Drop samarbejdet med Foghs løjtnanter

Samlet set gik Venstre og Konservative tilbage ved kommunevalget den 15.11.

Nogle steder det ene parti, nogle steder det andet.

Mange steder er SF gået tilbage, men denne tilbagegang er opvejet af Enhedslistens og Socialdemokratiets fremgang. Måske har mange opgivet SF som venstrefløjsalternativ - en position som Enhedslisten har indtaget og konsolideret over store dele af landet. Værd at bemærke er også, at Dansk Folkeparti, modsat de radikale, ikke har haft samme store fremgang lokalt som partiet har haft nationalt.

Der er ikke meget tvivl om, hvor Socialdemokratiet orienterer sig hen efter valget. Ritt Bjerregaard lavede allerede på valgnatten en konstitueringsaftale med De Radikale og uden venstrefløjen, og det samme er sket andre steder.

I skrivende stund er det ikke afklaret om Ritt bliver presset til at lukke venstrefløjen ind igen. Men selv hvis Socialdemokraterne laver konstitueringsaftaler med venstrefløjen, vil det hurtigt vise sig, at de i praktisk politik samarbejder over midten med et eller flere af de borgerlige partier. Andet kan man f.eks. ikke at forvente af den nye Socialdemokratiske borgmester i Roskilde, som har turneret rundt på valgmøder med den afgående Venstre-borgmester, hvor de begge har fortalt, at uanset hvem af dem der blev valgt, ville Roskilde få en god borgmester.

For Enhedslisten blev det et rigtigt godt valg med fremgang stort set alle steder og en fordobling af byrådspladserne. Men den nyvundne parlamentariske placering vil altså ikke umiddelbart give indflydelse.

Helt tydeligt i København hvor Ritt Bjerregård i første omgang forsøgte at konstituere sig med en smal aftale mellem SD og R, og hvor Enhedslisten trods mandatfremgang i så fald ser ud til at miste sin borgmesterpost.

Måske ærgerligt, men det behøver ikke at være et tilbageskridt. I den forløbne periode har Enhedslisten i hvert fald ikke haft særligt held med at benytte borgmesterposten til at fremme mobilisering og udbredelsen af et socialistisk alternativ.

Under alle omstændigheder er der nu slet ingen tvivl om, hvad kursen skal være i København: Klar opposition og initiativ og støtte til folkelige mobiliseringer.

Og det samme gælder i resten af landet, hvor Enhedslisten ikke har været i nærheden af politisk-administrative poster.

Og der bliver nok at tage fat på. Det bliver tydeligere og tydeligere, at strukturreformen har en pris, og at den vil politikerne, inklusiv Socialdemokraterne, sende videre i form af velfærdsnedskæringer. I sammenlægningskommunerne vil nogle partier forsøge at lægge niveauet efter laveste fællesnævner.

Mange vil være utilfredse. Om utilfredsheden vil blive omsat i handling, vil i høj grad afhænge af Enhedslistens initiativer, fra afdelinger og fra kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Socialdemokraterne har vundet en stor del af deres fremgang på netop den spirende utilfredshed med den borgerligt-liberale politik, som Fogh-regeringen fører, og som Venstre og Konservative viderefører i kommunerne.

Men de samme Socialdemokrater vil - med små forskelle - følge den samme hovedlinje. Derfor må blive en vigtig del af oppositions- og mobiliseringsarbejdet at lægge pres på Socialdemokraterne for, at de bryder det samarbejde med Foghs løjtnanter i de borgerlige partier, som de nu er på fuld fart ind i.

Hvis det lykkes at skabe mobilisering mod nedskæringer og opposition mod Socialdemokratisk samarbejde hen over midten i kommunerne, vil det kunne være med til også at sætte en anden politisk dagsorden på landsplan.

Modstand mod kommunale nedskæringer vil ikke bare lægge pres på regeringen, som i sidste ende er ansvarlig for den politik, som fører til nedskæringerne. Det vil også gøre det sværere for Helle Thorning Schmidt-ledelsen at fastholde den håbløse samarbejdslinje i Folketinget.

På den måde kan den kommunale kamp blive et vigtigt led i kampen for at vælte Fogh-regeringen.

SAP’s forretningsudvalg, 18. november 2005