- Hvor fattige er de fattige egentlig?
- Hvordan bekæmpes uligheden i verden?
- Hvad er god u-landsbistand?
- Kan krig og konflikter undgås?

Det bliver der skrevet lange afhandlinger om på universitetet. Eksperterne i DANIDA, Verdensbanken og FN diskuterer det. Men det er ikke emner, der fylder meget på primetime TV - specielt ikke på det stigende antal kanaler uden public service-forpligtigelser.

Derfor kræver det, da også en del, hvis man skal have skoleelever, pædagoger, sygeplejersker, metalarbejdere - kort sagt alle dem, der ikke er eksperter til at engagere sig i spørgsmålene.

Med støtte til oplysning om u-landene kunne man få penge til at lave for eksempel en film, udstilling, undervisningshæfte eller hjemmeside om forholdene i den 3. verden.

Når regeringen og deres venner i Dansk Folkeparti vil halvere DANIDA’s oplysningsbevilling og helt fjerne bevillingen til projektrelateret oplysning, er det et skridt på vejen til at ensrette ”den offentlige mening”, mens indsigten i de globale problemer kan overlades til eksperterne. Hyklerisk fortæller de os, at pengene skal gå direkte til de fattige, samtidig med at de siden deres tiltrædelse har sparet milliarder på u-landsstøtten.

Mange organisationer beskæftiger sig med de globale forhold. Nogle er store bistandsorganisationer, andre er fagforeninger, der støtter faglig organisering i den 3. verden, biavlere, der hjælper biavlere, små foreninger, der har en særlig viden og erfaring om et bestemt område - mangfoldigheden er stor. Men fælles for dem er, at de gennem deres arbejde med udviklingshjælp i den 3. verden har opnået en viden om forholdene.

Viden der gør, at de kan oplyse om det israelske sikkerhedshegn eller om de fatale følger af de rige landes handelspolitik. Og viden der gør, at de kan oplyse om deres u-landsprojekter og dermed i praksis vise, at der er alternativer til regeringens mantraer i u-landspolitikken:

- støtte til det private erhvervsliv
- frihandel på de riges betingelser

Nu bliver oplysningsarbejdet vanskeligere. Fordi der bliver færre penge, og ikke mindst fordi regeringen med sin beslutning også er med til at øge disciplineringen af de store u-lands-organisationer. For hvilken bevilling ryger næste gang, hvis man ikke retter ind og kun serverer de oplysninger regeringen vil have?

Regeringen kan håbe på, at der bliver mindre kritik af dens fortsatte beskæring af u-landstøtten, og det er sikkert det egentlige formål. Hvis folk aldrig hører om de fattige lande, kan det være de glemmer dem!

 Men det er næppe sandsynligt! Gennem de sidste 10 år er der på globalt plan opstået en omfattende bevægelse for global retfærdighed. En bevægelse der:

• mobiliserer mod de rige landes handelspolitik
• kræver stop for den ødelæggende nyliberale politik som den 3. verden bliver påtvunget.
• ønsker en bæredygtig og retfærdig verdensorden befriet for kapitalistisk markedsanarki.

Vores alternativ til regeringens ensretning må være at styrke disse bevægelser og deres oplysningsarbejde.

SAP’s forretningsudvalg, 16. september 2005