Social og etnisk sortering skal stoppes!

Kriseramte skoler og kvoter for etniske minoriteter tegner igen til at blive et af de ”hotte” temaer i kommunalvalgkampen i flere af de store byer.

Specielt i Københavnsområdet, men også adskillige andre steder i landet, er der skoler med 60-90 % børn fra etniske minoriteter. Disse tal er ikke i sig selv problemet. Der findes masser af velfungerende multietniske eller for den sags skyld 100 % tyrkiske skoler i verden!

Men det dummeste, venstrefløjen kan gøre, er at benægte, at der er et problem.

Disse tal er nemlig - desværre - symptomer på reelle problemer. Der er i langt de fleste tilfælde tale om skoler, der bliver bevidst fravalgt af etniske danskere og ofte også af velintegrerede indvandrerfamilier. Skoler, hvor et flertal af eleverne kommer fra meget lidt boglige familier, der ofte yderligere er ramt af sociale problemer som fx arbejdsløshed. Skoler, der har store problemer med at få eleverne fagligt motiverede og etablere et godt undervisningsmiljø - og problemer med at holde på lærerne. Skoler, der er inde i en nedadgående spiral.

Opdelingen i ”sorte” og ”hvide” skoler er blevet en benhård social og etnisk sortering, der som konsekvens har, at store grupper af børn af fattige, især etniske minoriteter, bliver isolerede på nogle af de dårligst fungerende folkeskoler i landet.

En undersøgelse har vist, at de få børn fra veluddannede miljøer, der har gået i en ”ghettoskole”, klarer deres skolekarriere lige så godt, som hvis de havde gået i en ”almindelig” skole. Det kan man jo så vælge at stikke i næsen på de danske middelklasseforældre i brokvartererne, der klager over forholdene. Men undersøgelsen viser bare også, at det samme ikke er tilfældet for børn fra hjem uden uddannelse. De klarer sig faktisk dårligere, hvis de har gået i en ”ghettoskole”, end hvis de har gået i en mere blandet klasse.

Der er derfor ingen undskyldning for at overhøre klagerne eller bagatellisere konsekvenserne.

Enhedslisten bliver ofte - uretmæssigt - beskyldt for ikke at ville bekæmpe opdelingen, fordi Enhedslisten f.eks. har afvist at benytte en såkaldt ”Albertslund-model”, hvor alle børn af etniske minoriteter gennemgår en sprogtest (som næsten ingen med et andet modersmål og ej heller mange etniske danskere kan bestå) og dernæst tvangshenvises til fjernere beliggende skoler, indtil indvandrerprocenten er jævnet passende ud.

Det er der ikke noget at gøre ved. Enhedslisten har ikke været og skal ikke være åbne overfor at bruge tvang og diskrimination (”vi flytter rundt på de fremmede børn til procenterne passer os”) som middel. De etniske minoriteter er i forvejen udsat for rigelige mængder af begge dele.

Til gengæld skulle det gerne stå bøjet i neon, at Enhedslisten ikke forsvarer opdelingen i ”sorte” og ”hvide” skoler, men tvært imod vil bekæmpe den med helt andre metoder. Metoder, der bygger på progressiv skoleudvikling og frivillighed.

Overskriften for Enhedslistens alternativ er ”magnetskoler”:

De ”sorte” skoler skal gøres til attraktive tiltrækningspoler også for børn fra både etnisk danske og ressourcestærke hjem ved en vifte af tiltag, der strækker sig fra attraktive fysiske rammer, it-faciliteter, rejser m.v., over pædagogisk nyudvikling og efteruddannede lærere, til ressourcerigelighed bl.a. med tolærersystemer.

De ”hvide” skoler skal gøres til reel mulighed (ved simpelthen at reservere nogle pladser til dem) og attraktive tiltrækningspoler også for børn fra både etnisk ikke-danske og ressourcesvage hjem. Også her er der tale om en stribe af forskellige initiativer: Efteruddannelse af lærere i undervisning af tosprogede, tilbud om at gå i en klasse med f.eks. en tyrkisk sproggruppe og en tyrkisk-dansk hjælpelærer, måske også fysiske rammer som it-faciliteter m.v.

Målet er ad frivillighedens vej at afskaffe opdelingen i sorte og hvide skoler. Men målet er også i samme ombæring at skabe gode rammer for at udvikle en multietnisk skole, der kan tilbyde en bedre skolegang for alle, uanset etnisk og social baggrund. Ikke at skolepolitikken alene kan løse alle problemerne, der jo er vævet sammen med den sociale og etniske undertrykkelse i samfundet i - men alligevel.

Enhedslistens løsning koster penge. Mange penge. Dette er hovedårsagen til, at Enhedslisten ikke har fået løst noget som helst i København, selv om vi har haft skoleborgmesterposten i otte år. På papiret er det ved flere lejligheder lykkedes Per Bregengård at få flertal for gode initiativer - men aldrig med en økonomisk pondus, der har kunnet give ordentlige resultater. Senest er det endda lykkedes at få sat et ”magnetskoleprojekt” i søen. Men de afsatte midler har et så beskedent omfang, at der blot bliver tale om et pilotprojekt på fem skoler - som endda ikke er de hårdest ramte. Og midlerne til den enkelte skole er så små, at man kan være yderst skeptisk over for, om det faktisk kan give de ønskede resultater, eller bare vil miskreditere ”magnetskole-konceptet”.

Derfor er det vigtigt, at Enhedslisten i København i den kommende valgkamp ikke lider af et ”borgmester-ansvarligheds-syndrom” og kommer til at fremstå som dem, der forsøger at forsvare forholdene i den københavnske folkeskole. Det er ikke Enhedslisten, men borgerrepræsentationens flertal, der reelt har bestemt rammerne for skolepolitikken og dermed har ansvaret for de på mange måder katastrofale tilstande på folkeskolerne.

Samtidig skal kritikken vendes mod regeringsblokken, V-K-O, som ikke tilfører kommunerne tilstrækkelige økonomiske ressourcer. Folketinget har muligheden for at hente pengene i de multinationale koncerner, de store danske virksomheder og de store private formuer, hvorimod kommunerne stort set kun kan hæve skatten på almindelige lønindtægter. Ved at rette broden mod regeringen og folketingsflertallet kan vi også skabe grundlaget for en samlet kamp for en bedre folkeskole Også hvad folkeskolen angår, skal det stå klart, at Enhedslisten ikke repræsenterer systemet som det er, men er et alternativ (det eneste) til den bestående elendighed.

SAP's forretningsudvalg, 28. oktober 2005