Franske optøjer som undskyldning for politistatsmetoder

”De værste uroligheder i Frankrig siden studenteroprøret”. Måske er nogle af skribenterne på de borgerlige medier kommet i tanke om, at vi stadig er en del, der i høj grad har sympati for oprøret i Frankrig i 1968. I hvert fald er begivenhederne i Frankrig i stedet blot blevet omtalt som: ”De værste uroligheder i 40 år”.

I modsætning til for 37 år siden er de unges sammenstød med myndighederne langt mere diffust og socialt betinget end det åbenlyse politiske oprør, som ”blomsten af Frankrigs ungdom” med så stor styrke gennemførte. De unge i gadekampene i dag er ofte helt unge og kan på ingen måde opfattes som privilegerede - tværtimod.

Hvis man skal sammenfatte deres situation, må det blive med udtryk som diskrimination, marginalisering og heraf følgende håbløshed. Der er tydeligt, at det er års sammensparede frustrationer, der er kommet til udtryk gennem afbrændingen af over tusinde biler, en del børneinstitutioner og andre offentlige bygninger, overfald på brandmænd, der forsøger at slukke disse brande osv.

Ødelæggelserne i de i forvejen forarmede boligområder minder mest af alt om de raceuroligheder, man gennem de samme 40 år med jævne mellemrum har kunnet se i ghettoerne i USA. På ganske samme måde rammer de konkret først og fremmest beboerne selv i disse forstæder. Det betyder, at de unge isolerer sig fra alle dem, der har samme vrede mod regeringen: deres egne forældres generation i forstadskvartererne, den hvide del af arbejderklassen og andre modstandere af fransk højre- og centrum-venstre-politik.

Imidlertid har oprøret haft omfattende politisk effekt. Det yderste højre inklusive højrefløjen i det regerende UDF har krævet militæret indsat.

Indenrigsminister Sarkozy har styrket sit bud på at blive UDF´s kandidat i det kommende præsidentvalg ved at køre den hårde linje.

Han og Villepin-regeringen har bl.a. gravet en lov fra 1955 op, der giver de lokale prefækter - der vel at mærke ikke er demokratisk valgte, men indsatte fra Paris - legal mulighed for at erklære undtagelsestilstand.

Dette er da også sket i 60 områder, med mødeforbud, udgangsforbud osv. osv.

Der er blot den hage ved den gamle lov, at der er en tidsbegrænsning på maximalt 12 dage indbygget i den. Så nu er der blevet hastefremsat en ny lov med de samme bestemmelser. Disse skal nu ”bare” gælde i 3 måneder.

Sarkozy har også fremturet med at alle ikke franske statsborgere, blandt de over tusinde arresterede unge, umiddelbart vil blive udvist fra Frankrig.

Selvom det overvejende flertal af disse unge er født og opvokset i Frankrig og derfor er franske statsborgere, er det ikke så mærkeligt et det eneste gennemgåede krav i protesterne, netop har været kravet om Sarkozys afgang.

Ledelsen af det franske socialistparti, der også bærer sin del af ansvaret for, at der er opstået sådanne ghettoer med op til 40 % arbejdsløshed, har på forhånd overgivet sig til Sarkozy. ”Vi vil ikke stå i vejen for regeringens forsøg på at genindføre lov og orden” har partiet udtalt.

Derimod har venstrefløjen i Socialistpartiet og de politiske organisationer videre ud til venstre udvist større forståelse for årsagerne til de mange gadebål. Der har også været mobiliseret til demonstrationer mod undtagelseslovene og med krav om Sarkosys afgang.

Det er en hurtig og fornøden reaktion, der kan give optøjerne reelle forandringsperspektiver:

a) For det første bygger det videre på og kan dermed udvikle den politiske alliance mod EU-forfatningen, der netop også omfattede fra venstrefløjen i Socialistpartiet, nogle af de grønne, Kommunistpartiet og det yderste venstre.

b) For det andet kan mobiliseringer om ikke andet forhindre, at den franske regering og statsmagt benytter anledningen til en generel styrkelse af statens magtmidler over for alle former for opposition.

c) For det tredje kan sådan en klar markering fra den politiske venstrefløj vise de unge vrede indvandrere, hvem der står på deres side mod regeringen.

Men for hele venstrefløjen har problemet været, at man praktisk taget ikke er fysisk til stede i disse bykvarterer.

Så længe arbejderbevægelsen og ikke mindst de revolutionære i denne ikke er i stand til at organisere og udvikle de mest politisk bevidste i disse slumforstæder, vil den opsparede retfærdige vrede blot blive udløst i nye selvdestruktive optøjer. Det er bestemt ikke nogen let opgave. Men lykkes den tilfredsstillende, vil der i fremtiden være åbnet muligheder for nye oprør, der som for 37 år siden vil kunne virke som inspiration og forbillede.

SAP’s forretningsudvalg, 25. november 2005.