlinger.

Et andet vigtigt krav er, at gøre op med de asociale modregninger, som rammer ægtepar på kontanthjælp. Uanset om man er gift eller ej skal hver enkelt person have sin egen økonomi. Derfor skal den ene ægtefælles lønindkomst ikke modregnes i den andens adgang til kontanthjælp eller førtidspension.

Endeligt er der den aktuelle diskussion om at gøre en række sociale ydelser indtægtsafhængige, i stedet for almene for alle. Et synspunkt, som især SF fremhæver med stigende styrke. Problemet er, at ydelser, som forbeholdes de fattige meget let bliver til fattige ydelser, der konstant vil blive ringere og ringere.

Det er vigtigt for venstrefløjen at præsentere offensive krav til udvikling af velfærden, og ikke bare forsvare det bestående. Men lige så vigtigt er det at opbygge alliancer med det formål at lægge pres på først og fremmest socialdemokraterne.

Netop når kampen står om velfærdsreformer, er regeringen meget bevidst om, at aftaler med socialdemokraterne vil være noget nær en garanti for, at gennemførte forringelser vil holde. Derfor vil det være et selvstændigt mål for venstrefløjen at holde socialdemokraterne væk fra medvirken til forringelser, hvad enten det handler om efterløn, dagpenge, kontanthjælp eller andre ydelser.

Den socialdemokratiske ledelse har jo allerede lagt op til forringelser af efterlønnen - i direkte modstrid med deres egne vælgere og et stort befolkningsflertal. Med det som udgangspunkt må venstrefløjen i samarbejde med socialdemokrater i fagbevægelsen styrke den folkelige modstand. Lad forårets forhandlinger om velfærdsreformer blive præget af folkelige demonstrationer, og andre aktiviteter, der kan lægge maksimalt pres på de politiske foprhandlinger i almindelighed og socialdemokraterne i særdeleshed.

SAP’s forretningsudvalg, 2. december 2005