Den hårde liberalisme blev bremset

Socialdemokraterne jublede og de konservative og liberale partier hang med hovedet. Sådan var situationen både i Norge og Tyskland, da de to landes valgresultater var klar.

Men der var både vigtige forskelle og interessante fællestræk i de to valg.

I Norge foregik valget på baggrund af en permanent god økonomisk situation, hvor forskellene viser sig i, om partierne vil bruge oliepengene til velfærd, eller om de vil opspare og ophobe dem. Her vandt et fremstormende socialdemokrati, Arbejderpartiet, efter at have været i opposition.

Tyskland befinder sig en presset økonomisk situation. Her skyldes socialdemokraternes jubel, at de ikke gik så meget tilbage som frygtet og især, at CDU/CSU gik tilbage i modsætning til forventningerne. Muligheden for en ren borgerlig regering blev blokeret.

Den allervigtigste konklusion af de to valg er, at der ikke kan skaffes flertal for den benhårde liberalisme, som de borgerlige partier står for. Det er umuligt at skaffe et folkeligt mandat for den uhæmmede kapitalisme.

Det var samme signal, som folkeafstemningerne i Holland og Frankrig sendte.

Og det er den samme situation, vi har i Danmark. Ganske vist kan højrefløjen få flertal i Folketinget ved to valg i træk, men forudsætningen er, at Anders Fogh Rasmussen truer sine ministre med fyring, hvis de kræver mere ulighed, sådan som statsministeren selv gjorde for godt 10 år siden.

I Norge blev denne pointe understreget af Fremskridtspartiets fremgang, som ikke kun afspejlede fremmedfrygt, men også var et resultat af, at det var den eneste mulighed for at stemme borgerligt og samtidig for at bruge oliepengene til velfærd. I Tyskland var der mere tale om en polarisering, i og med at det mest markant nyliberalistiske parti, FDP, gik frem på bekostning af CDU/CSU.

Lige så vigtigt er det at bemærke, at de to socialdemokratier gik frem i valgkampen ved at distancere sig tydeligt fra de borgerlige. Mest markant var det i Norge, hvor fremgangen også var størst. Det var det samme, der skete, da deres broderparti i Spanien vandt det seneste valg.

Til gengæld skal vi ikke glemme, at det kun er den mest brutale variant af liberalismen, som blev afvist med stemmefremgangen til de to socialdemokratier. Begge fremlægger en politik, der bevæger sig inden for den liberalistiske ramme med deregulering, privatisering og nedskæringer på velfærdsområderne med henblik på at forbedre ”deres” kapitalisters konkurrenceevne og profit.

Derfor står de vælgere, som med deres stemmer Arbejderpartiet og SPD har villet forsvare beskæftigelse og velfærd, over for store skuffelser. Forhandlingerne om en ”stor koalition” i Tyskland viser, hvad vej det går.

De to ”sejrende” socialdemokratiers binding til den liberalistiske dagsorden medfører, at det vil få stor betydning i de kommende års politiske og sociale kampe, hvilken styrke venstrefløjen har, og hvordan dens partier vil handle.

I Norge gik Socialistisk Venstreparti (tæt på SF i Danmark) glip af den forventede kæmpe-fremgang. Det er ofte skæbnen for venstrefløjspartier ved valg, hvor Socialdemokratiet tordner frem. Men som dele af SV også har erkendt, er det også straffen for, at SV på forhånd havde erklæret sig parat til at gå i regering med Arbejderpartiet og Centerpartiet.

Omvendt fik det nye samlingsparti i Tyskland Die Linke en fantastisk fremgang. Die Linke har i langt højere grad lagt afstand til SPD’s politik og har på forhånd afvist regeringsdeltagelse.

Med hver sin position - i og uden for regering - vil de tiltrække de grupper, der bliver mere og mere kritiske, og ikke mindst vil de blive et forum for politiske kampe. SV vil ikke kunne undgå heftige diskussioner om, hvor meget SV-ministrene skal finde sig i, og om hvornår et brud med regeringen er nødvendig. Die Linke er langt fra vaccineret mod regeringssamarbejde og medansvar for borgerlig økonomisk politik. Partiets ene bestanddel, PDS, sidder i flere lokalregeringer.

Men i en situation, hvor der udvikler sig protester og mobiliseringer, er der næppe tvivl om, at den politiske radikalisering vil finde sted omkring de to venstrefløjspartier

Hvad kan vi bruge de seneste tyske og norske erfaringer til i Danmark?

For det første at vi har nu har oplevet tre europæiske valg, som dementerer Helle Thorning-Schmidts strategi. Det skaffer ikke fremgang for socialdemokraterne at kline sig op af de borgerlige partier, tværtimod.

For det andet er det tydeligt, at SF - som partiet lige til venstre for Socialdemokraterne - har mange muligheder foran sig. Det er en historisk erfaring, at de venstrereformistiske partier er de første, der får fremgang, når klassekampen skærpes, selv om de ikke er orienteret mod udenomsparlamentarisk kamp, og selv om de ikke præsenterer et klart antikapitalistisk politisk alternativ. De to aktuelle valg bekræfter dette.

For det tredje viser ikke bare de to valg, men også de politiske diskussioner på venstrefløjen i Frankrig og Italien, at regeringsdeltagelse som mulighed eller som realitet er det afgørende skæringspunkt og skillelinje.

Det skyldes ikke blot spørgsmålets symbol- og signalværdi, men også den kendsgerning, at når et parti orienterer sig mod regeringsdeltagelse - i den nuværende klassekampssituation - vil det næste uundgåeligt begynde at tilpasse sig den herskende politiske dagsorden. Men først og fremmest vil det miste interessen for den selvstændige aktivitet og mobilisering, fordi den udenomsparlamentariske kamp har det med at genere og besværliggøre politiske tuskhandler og regeringens administration af samfundet.

Denne pointe kan kun være en opmuntring for Enhedslisten, som allerede i dag har markeret sig med en klar oppositionsprofil og med utvetydig afvisning af regeringsansvar eller det, der ligner. Sammen med den konkrete styrke og placering i Folketinget vil det betyde, at Enhedslisten vil kunne være en tiltrækningspol i det øjeblik, utilfredsheden vokser, og mobiliseringer og aktiviteter øges.

I den nærmeste fremtid handler det om at udnytte denne profil i kommunerne, når utilfredsheden med konsekvenserne af strukturreformen begynder at vise sig, og allerførst i forbindelse med kommunalvalgene.

SAP’s forretningsudvalg, 23. september 2005.