Om babyprinser og kongebranding

”Danmark er nok det tætteste, man kommer på et land, hvor selv republikanere går ind for monarkiet”. Sådan lød det fra daværende statsminister Poul Nyrup i anledning af dronning Margrethes 25-års regeringsjubilæum for nogle år siden. Og der er ganske rigtigt mange, der i dag ser kongehuset som ganske harmløst, netop fordi dets politiske magt gradvis er blevet indskrænket. Monarkiet i Danmark spiller i dag en helt anden rolle end for 100 år siden. Det er længe siden, danske regenter blandede sig direkte ind i regeringsførelsen.

Ikke desto mindre er kongehuset stadigvæk en vigtig brik i det politiske spil, hvor netop symbolsk magt, branding og kulturelle symboler i dag spiller en meget vigtig rolle. Mens tidligere tiders danske godsejere og industrifyrster kunne have god brug for en konge, der kunne tale manende for nationalt sammenhold og mod generalstrejke, er dagens aktionærer og investorer helt tilfredse med en kongefamilie, der beredvilligt stiller op som døråbner for erhvervslivet under statsbesøg i udlandet eller agerer som fremskudt repræsentant for turistindustrien og bidrager til Danmarks internationale image. På samme måde er kongehuset også guld værd for ugebladene og diverse andre medier, der åbenbart ikke kan få nok af at svælge i banaliteter og af at snage i de kongeliges privatliv.

For socialister og andre republikanere er det helt klart, at vi skal rette skytset ind efter forholdene. Konkret handler det om en systemkritik, der ikke kun retter sig mod den gammeldags kongenostalgi, de nationalistiske undertoner og den dybt antidemokratiske tanke, at nogle er født ”med blåt blod i årerne” - og derfor bør nyde en særligt ophøjet status (herunder klækkelige apanager og store ejendomme i ind- og udland, samt retten til øjeblikkelig familiesammenføring uden om alle Udlændingestyrelsens hindringer).

Hvis republikken og det mest udstrakte demokrati - socialismen - skal vinde frem, er dette en kulturkamp, vi er nødt til at føre på alle fronter. Hvor det før i tiden var god latin på venstrefløjen at forestille sig en social omvæltning som et samlet generalangreb på en række af samfundets bærende institutioner, herunder ”stormen af Vinterpaladset” som i Rusland 1917 (eller i vort tilfælde Amalienborg), er dette langt fra tilstrækkeligt i dag.

Sådan set er kongehuset kun en enkelt af det vidtforgrenede net af institutioner, der tilsammen er med til at opretholde det borgerlige hegemoni, der støtter op om det kapitalistiske samfund. For venstrefløjen handler det om at opbygge en modmagt med både social og kulturel styrke, der efterhånden vil være i stand til at udfordre den rådende tilstand. Med marxisten Antonio Gramscis ord vil dette være en form for ”stillingskrig”, hvor det gælder om at ruste sig med tålmodighed - men også beslutsomhed.

Derfor vil vi ikke som socialdemokraten Poul Nyrup være med til at udglatte modsætningerne og reducere kampen for republikken til en spøg. Tværtimod er det venstrefløjens opgave at opbygge sit eget brand - som de utrættelige forkæmpere for retfærdighed, demokrati og mod forskelsbehandling. Når Enhedslisten oplever næsten 50% medlemstilvækst i løbet af lidt over et år, er det et tegn på at venstrefløjen igen er ved at genvinde sin selvtillid og at vi stadigvæk har meget at kæmpe for. Med andre ord skal Enhedslisten fortsætte med at bruge enhver anledning til tage kampen op mod monarkiet og hele det kongelige skuespil.

Det skal igen blive legitimt at tage til orde for et helt andet samfund, et socialistisk demokrati, hvor der ikke er plads til hverken konger eller dronninger - men hvor alle indbyggere er garanteret en førsteklasses behandling.

SAP's forretningsudvalg, 24. okt. 2005