Skabsliberalismen

Da Poul Nyrup under valgkampen i 2001 lavede sit stunt ved for åben skærm at rive Anders Foghs gamle bog om minimalstaten fra hinanden, side for side, var der tale om en symbolsk fejlslutning. Billedet der stod tilbage var dels, at den senere statsminister skulle have droppet sit ideologiske udgangspunkt som liberalist, og dels en bebrejdelse af, at Anders Fogh tilsyneladende skulle have skiftet holdning.

Stuntet var udtryk for, at Nyrup og socialdemokraterne ikke for alvor kunne eller ville gå i kødet på den liberalistiske samfundsudvikling, og ikke forstod det projekt, Anders Fogh havde lagt i støbeskeen.

En af arkitekterne bag Venstres projekt var Claus Hjort Frederiksen, som i den samme valgkamp definerede det image, som skulle bygges op med ordene:

”Venstre er ikke så liberalistisk at det gør noget”.

For Venstre var målet stadig den liberalistiske minimalstat, og taktikken som helhed er klar. Nemlig, at vejen til ”den virkeliggjorte liberalisme” krævede ”revolutionær tålmodighed”. Den taktik indeholder en række elementer.

Det centrale element er at undlade offensive udmeldinger i forhold til de klassiske liberalistiske tanker, som erstatning af universelle sociale ydelser med fattighjælp, indskrænkning af det offentlige forbrugs andel af den samlede samfundsøkonomi og fjernelse af fagforeningernes muligheder for at holde prisen på arbejdskraft oppe.

Samtidigt har Anders Fogh fra starten af sin regeringsperiode lagt vægt på at have mærkesager, der kan lægge en form for social fernis hen over regeringens generelt asociale politik. Den forlængede barselsorlov og flere penge til nogle af folkepensionisterne er de mest åbenlyse sager i denne sammenhæng.

Det andet element er at dyrke argumenter for, hvordan egentligt liberalistiske tiltag kan fremstå som nødvendige og tilsyneladende fornuftige. Det er f.eks. tydeligt, at det for mange mennesker uoverskuelige spørgsmål om globalisering bruges som spydspids i forhold til målsætningen om angreb på universelle sociale ydelser og den sociale velfærd i almindelighed.

I forlængelse af det har ”nødvendighederne”, som følger af Danmarks internationale samarbejde - hvad enten vi snakker EU eller WTO - været murbrækker for liberalistiske tiltag. Det gælder f.eks. liberaliseringer af EL og Tele sektorerne, og det gælder tilpasninger til omverdenen på skatteområdet.

Lige så vigtigt for Fogh´s projekt har det været at komme igennem med gradvise svækkelser af fagbevægelsen. Selv om fagbevægelsen på mange måder er politisk svag som bolværk mod liberalisering af løn- og arbejdsforhold, betyder den høje faglige organisering og overenskomstsystemet, at fagbevægelsen er en alvorlig blokering for det liberalistiske projekt.

Allerede i Fogh regeringens første leveår blev der taget en række initiativer for at svække fagbevægelsen. Deltidsloven var det tydeligste eksempel, og i forbindelse med dén fik regeringen et billede af, at bekæmpelsen af fagbevægelsen ikke skulle ske som et stort frontalangreb.

Derfor er denne side af regeringens politik blevet dæmpet ned.

For at fuldende billedet af regeringens projekt må man sige, at det såvel i stort som i småt er lykkedes den at komme igennem med betydningsfulde ændringer. I enkeltsagsafdelingen kan nævnes profitbørnehaver og de såkaldte ”frit valgs ordninger” i forhold til hjemmehjælp mv.

Mere strukturelt vil det få stor betydning for fremtidens sociale velfærd, når kommunalreformen slår igennem. Den egentlige tankegang i kommunalreformen blev lysende klart udtrykt af Venstres politiske ordfører, Jens Rohde: : ”Det er klart, at vi gerne vil have kommuner, der er store nok til at udbyde opgaver. I dag er kommunerne ikke store nok til at skabe interesse blandt private leverandører. Det forsøger vores udspil i høj grad at ændre”.

Med socialminister, Eva Kjer Hansens, åbenmundede erklæring om ulighedens dynamiske effekter, overtrådte hun grundregel nr. 1 i Foghs taktiske spil - hun hang den liberalistiske ideologi ud i fri luft. Det er forklaringen på, hvorfor hun fik lukket munden af Fogh så effektivt, som tilfældet var.

For venstrefløjen er det nu opgaven at benytte spørgsmålet om ulighed - og i forlængelse af det spørgsmålet om "velfærdsreformer" - til en ideologisk debat. Det er både en offensiv mod regeringen, og et springbræt for at tvinge socialdemokraterne ud af regeringens favntag.

Ikke fordi der er garanti for at offensiven lykkes, men fordi konkrete afsløringer af Fogh´s liberalistiske projekt har langt mere vidtrækkende betydning end afsløringer af enkelte ministres dumhedder.

SAP's forretningsudvalg , 14.okt.2005