En kommunisme vi kan undvære

Den kommunistiske samling er opgivet, kunne man i sidste uge læse på visse hjemmesider og i dagbladet Arbejderen. For den, der ikke følger venstrefløjens cirkler, er det første spørgsmål nok: hvilken kommunisme og hvilken samling?

Det handler om et mangeårigt forsøg på at gennemføre en sammenslutning af Danmarks Kommunistiske Parti Marxister-Leninister (DKP-ml) og Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD).

DKP-ml har en fortid som tilhængere af det albanske kommunistparti og dets leder Enver Hoxha. Partiets største præstation er udgivelsen af dagbladet Arbejderen, og derudover har det været aktivt i antikrigsarbejdet.

KPiD’s fortid fører tilbage til Sovjetunionen. Partiet er stiftet af dem, der forlod DKP, da DKP var med til at etablere Enhedslisten. Partiet har en vis indflydelse i dele af fagbevægelsen, især i nogle af byggefagenes fagforeninger.

I en årrække har de to partier forsøgt at nærme sig hinanden med henblik på en sammenlægning.

Fælles for dem er kommunismen i betydningen stalinisme. Ikke nødvendigvis ethvert diktatorisk tiltag eller enhver af Stalins likvideringer, men den grundlæggende diktatoriske, parti- og statsstyrede karikatur af socialisme, der fandtes i Sovjetunionen fra Stalin og fremefter. Af det fælles stalinistiske arvegods kan også nævnes folkefrontsstrategien. Det vil sige den stadig stræben efter alliancer med dele af borgerskabet mod storborgerskabet (monopolerne), hvoraf følger at man i skærpede situationer må bremse arbejderklassens kamp, fordi det støder de borgerlige alliancepartnere fra sig.

Konkret har de i de senere år kunne mødes i en ukritisk holdning til Milosevic, Saddam Hussein og til enhver der fører militær kamp mod besættelsesmagten i Irak. Hovedrettesnoren i international politik er for begge grupper, at alle, der står i modsætning til USA, og alle, der kalder sig kommunister, er vores venner.

Men det, der for alvor har ført dem mod hinanden, er et sentimentale ønske om at vende tilbage til en tid, hvor der var et - forholdsvist - stærkt kommunistparti i Danmark og - hvis det var i deres magt - en socialistisk stormagt, man kunne læne sig op af, få politiske retningslinjer og materiel støtte fra.

Et resultat af samlingsprocessen har været, at den har trukket DKP og mange af DKP’s medlemmer væk fra Enhedslisten. Det seneste udslag er, at DKP i København har besluttet at opfordre til at stemme på KPiD og ikke på Enhedslisten.

DKP, der officielt stadig støtter Enhedslisten, lægger større og større vægt på, at Enhedslisten kun er et samarbejde med henblik på parlamentarisk repræsentation, dog altså ikke i Københavns kommune.

Indbyrdes har de to partier forskellige forklaringer på, hvorfor forsøget mislykkedes i denne omgang. Hvilke kommunistpartier ude i verden skal vi være venner med? I hvilket årstal gik det galt for det oprindelige DKP? Var partiet og dets program i 1970’erne korrekt, og skal det blot genoplives.

En mere reel forklaring ligger måske i, at det er en meget svær øvelse at placere sig som en nødvendighed på venstrefløjen uden for og i modsætning til Enhedslisten. Der er ingen tvivl om, at de to parter havde set frem til at kaste sig ind i en folketingsvalgkamp i konkurrence med Enhedslisten.

Måske håbede de i deres stille sind, at Enhedslisten røg ud af Folketinget, så det kunne blive en konkurrence på at samle underskrifter for at blive opstillingsberettiget.

Men efter Enhedslistens valgfremgang og markante medlemsfremgang siden valget virker det perspektiv mere og mere urealistisk. Især, når den eneste sammenhængende kritik af Enhedslisten er, at den ikke er et kommunistisk parti.

For nylig hilste vi det velkommen, at en anden venstrefløjsgruppe, Internationale Socialister, ønsker at gå ind i Enhedslisten.

Skal vi så nu bruge samlings-sammenbruddet til at opfordre de to partier til at gå ind i Enhedslisten. Nej, det vil vi faktisk ikke umiddelbart.

Fra sin fødsel har Enhedslisten været politisk defineret ud fra den principielle opfattelse, at socialismen skal føre - også umiddelbart - til mere demokrati, ikke mindre. Det har været et fælles grundlag for Enhedslisten, at de demokratiske rettigheder er et våben i kampen for socialisme og i opbygningen af socialisme, ikke en hæmsko.

Denne afgrænsning var nødvendig for at løsrive det nye parti fra den forvrængning af socialisme og kommunisme, som de herskende i bl.a. Sovjet, Kina og Albanien havde skabt.

Derfor kan tilgangen af en stor gruppe, der ikke har gjort op med disse erfaringer, at sætte spørgsmålstegn ved Enhedslisten, og det risikerer at slide partiet op i diskussioner op spørgsmål, der er afklaret.

Det betyder også, at de DKP-medlemmer, der stadig er i Enhedslisten, bør gøre op med sig selv, om de vil opbygge Enhedslisten som det, den er i dag, nemlig andet og meget mere end et samarbejdsforum for parlamentarisk repræsentation, hvilket listen ophørte med at være mange år siden. Eller om de af ren nostalgi vil søge tilbage til fortiden og drømmen om det gamle DKP og det gamle Sovjet.

Men først og fremmest vil det gavne medlemmerne af de tre partier og venstrefløjen, hvis de langt om længe lærer noget af Sovjets og DKP’s sammenbrud og kaster kræfterne ind i opbygningen af et parti, der kæmper for socialistisk demokrati, og ikke hverken parti-, stats- eller bureaukratidiktatur.

Dermed kunne de give deres - skyldige - bidrag til at rehabilitere begrebet kommunisme, så det får sin oprindelige betydning tilbage, og så arbejderklassen og andre undertrykte igen kan se kommunismen som visionen om et andet og bedre samfund.

SAP’s forretningsudvalg, 7. oktober 2005